(blogdel1) En fugl med pis på og en kold øl tak

Puuuuha. Lang tid uden blogskrivning og en masse oplevelser rigere, gør at de næste par blogindlæg nok bliver meget langt og en anelse rodet.

Jeg vil forsøge at dele mine seneste oplevelser op i blogdel 1, 2 og 3, så det forhåbentligt bliver mere overskueligt

Siden sidst har den bl.a. stået på ”redning” af fugleunge, fødselsdagsfester, boksekamp (altså som tilskuer), planlægning og gennemførelse af ”store legedag” på CAS og en uges udflugt op til det nordlige Ghana.

Først fugleungen:

En torsdag aften på hjem fra arbejder hører Trine, Rie og jeg en meget mærkelig pippen og ser til vores forfærdelse en lille bitte fugleunge, som er faldet ned i kloaken (kloakerne er åbne her i Ghana). Den var helt pladret ind i det ulækre vand og så ud til at have siddet der længe og kaldt på sin mor, som ikke var at spore nogle steder og ikke ville kunne få den op fra kloaken på nogen måde. Det kunne mit lille dyreglade hjerte ikke bære, så jeg gav Trine og Rie mine ting og lagde mig på knæ og samlede fugleungen op. De afrikanere der sad i nærheden eller passerede forbi, skraldgrinede da de så mig med mit fortvivlede ansigtsudtryk og den lille forpjuskede og våde fugleunge i hænderne. De har tydeligvis et helt andet syn på dyr end vi har i Danmark og synes vist det var ret morsomt at jeg kunne blive så oprevet over så ”lille en ting”. Jeg anede ikke hvad jeg skulle gøre, men kunne ikke klare tanken om sætte den på græsset og risikerer at denne skulle sidder der og måske lide, indtil den døde, så den jeg den med hjem til Mummy (vores udlejer). Hun sad og snakkede med sin chauffør og da de så mig med fugeungen i hænderne, grinede de også af mig. Det er åbenbart meget unormalt at være så glad for dyr hernede. -En ting jeg også har erfaret når jeg forsøger at komme til at kæle med kattene og gederne :-D

Jeg spurgte Mummy om der var en dyrlæge i nærheden og hun fik sin chauffør til at køre mig hen den nærmeste dyrlæge, der så viste sig at have lukket. Heldigvis sad der stadig n dyrlæge inde på kontoret, som gerne ville hjælpe os. Han tilbød at tage fuglen og beholde den indtil wild-life dyrlægen kom dagen efter, jeg stolede ikke helt på ham og synes der var koldt og ubehageligt på hans kontor, så pludselig blev det for meget og jeg gav mig til at græde. Heldigvis tog han det pænt og ringede efter wild-life dyrlægen, der straks kom hen på kontoret, selvom han faktisk havde fri. Han kunne fortælle at fugleungen kun var tre dage gammel og på ingen måde ville kunne overleve uden sin mor. Endnu engang brast jeg i gråd og spurgte om de så ikke godt ville aflive den så den i den mindste ikke skulle lide mens den døde. De var meget meget søde og sagde at det ville de naturligvis gerne og trøstede mig med at jeg havde gjort hvad jeg kunne og at det jo er naturens gang. Det ved jo også godt, men når det kommer til dyr, kan jeg godt blive meget  følsom.

Jeg gav dem fugleungen og sagde farvel og de tog den med ind på klinikken, hvor jeg så aldrig så hvad de gjorde med den, men jeg både håber og tror at de slog den ihjel.

Da jeg igen kom tilbage til guesthouset (som vist ikke er  et rigtigt guesthouse, da det ikke er åbent for alle), skulle vi holde fødselsdagsfest for Asger. Den blev fejret ved langbord med spaghetti med kødsovs og tomatsalat til hovedret og chokoladekage til dessert og naturligvis gaver og fødselsdagssang. Det var rart nok at der skete noget så jeg kunne få tankerne væk fra den stakkels fugleunge.

Boksekamp:

En af drengene fra CAS har flere gange fortalt stolt om at han er bokser og poserer altid som en bokser når man vil tage billeder af ham (f.eks. med knyttede hænder op foran ansigtet). Han har lovet flere gange at jeg gerne måtte komme når han skulle bokse en kamp og fredag d. 30 maj kom han endelig og fortalte at han, samme aften,  skulle bokse en kamp i Osu (den bydel af Accra som jeg bor i). En af lærerne kom også og spurgte om vi skulle med og fortalte at det startede kl. 16. Jeg fik lokket 4 piger fra guesthouset med og kl 16:15, stod vi efter lidt forvirring og søgen efter rette location, endelig på det sted boksekamp skulle finde sted.

Da vi kom var de først ved at sætte bokseringen op. Det skulle foregå udendørs, i en slags baggård, til noget der hedder Prison Canteen, som ligger i slumkvarter lige overfor Police Hospital. Der var ingen andre der var mødt op endnu, så vi spurgte en hvad tid boksekampen startede og fik at vide at den ville starte omkring kl. 17. Vi satte os til en vente med en øl og nogle kebabspyd. 

Omkring kl 17:00 begyndte folk så småt at dukke op og det gjorde ham fra CAS der skulle bokse også. En halv times tid senere kom 5 andre drenge fra CAS for at heppe på ham. De fik øje på mig med det samme og satte sig straks over for at sludre. Det var helt vildt rart at være i deres selskab uden for institutionen og de var betydeligt mere selskabelige og kontaktsøgende end normalt.

Efterhånden som der dukkede flere og flere op, gik det op for os at der ikke bare skulle bokses den ene kamp vi var kommet for at se, men en række af kampe og den vi skulle se var en af de sidste. Kl. 19 begyndte den første kamp ENDELIG.  Der var en helt fantastisk stemning. Folk hujede og sang en masse forskellige afrikanske sange, dansede og bar rundt på vinderen af hver kamp.  Ca. kl. 8 dukker lærerne fra CAS op. Altså 4 timer senere end aftalt. Da jeg gjorde opmærksom på at han kom for sent kigger han bare på mig siger lige så nonchalant ”your (os hvide) time are different from our (de sorte) time”.  Så mente han ligesom det var uddebatteret og satte sig ned for at se boksning. 

Noget er der nu om det. Der er et begreb hernede der hedder ”african time” og det betyder at tingene er klar når de er klar og folk kommer når de kommer. Hvis man aftale en tid, kan man være heldig (det er dog sjældent) at de er der til tiden, men de kan også komme flere timer for sent eller slet ikke dukke op, uden at give besked om det.

Kl. 20 endte det med at 3 af pigerne måtte gå, da de havde en anden aftale og vi var så kun mig og Lotte tilbage, som var ved at være godt trætte og sultne.  Efter at have spurgt flere forskellige mennesker lykkedes det os endelig at skaffe et program og vi kunne se at den boksekamp vi var interesserede i stadig lå langt nede ad listen. Vi besluttede os derfor for at følge med de andre piger ned i Oxford Street (som er hovedgaden i Osu og ligger tæt på ”boksestedet”) for at få os noget mad og komme tilbage og se ham bokse.  Da vi skulle til at gå spurgte lærerne hvad vi skulle og vi forklarede at vi bare lige hurtigt skulle have noget mad, men ville komme tilbage, hvortil vi fik besked på at skynde os, for det var snart drengen fra CAS’ tur til at bokse.  Vi smilede og nikkede høfligt, men skraldgrinede af deres dobbeltmoral da vi var kommet væk derfra. Tænk engang at de selv kommer 4 timer for sent og så har den ”frækhed” at hundse med os.  Der er altså visse ting ved den afrikanske måde at tænke og agerer på, som jeg aldrig lærer at forstå :-D

Vi skyndte os op på KFC, kastede noget mad ind og skyndte os tilbage igen, så vi var der ved kvart i ni tiden. 

Kl halv ti begyndte der endelig at ske noget. Drenge fra CAS rejste og gjorde tegn til at Lotte og jeg skulle følge med. Vi gik ned i den bagerste ende af ”gården” hvor vores ”boksestjerne” var ved at gøre sig klar. De pegede stolte og selvsikre over på en MEGET høj og MEGET muskuløs mand og sagde at det var ham han skulle bokse imod. Jeg fik straks en kraftig hjertebanken og blev meget meget nervøs for vores gadedreng som snart skulle ind og kæmpe mod en der så ud til at være meget stærkere end ham selv. Han gik rundt for sig selv og tog sit "gear" på, opvarmede og forsøgte at gøre sig mentalt klar. Alt imens stod alle hans venner og pjattede og sang og han tog overhovedet ikke notits af det. Det var jeg ret imponeret over. 

Kl .22 skulle han i ringen. ”Kun” 6 timer senere end den tid vi først havde fået oplyst. Han gik hen imod ringen med en skare af gadedrenge, lærere fra CAS og mig og Lotte efter sig, som sang og klappede hele vejen. Til min store lettelse, så jeg at det ikke var det kæmpe brød han skulle slås imod, som først antaget. Heldigvis stod der en der var mere på hans størrelse. Kampen var helt fantastisk. Vores dreng var totalt overlegen og styrede kampen fuldstændigt. I pauserne (eller hvad det hedder mellem runderne, hvor de får tips af deres træner og får sprøjtet vand i hovedet?) havde han endda så meget overskud at han kunne stå og danse for os, og poserer mens der blev taget billeder. Vi klappede og sang og råbte al den tid kampen varede og da den var slut og han selvfølgelig blev kåret som vinder, bar hans venner ham en gang rundt om bokseringen og sang og klappede igen. Der var en stemning som er fuldstændigt ubeskriveligt opløftende og berusende. 

Da vores bokser, havde skiftet tøj og hvad han nu ellers skulle, kom og han spurgte om ikke han måtte få en Malta (en slags alkoholfri øl, som de holder meget af hernede). Det måtte han naturligvis gerne og da Lotte og jeg var så høje af stemningen sagde vi til de andre drenge at de også godt måtte tage noget på vores regning. Godt nok tog de alle det dyreste de kunne finde, men til gengæld var de så utroligt taknemmelige og det endte med at vi begge fik både kram og kys på kinden af den mest reserverede af dem alle.

Det var en helt fantastisk aften og jeg glæder mig vildt til han skal bokse næste gang –men der undlader jeg nok bare at komme så tidligt ;-)

CAS

Vi har efterhånden været på CAS et stykke tid nu, og har endelig fået lov at lave ”vores eget” skema, så vi kan planlægge og udføre aktiviteter, hvor det er os der styrer og de andre lærere der hjælper.

Indtil videre er det ikke blevet til helt vildt mange aktiviteter, men vi har da fået opstartet ”girls groupcounselling”, et narrativt tegneprojekt og spillet høvdingebold og trebensfodbold med dem. Overordnet set er det gået fint, men vi har selvfølgelig opdaget at der skal foretages nogle små justeringer og så er min personlige oplevelse i hvert fald at vi skal være meget mere strikte overfor de unge, for at få dem til at høre efter og at få aktiviteterne til at fungere. 

Generelt har det været rigtigt svært at samle de unge når vi har villet starte en aktivitet op og vi har måttet have de andre lærere til at hjælpe os med at forklarer dem på twi, at en aktivitet skulle til at starte og de skulle komme. Ligeledes har det været en udfordring at forklarer hvad aktiviteterne gik ud på, grundet sproglige barrierer. For det første er det svært for os (eller i hvert fald for mig) at skulle forklarer mig på engelsk og ikke dansk. Næste ting bliver så, at lærerne på CAS, heller ikke er super dygtige til engelsk og derfor ikke altid forstår hvad det er vi siger og når de så oversætter til twi, forstår vi ingenting og kan derfor ikke korregerer, hvis de har misforstået noget.

Lidt om de forskellige aktiviteter…

Girls counselling: Vi har nået at have girls counselling én gang. Som nævnt lige ovenfor, var det ret svært at få samlet pigerne som vist var trætte grundet resten af dagens aktiviteter (vi holder det først på eftermiddagen) og desuden havde andre ting de gerne lige ville lave. En af pigerne kom hen til mig og spurgte mig om jeg kunne snakke twi. Det svarede jeg selvfølgelig nej til, hvortil hun konstaterede at så kunne vi ikke holde girls counselling, for der er nogle som ikke forstår engelsk. Heldigvis havde vi fået en af lærerne (madame nurse) til at komme og oversætte, og i virkeligheden tror jeg heller ikke at det med sprogbarrieren var et egentligt problem, men mere en lille protest, fordi vi pludselig begyndte at forlange noget af dem.

Vi brugte den første (og indtil videre eneste) gang på at starte stille og roligt op med at fortælle lidt om hvad vores tanker med gruppen er og spørge om de havde forslag til hvad man kunne bringe på banen af emner og så tage en ”præsentationsrunde” hvor pigerne lige kunne fortælle deres navn, alder, om de har kæreste og børn og hvor lang tid de har boet på gaden. Nogle af pigerne har vi før spurgt om navn og alder og antal år på gaden og af en eller anden mystisk årsag fortalte de noget andet i pigegruppen, end de før har haft fortalt os og hvad de har fortalt de andre studerende der arbejder på CAS. Det er som om de bare siger et tilfældigt tal hver gang de bliver spurgt. Jeg spekulerer over om dette kan være fordi de simpelthen ikke kan huske hvor gamle de er og hvor længe de har boet på gaden eller fordi ikke tillid til os og derfor måske ikke har lyst til at snakke åbent og ærligt omkring dem selv.

Nåh, men udover at de (tilsyneladende) bare fyrede tilfældige tal af, så snakkede de også rigtig meget twi, både med hinanden, med madame nurse og til os. Det var svært at holde styr på dem og vi havde en fornemmelse af at madame nurse ikke nøjedes med at oversætte hvad vi sagde eller bede dem være stille, men også snakkede med dem og dit og hint ind i mellem.

Jeg har lagt mærke til at de ofte gør det samme overfor de andre lærere –altså bare snakker, selvom læreren står og fortæller noget og jeg tror faktisk ikke at de unge på CAS har meget respekt til overs for ret mange voksne. Vi (Rie, Aafke Trine F og jeg) snakket om at vi gerne vil arbejde lidt med de unges disciplin og lærer dem at respekterer at når en af os snakker, så holder de kæft og markerer med en hånd hvis de gerne vil til orde, ligesom at kommunikation på twi kun er ok, såfremt det er nødvendigt for at få alle til at forstå.

Trebensfodbold: Til ”sports and games” har vi fået lov at bruge de første 30-60 minutter på lave en passende aktivitet med de unge (og de lærere der har tid og lyst). Dette er (i hvert fald for mit vedkommende) primært for at øve mig i rollen som i gangsættende og styrende pædagog. Den første gang vi skulle stå for en aktivitet kom vi på at  de skulle spille ”trebensfodbold”, som i al sin enkelthed, gik ud på at de unge skulle gå sammen to og to og have deres ben bundet sammen, deles op i to hold og så spille fodbold med almindelige regler.  Denne ”øvelse” fandt vi på fordi vi mener den er god til at styrke deres evner til at samarbejde, i det de ikke kan bevæge sig nogle steder, hvis ikke de samarbejder med den de er bundet sammen med. De fleste af dem var faktisk ret gode til det og alle grinede rigtig meget og så ud til at nyde spillet. Desværre, havde vi bundet deres ben sammen med seglgarn, hvilket viste sig at gnave ret meget i benet og derfor ret smertefuldt. Så nu ved vi til en anden gang at vi skal have købt noget bredere og blødere snor eller bånd. Desuden havde ingen af os rigtigt styr på fodboldreglerne, så det blev meget hurtigt børnene og lærerne der styrede aktiviteten, i stedet for os, og det blev svært at blande sig, når de kommunikerede på twi. Jeg tænker derfor at det til en anden gang, kan være en god  idé at sætte sig ind i reglerne eller finde på nogle selv, så vi kan styre den aktivitet vi  igangsætter.

Høvdingebold: Vi har spillet høvdingebold med dem to gange. Begge gang kom vi ekstremt sent i gang, fordi den lærer der har adgang til skabet med bolde og kridt til at tegnehøvdingeboldbane op med, kom meget sent på arbejde. De kender overhovedet ikke høvdingebold og der gik derfor, den første gang, også et stykke tid med at forklarer dem spillets regler.  Da vi så startede på spillet, stod de i starten bare næsten helt stille og forsøgte ikke rigtigt at flytte sig for bolden eller få fat på den eller noget, men efterhånden som de forstod bedre og bedre hvad det gik ud på, kom der mere og mere fart på  spillet og alle grinede og hyggede sig rigtig meget og sagde bagefter at det et smadder godt spil, som de gerne ville spille igen.  Anden gang vi skulle spille det havde vi så alligevel problemer med at få dem samlet og de sagde at de ikke ville spille det, fordi det gjorde ondt at få bolden kastet på sig. Eftersom at ingen havde klaget sidst, tolkede vi det som et udtryk for at de bare ikke lige på nuværende tidspunkt gad i gang med sport og bad derfor deltage alligevel. Ingen klagede over smerte ved at blive ramt af bolden, men de fleste gik uhyggeligt højt op i spillet og der kom en ret dårlig stemning, hvor folk endte med stå og råbe af hinanden på twi –også lærerne. Det var ikke nogen særligt rar oplevelse..

Jeg har lagt mærke til at det samme sker når de spiller volleyball og hvis en af de unge, ikke er så dygtig til vollyball og derfor ikke klarer sig så godt, så bliver han eller hun skiftet ud, med det argument at han/hun kan lære ved at iagttage. Jeg forstår ikke helt denne konkurrence mentalitet fra lærernes side. Jeg tænker at livet på gaden i forvejen må være én stor konkurrence hver dag og at man derfor som lærer burde være et godt eksempel og vise at alt ikke behøver at være en konkurrence eller at man i det mindste godt kan have en god konkurrencementalitet og have det sjovt med et spil eller en leg.

En anden ting jeg har tænkt over, er om de her unge mennesker der lever på gaden egentlig er i kontakt med deres følelser.

Umiddelbart virker de altid ekstremt glade og smiler og griner meget (bortset fra de konkurrerer ;-)) og man høre tit den der med at det er utroligt de kan være så glade, når de lever sådan et hårdt liv. Jeg har bare tænkt meget på om ikke man for det første, med tiden lærer at tilpasse og få det bedste ud af den situation man befinder sig i, uanset hvor hård og traumefyldt den må se ud til at være. Måske ikke altid, men ofte. De fleste af de unge mennesker der kommer på CAS har jo allerede boet på gaden i årevis og selvom det selvfølgelig for de flestes vedkommende ikke er sådan de ønsker at leve deres liv, så må man vel vænne sig til situationen på eller anden måde.

For det andet tænker jeg at al den glæde de udviser, måske er en del af en tyk skal de har bygget omkring sig, for at beskytte sig selv, netop fordi de har været udsat for nogle grimme ting og livet på gaden er hårdt. På gaden er det vel ”den stærkeste der overlever”, og hvis de udviser ”svaghed” ved f.eks. at vise sorg, så tror jeg at man ryger meget langt ned i det hierarki der hersker blandt gadebørnene.  Selvom at jeg altid har ment at det er sundest at være i kontakt med sine følelser, så tror jeg måske at det for disse børns vedkommende, kan være en god ting at de har en lidt tykkere skal end os andre, da for mange stærke følelser muligvis ville knække dem og skade mere end gavne.

Ingen tvivl om at livet på gaden er hårdt og kræver resilliente børn, som jeg nærer en dyb respekt for..

"Welcome to the jungle"

I weekenden d. 10-11 marts var Trine F, Rie, Jeanet, Ajoe, Torsten og jeg på en fuldstændigt fantastisk tur til Hohoe, som er et område i Ghana. Vi skulle af sted allerede halv 7 lørdag morgen og ud på en MEGET lang køretur.

Jo længere væk vi kom fra Accra, jo mere natur fik vi at se og det var helt fantastisk at køre på lange røde grusveje, omgivet at grøn bevoksning så langt øjet rakte.

 Efter ca. 4 timer var vi endelig fremme ved første destination: Tafi-Atome Monkey Sanctuary som er drevet af beboerne i en lille landsby inde i junglen og hjemsted for omkring 300 af de meget sjældne True Mona Monkeys.

Abearten har  været truet og er derfor blevet fredet og er takket være mennesker, som beboerne i den lille landsby i junglen i Hohoe, nu voksende.

Beboerne i landsbyen tjener penge på at vise turister gennem junglen og lade dem se og fodre aberne med bananer.  De tjener 8 cedi (eller 27 kr.) pr turist. For de penge har de bl.a. fået rindende vand, elektricitet og en skole.

Efter to måneder i en storby som Accra, hvor der konstant er støj fra biler, sælgere, musiksteder, optog, ect. og en masse forfærdelige lugte af fisk og kylling (og IKKE frisk fisk og kylling), friture, affald som ligger og flyder alle steder og nogle gange bliver brændt af, blandet med lugten af afføring og kloak, var det som at dø og komme i himmelen, da man steg ud af bilen og det første man bemærkede var den befriende stilhed og utroligt rene luft.

Vi blev fulgt ind i junglen af en guide som fortalte og forskellige træer og planter i junglen og om Mona Monkeys, men desværre var jeg alt for opslugt af at suge til mig af synsindtryk og dyrelyder, samt at tage billeder, til at jeg kunne høre ordentligt efter hvad han sagde.

         

Vi havde ikke gået ret langt før vi nåede frem til område i skoven hvor aberne pt. befandt sig. Desværre var der en ret stor flok tyske turister der allerede, som var i gang med at fodre dem med bananer, ellers kunne jeg godt have fået følelsen  af at være ”ét med naturen”. Guiden hev nogle bananer frem, så vi hver især fik muligheden for at håndfodre de ekstremt bedårende aber. Han viste os hvordan vi skulle holde bananerne og række dem op mod aberne i træerne, som så kravlede ned og skrællede bananen direkte fra hånden af en, brækkede en bid af og kravlede lidt højere op, for at nyde, deres ”bytte”.  Det var virkelig en fantastisk følelse at se andre dyr end, hunde, katte, geder og høns og endnu mere fantastisk at komme så tæt på dem.

Trine F og Torsten var så heldige at få muligheden for at få aberne helt ned på armen, men desværre har nogle andre turister (bl.a. de tyskere der var der samtidig med os) drillet aberne og flyttet armen, lige i det aberne har hoppet ned fra træet, så aberne faldt direkte ned på jorden, så de (aberne), var naturligt nok noget utrygge og det lykkedes kun for Trine at få lokket en abe til at sætte sig på hende arm.

Efter besøget i ”abelandsbyen”, blev vi kørt hen til et hotel, hvor vi kunne slappe af resten af dagen. Efter knapt en uge derhjemme, uden vand og med jævnlige strømafbrydelser, havde vi set frem til etbrusebad, men ak nej, der var intet vand på hotellet den weekend. Til gengæld var vi så heldige at vi kun fik ét lagen til hvert værelse. Det var da også bare lige super at sove to mennesker i en halvandenmandsseng med kun ét lagen, når nu man ikke kunne komme i bad. Vi overlede dog, og trods de noget primitive forhold, og en meget let søvn, har jeg ikke i de to måneder jeg indtil videre har været her, følt mig så udhvilet som jeg gjorde søndag morgen.  Søndag morgen kom vandet også endelig tilbage, men hvad sker der så? –Så går strømmen selvfølgelig.  What to say? This Is Africa ;-)

Kl. ni stod vi klar og kørte afsted mod dagens første destination –Wli Waterfalls. Køreturen tog kun en halv time, men det havde ikke gjort noget hvis den havde taget længere tid, når man bare kunne sidde og nyde den smukkeste natur lige meget hvilken retning man så i.

Wli Waterfalls skulle være det største vandfald i Ghana. Ingen ved hvor højt det er, men ghaneserne siger at det er et sted mellem 20 meter og 2 km.. Man skal jo være på den sikre side ik’?

Turen hen til vandfaldende gik gennem junglen og har vel været 2-3 km lang og på vejen skulle 8 broer passeres. Endnu engang havde vi fået en rigtig sød guide med som med stor kyndighed tegnede og fortalte, vidt og bredt og turen hen til vandfaldene bød bl.a. på opdagelsen af ananas plante, kakao plante og mango træ, samt endnu en storslået naturoplevelse. Det var ren terapi at gå der i junglen og kun kunne høre vandets rislen, fuglenes kvidren og insekternes summen. Her gik det for alvor op for mig hvor uendeligt meget jeg savner naturen, når jeg er i Accra.

 Vi kom hen til den nederste del af vandfaldene og nøj et smukt syn der mødte os. Vandet der faldt ned fra den ene klippeside og landende i en lille sø med det klareste vand. På en anden klippeside, sad der i hundredevis af flagermus og solede sig. Overalt var sommerfugle i de smukkeste farver og det hele var omgivet af den smukke grønne bevoksning som ikke findes mage til derhjemme. Vi holdt et lille hvil her og vi skulle alle ud og soppe. Jeanet og Trine kunne ikke dy sig og gik helt ind under vandfaldet. Havde jeg haft håndklæde og skiftetøj med, havde jeg gjort det samme. Det er første gang at isnenede koldt vand ikke har generet mig. – Der var simpelthen for smukt til at jeg kunne koncentrere mig om noget som helst andet end at suge til mig af syns, lyd-og duftindtryk.

Efter vandfaldet var tid til frokost og vi tog hen til lodge der ligger lige ved siden af, hvor vi sad  i den dejligste have og indtog et måltid mad med udsigt ud over bjergene og vandfaldende. SÅ SKØNT.

Herefter endnu køretur på en halv time og så var vi fremme ved Afadjato Mountain –weekendens sidste mål. Afadjato er med sine 885 meter Vestafrikas højeste bjerg. Dette må ikke forveksles med det højeste punkt. Afadjato er nemlig et enkeltstående bjerg der ikke støttes af andre bjerge –hvilket åbenbart har en betydning?! :-/

885 meter lyder ikke af meget, men når det går næsten lodret op de fleste steder og underlaget er dækket af rødder og løse sten der skrider under fødderne på én, så man mange steder må kravle –så er der 885 meter alt rigeligt. –I hvert fald for en med min kondi. Allerede efter de første 50 meter svedte vi som vi muligvis aldrig har svedt før og vi var nødt til at holde flere pauser undervejs. Dette var vist til stor morskab for vores to ca. 15 år gamle guider, der tager  turen op til 5 gange dejligt i ”flip flops”. Vi brugte ca en time på at komme op, men det var det hele værd. Sikke en følelse det gav at have overvundet sin egen udmattelse og så stå og kigge ud over bjerglandskabet, som strakte sig flere kilometer.

Turen ned tog ca. en halv time var næsten lige så hård og jeg fik ret ondt i anklerne til sidst. Dog præsterede jeg at blive stående på fødderne, modsat et par stykker af de andre og Trine F kom da også hjem med en forstuvet ankel. Da vi var nede spurgte jeg vores guider hvor lang tid de bruger på at komme op og ned, hvis de ikke har turister med. De bruger da ca. 15 min. på at komme op og 5 min. på at komme ned. Og det er altså i klipklappere!!  :-o

Tilbage var kun en ca. 4 timers lang køretur hjem. Vi var hjemme omkring kl. 9 om aftenen. Sultne og trætte, men mætte på oplevelser og indtryk.


-Trine

-          

Street Girls Aid

Lørdag var vi alle til ghanesisk bryllup hos en som vi ikke helt kan finde ud af hvordan Anthony kender.
Selve ceremonien, fandt sted i en kæmpe kirke med liveband, en masse dans og et utal af præster der alle skulle velsigne brudeparret. Festen bagefter var på taget af et hotel, men vi var kun lige med til at spise og så ville anthony hjem. Det var en meget sjov lille oplevelse med det bryllup, men ikke noget som er værd at skrive en længere roman om.

Idag, skulle Trine F, Rie og jeg ud og se et søskende selskab til CAS, der hedder Street Girls Aid, som er en slags børnehave/ vuggestue for gadebørn. Tre andre studerende hernede, Pernille, Dorthe og Kathrine, arbejder der i forvejen, så vi fulgtes med dem derud. Selve stedet er vel nogenlunde på størrelse med en almindelig dansk institution for vuggestue-/børnehavebørn og med omkring det samme antal "pædagoger", men der var  så til gengæld omkring 100 børn -flest i 1,5-3 års alderen.  Det koster 0,80 cedi om dagen at få sit barn barn passet der, så det er kun gadebørn som har forældre (der jo så for det meste selv er gadebørn) som kan blive passet der. Der var ingen organiserede aktiviteter med børnene og pædagogerne rørte ikke en finger, men sad bare på deres f... måse og gloede. 
Der var et enormt højt støjniveau fordi der var så mange børn der skreg og græd. Det var enormt stressende, oveni alle de børn der bare hungrede efter opmærksomhed og kontakt og både Rie, Trine F og jeg, sad nærmest med børn på armene fra vi kom til vi gik. De fik ingen formiddagslur, så flere af dem, faldt omkuld i armene på os, og nogle græd sig selv i søvn. De var enomt beskidte og lugtede ret fælt, fordi de kun bliver skiftet én gang om dagen, og der bliver de vel at mærke kun skiftet hvis de har skidt.  Alligevel, var de fuldstændigt, uimodståeligt dejlige og det var SÅ skønt at kunne drage en masse omsorg, for nogle der virkeligt trængte til det. 
Ingen af "pædagogerne" tog sig af at børnene, skreg, græd og drillede hinanden, så der var rigeligt at tage sig til for os andre. Især to af drengene havde grædt fuldstændigt utrøsteligt, både om formiddagen og eftermiddagen, heldigvis lidt på skift. Den ene af dem, gad godt komme hen til folk, men var ikke til at trøste. Den anden, ville slet ikke have kontakt med nogen, og hvis han endelig kom hen til en voksen, sad han der i 30 sekunder og gik så videre igen. På et tidspunkt kom ham der godt ville i kontakt, hen til mig og satte sig på mit skød og græd og græd og græd. Jeg gav mig til at ae ham på ryggen, mens jeg hviskede ham i øret  og jeg kunne se at han var opmærksom på mig og gråden tog en anelse af . Jeg gav til at hviske børnesange i stedet og efter ganske kort tid holdt han helt op med at græde, men sad bare og lyttede, indtil han faldt i søvn i armene på mig. Efter ikke så længe, kom en pædagog og flåede ham ud af armene på mig og lagde ham på en sivmåtte, men han nåede højst at ligge der i 10 min., hvorefter han kom grædende ud til mig og jeg kunne synge ham i søvn igen. Endnu engang blev han lagt ind på en sivmåtte og endnu engang kom han grædende ud. 

 





Senere fik jeg ham den anden, der græd meget, hen til mig og prøvede også at hviske ham i øret og synge børnesange. Nok, faldt han ikke i søvn, men han stoppede med at græde og blev siddende et stykke tid. Det lykkedes mig to gange mere at få ham til at stoppe med at græde og da vi skulle hjem, stod han henne i nærheden af mig, og da pædagogen så ville gå hen og tage ham, begyndte han at græde og gemte sig bag mig. 
Jeg syns det er enormt tankevækkende at man kan komme som vildt fremmed og være der en dag og så have en bedre kontakt til børnene end deres daglige "omsorgspersoner" og jeg tvivler på at disse børn går en lysere fremtid i møde end deres forældre.
Selvom det var godt at opleve, er jeg alligevel lidt glad for at jeg er kommet på CAS, da jeg tror det ville være enormt psykisk udmattende at være på street girls aid.. Bliver vi tvunget til at forlade CAS, vil jeg dog hellere på street girls aid, end på Hopeland. 

Vi slår ikke -vi truer kun!!

I den forgangne uge har vi haft tre ret underlige/træls oplevelser på CAS. 
Mandag startede ud med "religious and moral education", hvor Trine, Rie og jeg fik os en yderst "interessant" snak med læreren, om gud og kristendom. 
Den startede fordi vi gerne ville vide lidt mere om deres (i vores øjne) meget absurde måde at betragte livet på. Læreren fortalte at ens skæbne hviler i guds hænder og at gud styrer alt og fik det til at lyde som om man intet selv kan gøre. Jo mere vi debatterede med ham, jo mere gik det op for os, hvor dårligt oplyst en mand han er. På et tidspunkt kiggede han på os og spurgte om vi godt vidste at der engang havde været dinosaurere på jorden og om vi vidste hvorfor de ikke er her mere. Jeg svarede at en meteor havde ramt jorden og ødelagt alt. Så spurgte han om jeg vidste hvorfor denne meteor havde ramt jorden... Øh, bøh, tjah.. hvordan besvarer man lige den? Og så på engelsk? Jeg forklarede så godt jeg kunne at jorden havde ligget i meteorens bane, hvilket blev responderet med en (efter min mening lidt hånlig) latter af både lærer og elever. Læreren fortalte os, at det var gud der havde kastet "den store sten"  ned på jorden for at slå dinosaurerne ihjel. De var nemlig onde, for de spiste jo hinanden. Både Rie, Trine og jeg blev ret forargede over denne meget mærkværdige forklaring og spurgte om ikke mennesket så også burde blive slået ihjel når man tænker på den dårlige måde de behandler "guds" planet på, med at forurene og slå dyrene ihjel -desuden findes der jo også mennesker der spiser hinanden. 
Det med forureningen mente han ikke var noget problem -folk kan jo bare lade være hvis de vil!?! At vi spiser dyrene gør heller ikke noget da mennesket er den højststående race og desuden styrer universet!?! Det med at vi nogle gange spiser hinanden, det havde han aldrig hørt om før og det måtte vi altså længere ud på landet med!?!?
Bagefter gav han sig til at fortælle om at, ligesom de hvide engang har styret hele jorden, så bliver det snart de sortes tur til at overtage verdensherredømmet -det er der selv sagt en profeti om, og så passer det altså! Desuden sker der jo aldrig nogle alvorlige naturkatastrofer, som f.eks. jordskælv, fordi Afrika er guds land og gud holder hånden over Afrika. Vi begyndte at snakke om "de-der-plader-der-ligger-under-jorden-som-jeg-ikke-kan-huske-hvad-hedder-men-som-forårsager-jordskælv". Dem var der sgu ingen af dem der havde hørt om før og efter at have brugt omkring 20 minutter på at forsøge at forklare og med tegninger fra Trine F, virkede det stadig ikke som om de havde forstået det helt og de troede i hvert fald ikke helt på os.. 


Selvom jeg altid godt har vist det, kan jeg til stadighed overraskes, forundres og forarges over mange afrikaneres dumhed og uvidenhed. 


Torsdag havde vi samme lærer, som denne gang trampede ind i klassen med et uhyggeligt blik i øjnene og en bambuspind i hånden. Han fortalte dem at nu skulle de sgu opføre sig ordentligt og hvis de ikke sad stille og var opmærksomme og var stille til de blev spurgt, så ville de få tæsk med bambuspinden. Alt dette fortalte han med vrede i stemmen, mens han gik og slog lidt i bordene foran eleverne. Både Rie, Trine F og jeg, blev meget meget bange og vrede og vi sad meget længe med en stor klump i maven og et hjerte der galoperede afsted. Jeg sad som på nåle og havde mest lyst til at fare op og rive bambuspinden ud af hånden på ham og begynde at tæske ham med den.
Så brugte han ellers halvanden time på at lukke en masse lort ud om at man skal spare sammen mens man er ung, for er man først blevet rig, bliver man ikke fattig igen og så behøver man ikke arbejde i 40 år og at alle europæere er rige -og i øvrigt bliver alle soldater i europa tæsket!
Vi valgte efter timen at spørge lærerinden, som vi rigtig godt kan lide, hvorfor læreren havde haft en bambuspind med ind til undervisning, hvortil hun grinende svarede at de har en regel på CAS om at de ikke må slå børnene, så det gør de ikke SÅ MEGET, de bruger mest pinden til at true med, så børnene opfører sig ordentligt!! Vi fik at vide at hvis vi vil snakke mere om den slags skal vi gå til ledelsen.. Men det tvivler jeg sgu på at man får noget ud af.


Men denne "fantastiske" uge sluttede af med at vi, i fredags, blev trukket til side af brother Jos (lederen af CAS), som sagde at, fordi der i slutningen af denne måned kommer nogle nordmænd som også skal i praktik på CAS, skal vi nu ud på Hopeland. 
Det var noget af et slag i hovedet. Ingen af os har på nogen måde lyst til at skulle ud til det gudsforladte sted i ingenmandsland, hvor der kun er 8 "børn" og nærmest lige så mange voksne og man tilmed skal bruge minimum halvanden time i transport, hver vej. Desuden har vi allerede lagt en masse planer, for hvilke aktiviteter vi vil lave sammen med de unge, som jeg tænker også skal være en del af vores læringsmål. Vi fortalte alt dette til brother Jos og talte virkelig for vores syge moster. Han tog sagen med til møde, samme dag og vi får så svar på fredag, på om vi må blive på CAS eller skal på Hopeland. Imorgen skal vi til ghanesisk bryllup sammen med Anthony, så vi taler lige med ham om det. 


Kryds alt hvad I har for at vi får lov at blive på CAS... Hygge

Hopeland

ENDELIG har vi fundet et sted at bo til en pris der er til at betale. 
I fredags flyttede vi ind på et andet guest house, hvor vi allesammen lige akurat kan være, forudsat at vi bor to og to sammen. Værelserne er små, vi sover sammen i halvandenmandssenge og strømmen har været gået 3-4 gange på en weekend, men her er super hyggeligt med masser af plads til at sidde udendøre, et køkken vi kan bruge gratis og fine toilet og bade forhold. Dette betaler vi kun 350 cedi pr måned pr værelse mod det gamle sted, hvor vi  betalte vi 1200 cedi pr måned pr værelse!!! Desuden kan vi for blot 20 cedi om pr måned pr person få vasket vores tøj af en af de ansatte En cedi svarer til 3,38 danske kroner. Der ligger også en masse små hyggelige restauranter og barer lige i nærområdet og vi er ved at have fået mod på at spise lige fra deres gadekøkkener, hvilket jo også er super billigt. 


Fredag og idag skulle Trine F, Rie og jeg hen og se en afdeling af CAS som hedder Hopeland. Det er en gård, hvor nogle af gadebørnene bliver sendt ud at bo for en periode for at lære at klare sig, når de har vist at de virkelig er klar til at komme væk fra gaden. Gården ligger pænt langt væk fra Osu og det tager to-tre timer HVER vej og tre trotro/busskift. Havde Hopeland været et spændende, lærerigt og inspirerende sted at besøge, havde det bestemt heller ikke gjort noget, men det er desværre ikke tilfældet. Tværtimod er det nok et af de mest dødsyge steder jeg nogensinde har besøgt. Det er en rimeligt stor farm, men det eneste de har, som rent faktisk har med farming at gøre, er nogle geder der går løst rundt og 5 svin i en stald og så et ukendt antal hunde der også bare fjumser rundt. Der bor pt. 2 piger og 6 drenge, som der så er omkring 5 ansatte til at tage sig af. Udover farming har de skole- og computerundervisning, syværksted og madlavningsundervisning. Så har de bordtennisbord, fodboldbane og basketballbane.
 Da vi kom i fredags virkede det ikke som om de vidste vi skulle komme og det eneste vi fik ud af besøget der, var en rundvisning, der tog omkring en halv time hvorefter vi sad i "lærerværelset" i en times tid og ventede på at Irene, som skulle hjælpe os frem og tilbage, havde spist frokost og følte sig klar til at gå. Vi undrede os meget over at vi har skullet derud to gange og det virker som om personalet derude, undrede sig lige så meget som os og det med god grund -der skete jo heller ikke en hujende fis idag. Vi har brugt to timer på at sidde på nogle exceptionelt hårde bænke og overværet matematik undervisning, for bagefter at bruge timer på "læreværelset" på at sidde og se lærerne kalde eleverne ind én efter én og tale med dem på twi. De var dog så venlige at forklare os, at for de fire drenges vedkommende, var det for at tale med dem om at de har ansøgt om sponsorship, hvilket vil sige betalt uddannelse, mens pigen der kom ind, åbenbart havde gjort et eller andet forkert og derfor skulle skældes ud. Efter at have overværet disse virkeligt underlige situationer, fik vi lov at tage hjem.


Til gengæld var vi igår henne på et virkelig lækkert strandhotel, hvor vi lå ved poolen og slikkede sol det meste af dagen. Det var super hyggeligt og rart endelig at få bare en lille smule farve. Har gået rundt med en faktor 30 det meste af tiden, for at undgå soleksem, men er til gengæld stadig bleg som en maddike. Føler mig som en klump dej, når jeg ser mig selv ved siden af alle de slanke, muskuløse og brune piger på CAS.. De synes og allesammen er at det er hysterisk morsomt når jeg viser dem hvor meget jeg kan blævre med mine vinkedeller og har nu, udover Princess og chocolate bear, fået det "søde" kælenavn Sausage Girl, pga at mine blege blævrehud. -Ja det er super for selvværdet at være hernede :-p 
Igår aftes tog vi hen på en thai restarant, der ligger lige ved siden af vores guest house og der fik vi nok lige det bedste måltid mad jeg har fået hernede. Jeg tror det er en thailænder der har det, for det smagte fuldstændigt som thaimad skal og maden var hverken forsinket eller brændt på eller rå eller noget som helst og vi de havde de ting vi gerne ville have og som stod på menukortet. Det er ellers en sjældenhed når man tager ud og spiser her i afrika og tager vi alle studerende, som bor sammen, ud og spiser sammen (det vil sige 10 styks), kan vi være sikre på at vente minimum halvanden time før den første får sin mad og på at den første når at blive færdig før halvdelen har fået deres.. TIA ;-)


På lørdag skal vi til ghanesisk bryllup og vi var i sidste uge henne hos en syerske og bestille kjoler, som vi skal hente på fredag. Det bliver bare rigtigt spændende. Jeg skal betale 70 cedi for en figursyet, gulvlang kjole. Håber den bliver floooot :-D
Udover det har jeg lovet at skrive at Anders i dag (d. 20/2-2012) slog en bøvs og derfor følte sig meget mandig.


I aften kommer Jeanet og vi skal ind og hente hende i lufthavnen om lidt. Glæder mig helt vildt til at se hende og høre om hun har haft en god rejse.

Første uge på CAS..

Så er den første uge på CAS gået...
 Mandag startede dagen med at vi blev kastet ind i en matematiktime, blev sat på hver vores elev, som vi så skulle hjælpe med nogle matematikopgaver. Det var en anelse overvældene,  mest pga nogle sproglige forhindringer og det faktum at matematik aldrig har været min spidskompetence. De har ét klasselokale på CAS, hvor det så er meningen at der skal kunne stå tre lærere og undervise på tre forskellige niveauer på én gang. Vi blev sat over hos dem der var de boligt svageste og ved en eneste lærer som rigtigt var i gang den dag. Der sad to andre lærere, men hvad vi så, sad de bare hele time på en stol i hjørnet og snakkede med hinanden. 
Efter undervisning, gik Trine og Rie i tegneværkstedet og jeg blev "hevet" ind i skønhedssalonen, hvor en sød ung pige viste mig hvordan man laver de flotte fletninger som "alle" hernede har. Bagefter blev jeg beordret hen i frisørstolen og hun gav sig til at rede og rede og rede mit hår med forskellige kamme og børster, for til sidst at sætte det i en fin fletning. De var ret vilde med mit glatte rødlige hår :-D
De har også et syværksted, hvor de syer de ting ud af plastikposer, som der har været vand i. De fleste har nede køber vandposer, i stedet for flasker, og smider så bare posen når den er tom. Så folk fra CAS går ud og samler dem ind, rengør dem og syer, f.eks. tasker og punge ud af dem. Vi har haft den "udsøgte ære" at gøre en masse af disse poser rent 3 dage i denne uge. Det foregår kun ved hjælp af en pudseklud, uden vand og sæbe. Rimelig kedeligt, men jeg kan nu godt lide tanken om genbruge plastikposerne og fjerne noget af affaldet fra Accras gader. 
Udover det, er det meste af tiden i den forgangne uge gået med at sidde og glo. 
På papiret ser det hele ud til at være enormt struktureret og de har skemlagt hver dag i ugen med en masse forskellige aktiviteter, så de unge er altiveret det meste af dagen.
Desværre virker det ikke til at halvdelen af dem bliver gennemført og de der gør benytter sig af ganske lidt pædagogik. 
 De eneste tre aktiviteter, som har set ud til at fungerer bare nogenlunde har været "classes", hvor de unge bliver undervist i fag som matematik og engelsk, "sports and games", som jo bare er en slags idrætstime og "health education" hvor de unge bl.a. blir undervist i hvad HIV/aids gør ved kroppen og hvordan man undgår smitte. 
De unge mennesker der kommer på CAS, har kommet der i flere år og er ikke længere børn, men store teenagere eller unge voksne, så det er noget af en udfordring, vi står foran i forhold til at finde på nogle pædagogiske projekter sammen med dem.
Vi har ikke rigtigt været inddraget i ret meget af undervisningen, men har bare siddet og overværet den. Det virker ikke som om lærerene forstår meningen med at vi er der. En hollænder der også er i praktik, siger at hun har forsøgt at forklare dem hvorfor hun er der, men de bliver ved med at tro at hun er frivillig, hvilket de også tror vi er. 
Vi har dog spillet enormt meget dam, både med de unge og med lærerne. Eller det vil sige, at vi har siddet på den ene sidet af brættet og kigget på at nogle andre flyttede brikkerne for os, fordi de åbenbart syns vi er så dårlige :-D
Vi nok kedet os pænt meget, hvis ikke det havde været for "mr. Exentric" og Ahmed. Det er to lærere på CAS, som altid er MEGET glade og snakker og griner enormt meget. Ahmed siger at vi er hans choclate bears, fordi vi er så søde :-D 
Heldigvis er de unge meget meget søde og snakkesagelige, så jeg glæder mig til forhåbentligt at lære dem bedre at kende i næste uge..