I Ghana har man ikke en decideret pædagog-uddannelse som vi kender derhjemme. De pædagogisk uddannede mennesker der, er uddannede "socialworkers" eller lærere. En uddannelse der tager ca. 2 år.
Det er de færreste på CAS der er uddannede socialworkers. De fleste er uddannede inden for andre professioner eller taget et kursus. F.eks. har Qwaku der er lærer på snedkerværkstedet en snedkeruddannelse. Justina på syværkstedet har en uddannelse som syerske o.s.v. Nogle af dem der underviser i computer, engelsk, sport ect. har enten en læreruddannelse eller en uddannelse som socialworker, men ikke dem alle.
I den "almindelige" undervisning, som nævnt lige ovenfor, gør de meget brug af repetition. F.eks. skal børnene i engelsk lære en tekst udenad. Det jeg har lagt mærke til er dog, at teksten er blevet læst så mange gange for dem at de husker den udenad, men når man peger på et bogstav eller et ord, kan de ikke fortælle hvad der står. Mange af børnenes engelskkundskaber er meget begænsede og mange af dem kan dårligt alfabetet. Dette er en ting jeg endnu ikke har fået diskuteret med lærerne, men det undrer mig meget, at de selv mener det er den bedste måde at lære på og ikke opdager at børnene knapt nok kan alfabetet, selvom de kan "læse" en hel tekst.
Det kan nogle gange være svært at vurderer om lærerne benytter sig, af f.eks. en anerkendende pædagogik, da stortset al kommunikation foregår på twi, netop fordi mange af børnene er meget usikre i engelsk. Der er dog en regel om at 80% af al kommunikation, både lærer-lærer imellem og barn-lærer imellem, skal foregå på engelsk, men det er ikke jo så ikke noget der bliver efterlevet.
Dagene på CAS er skemalagt fra 9-16 og de siger at de har en regel om at alle børn skal deltage i alle aktiviteter. Samtidig siger de dog at de ikke vil tvinge, eller presse børnene, da de frygter at dette vil skræmme gadebørnene helt væk fra CAS. Denne pædagogiske refleksion forstår jeg fuldt ud, men samtidig tænker jeg at der er så mange tusinde gadebørn, alene i Accra, at det måske var smartere til at en start en fokuserer på dem der rent faktisk kan og vil "reddes". Som sagt er CAS en ngo'er der, ligesom så mange andre organisationer af den slags, ofte mangler ressourcer, så hvorfor ikke bruge ressourcerne på dem som man rent faktisk kan hjælpe videre. Omvendt kan jeg godt se at denne tankegang hverken er særligt anerkendende eller inkluderende og jeg kan godt lide at de på CAS tror på børnene og giver dem alle en chance. Nå, men nok om det.
Som sagt er dagene skemalagt, men det er dog langt fra sjældent at skemaet rent faktisk bliver fulgt. Ofte starter aktiviteterne mindst en kvarter senere end planlagt og mange aktiviteter bliver aflyst, enten fordi læreren der skulle være på den er syg, fordi der lige skulle holdes møde, eller i tilfælde af "cooking- og cateringclasses, fordi der ikke har været penge til at handle ind for. Denne meget afslappede facon, er jeg ikke sikker på at jeg nogensinde lærer at holde af.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar