Obligatoriske elementer i rejsebloggen -G

Noget af det første jeg (og en del af de andre studerende hernede) lagde mærke og som til stadighed irriterer os er deres læringsformer. De sætter tilsyneladende stor pris på udenadslære (hvilket jeg vist også har nævnt tidligere?).

Deres undervisningsmetoder er vist meget det samme, rundt om i landet. Om du er ”almindeligt” skolebarn, gadebarn eller har dysfunktioner. Det ser ikke rigtigt ud til at de gør sig beviste om at der findes forskellige indlæringsformer og at hvert barn har sin måde som passer bedst til dem.

Det lader til at de har en fast tro på at hvis man sætter en flok børn i en klasse, får dem til at tie stille og så stiller en lærer ved tavlen, som gentager den samme ting nok gange, så lærer alle børnene det nok.

Men nu må jeg hellere tage udgangspunkt i CAS. De lærer ligesom ikke rigtigt at tænke selv og derfor er den logiske sans hos mange meget lidt udviklet. Hvis man f.eks. spørger hvad to plus to er, kan de godt svare fire. Ikke fordi de kan regne sig frem til resultatet, men fordi de har lært ”remsen” i hovedet.

 Dette gør sig gældende for rigtig mange ting hernede. – Deres Nationalsang , som er på engelsk, kan de fleste f.eks. udenad, men de færreste har nogen som helst idé om hvad det betyder, det de synger.  

Hvis man skulle bruge indlæring af alfabetet som eksempel (som mange af børnene på CAS har problemer med) så havde jeg en oplevelse med en pige, som  var i gang med at lære alfabetet. –Eller det vil sige det troede lærerinden, men det viste sig at pigen ikke kendte et eneste bogstav i alfabetet.

 Lærerinden stak mig pigens skrivehæfte og sagde at i dag skulle pigen øve sig i D og W. Dette foregik ved at man tegnede bogstavet for hende og skulle hun skrive to rækker med det –og så skulle den ged så være barberet. Jeg kunne se at hun før havde øvet P, A, H og M. Efter min mening ikke nogen særligt logisk eller kronologisk fremgangsmåde.  

I Danmark tror jeg at man, for det første ville have gået systematisk tilværks og taget alfabetet fra en ende af, således at børnene også fik en fornemmelse af, hvordan alfabetet ser ud. For det andet havde man ikke bare sat et barn ned og bedt hende skrive to linier med et givent bogstav.  

 Skulle jeg stå i en børnehaveklasse og lærer børnene alfabetet, så havde dette selvfølgelig nok været en del af indlæringen,  men udover dette havde jeg snakket med børnene om bogstavet, fundet ord og navne som begynder eller i hvert fald indeholder bogstavet, dette eventuelt under en gåtur, så man kunne udpege konkrete ting, eventuelt læst et digt eller en lille historie om bogstavet, haft en klods der var formet som bogstavet som børnene kunne få lov at mærke hvordan føltes osv. Jeg kunne også godt finde på at lave små spil eller konkunrrencer. F.eks. stik hånden i posen, tag et tilfældigt træbogstav og gæt (med lukkede øjne) ved at mærke på bogstavet, hvilket bogstav det er. Eller vendespil med store og små bogstaver som passer sammen ( A og a) eller bogstaver og tegninger (A og en tegning af en abe)

 Dette fordi jeg tror på (som så mange andre danskere) at leg er en et god middel til at skabe læring og at ting bliver nemmere at lære, jo flere sanser man sætter i spil.

Der er altså en væsentlig forskel på de ghanesiske indlæringsmetoder og de danske og jeg må sige at jeg til en hver tid foretrækker de danske. De ghanesiske metoder virker meget forældede, men på mange punkter er dette land også årtier bagud i forhold til DK.

Selvom børnekonventionen blev indført for flere år siden og den ghanesiske regering underskrev denne, er der stadig masser af ting der bestemt ikke fungerer. 

 Med indførelsen af børnekonventionen, burde det være ulovligt at slå børn, hvilket det vist nok også er. Alligevel benytter rigtig mange lærere, socialworkers og forældre sig stadig at fysisk afstraffelse (f.eks. er slag med bambuspind meget populært). Selv politiet kan finde på at slå børn der laver ballade på gaden. 

 Det store problem her er, at mange børn ikke kender til deres ret. De få der gør, har sjældent held med at melde dem der slår dem til politiet, da politiet ofte ikke gider at gøre noget ved det, fordi sådanne sager alligevel skal i retten og den gennemsnitlige ghaneser ikke har råd til at betale en advokat i en retssag.

De tror tilsyneladende meget stærkt på en behavioristisk opdragelsesmetode. Slå når barnet laver ulykker. Ros eller giv slik når barnet gør det godt. Jeg har oveni købet hørt om skoler hvor de børn der svarer forkert, ikke alene bliver slået af læreren, læreren opfordrer også alle de andre børn til at grine ad og håne det barn der har svaret forkert. Svarer et barn derimod rigtigt, bliver der klappet, piftet og fløjtet. Som om man tror at barnet kun svarer forkert fordi det ikke har anstrengt sig nok og vil anstrenge sig hårdere for ikke at blive slået og hånet en anden gang.  

Opdragelsesmetoderne er vist bedst og mest moderne på de private skoler, hernæst på de offentlige og til sidst på NGOerne. Jeg tror de skyldes at privatskolerne huser børn med rige forældre der betaler og som flytter deres børn et andet sted hen, hvis de er utilfredse. Regeringen holder nok mere øje med de offentlige skoler end NGOerne hvilket kan forklare hvorfor det ser ud til at gå bedre på de offentlige skoler.

De offentlige skoler burde være en mulighed for alle (ligesom i DK), men er det desværre ikke, da det ikke er helt gratis at gå i disse skoler. Nok er undervisningen gratis og på mange skoler kan man også modtage et gratis måltid mad og køre gratis med skolebussen, men skoleuniformen og skolebøger er begge obligatoriske og koster penge. 

 Mange børn havner så i det problem at deres forældre ikke har råd til at betale for dette eller at forældrene bliver skilt og de nye stedforældre ikke vil have at der bliver brugt penge på deres stedbørn (meget normalt problem hernede). En masse børn havner derfor i den kasse som man kalder ”out of school children” eller mere hverdagsagtigt ”streetchildren”. 

 På CAS siger de at det helt store problem er at befolkningen i Ghana og regeringen ikke anerkender dette problem, som er i gang med at vokse sig større og større for gadebørnene, selv får børn. Man vil derfor prøve at presse regerigen til at tage sig af det opsøgende arbejde med gadebørn, således at NGOerne kan spare penge på det og bruge de sparede penge på bedre faciliteter til gadebørnene. Dette er dog ikke nok, hvis der ikke også kommer bedre styr på de ”korrupte” NGOer der findes en masse af, som ansætter folk der intet ved om børn og heller ikke interesserer sig for dem. 

Især et sted (en anden NGO med gadebørn) har de været rigtigt slemme til at afstraffe børnene og jeg ville kalde deres metoder, for direkte tortur. 

 De bliver ikke bare slået en gang hårdt i rumpen med en bambuspind, men bliver gennemtæsket med den, nogle gange så de falder om af smerte, hvilket kun resulterer i at læreren beder dem rejse sig og tæsker dem endnu mere. Der bliver også gjort brug af andre redskaber til at slå med. 

 Bælter er vist en anden populær ting. Derudover er helt små børn, blevet bedt om at lave squads  (eller hvad der hedder) mens de har gået flere gang rundt om en fodboldbane eller om at sidde på knæ på en skarp sten med armene over hovedet i flere timer.

Dette er ting der ligger så fjernt fra min kultur at jeg har svært ved at forestille mig at de lærere der benytter sig af sådanne metoder, virkelig kan tro at det er for børnenes bedste. Jeg vil gerne tro på det bedste i alle og tro at disse lærere blot et uvidende om hvad de egentlig gør ved børnene, men en stemme inde i mig overdøver fornuften og skriger ”SADISTISKE SVIN”!.  

Jeg får tårer i øjenene blot ved tanken om hvad disse børn må gennemgå oveni det hårde liv på gaden og er meget taknemmelig over at CAS dog ejes af en Hollænder og har en noget meget mere human måde at opdrage på. Godt nok siger de at grunden til de ikke slår børnene på CAS er fordi de alligevel er vant til at få tæsk på gaden og at det derfor ikke vil virke, men så længe børnene ikke får tæsk er jeg ærligt talt tilfreds og så er grundlaget sgu underordnet.

Det er altså som om man tror at alle er følt med lige stor intelligens, lige muligheder og med bevidstheden om hvad der er rigtigt og forkert og at man derfor må straffe dem der gør noget forkert.

I et land som dette opdager man virkelig hvor ufatteligt heldig man er, at være født i et land som Danmark