CAS

Vi har efterhånden været på CAS et stykke tid nu, og har endelig fået lov at lave ”vores eget” skema, så vi kan planlægge og udføre aktiviteter, hvor det er os der styrer og de andre lærere der hjælper.

Indtil videre er det ikke blevet til helt vildt mange aktiviteter, men vi har da fået opstartet ”girls groupcounselling”, et narrativt tegneprojekt og spillet høvdingebold og trebensfodbold med dem. Overordnet set er det gået fint, men vi har selvfølgelig opdaget at der skal foretages nogle små justeringer og så er min personlige oplevelse i hvert fald at vi skal være meget mere strikte overfor de unge, for at få dem til at høre efter og at få aktiviteterne til at fungere. 

Generelt har det været rigtigt svært at samle de unge når vi har villet starte en aktivitet op og vi har måttet have de andre lærere til at hjælpe os med at forklarer dem på twi, at en aktivitet skulle til at starte og de skulle komme. Ligeledes har det været en udfordring at forklarer hvad aktiviteterne gik ud på, grundet sproglige barrierer. For det første er det svært for os (eller i hvert fald for mig) at skulle forklarer mig på engelsk og ikke dansk. Næste ting bliver så, at lærerne på CAS, heller ikke er super dygtige til engelsk og derfor ikke altid forstår hvad det er vi siger og når de så oversætter til twi, forstår vi ingenting og kan derfor ikke korregerer, hvis de har misforstået noget.

Lidt om de forskellige aktiviteter…

Girls counselling: Vi har nået at have girls counselling én gang. Som nævnt lige ovenfor, var det ret svært at få samlet pigerne som vist var trætte grundet resten af dagens aktiviteter (vi holder det først på eftermiddagen) og desuden havde andre ting de gerne lige ville lave. En af pigerne kom hen til mig og spurgte mig om jeg kunne snakke twi. Det svarede jeg selvfølgelig nej til, hvortil hun konstaterede at så kunne vi ikke holde girls counselling, for der er nogle som ikke forstår engelsk. Heldigvis havde vi fået en af lærerne (madame nurse) til at komme og oversætte, og i virkeligheden tror jeg heller ikke at det med sprogbarrieren var et egentligt problem, men mere en lille protest, fordi vi pludselig begyndte at forlange noget af dem.

Vi brugte den første (og indtil videre eneste) gang på at starte stille og roligt op med at fortælle lidt om hvad vores tanker med gruppen er og spørge om de havde forslag til hvad man kunne bringe på banen af emner og så tage en ”præsentationsrunde” hvor pigerne lige kunne fortælle deres navn, alder, om de har kæreste og børn og hvor lang tid de har boet på gaden. Nogle af pigerne har vi før spurgt om navn og alder og antal år på gaden og af en eller anden mystisk årsag fortalte de noget andet i pigegruppen, end de før har haft fortalt os og hvad de har fortalt de andre studerende der arbejder på CAS. Det er som om de bare siger et tilfældigt tal hver gang de bliver spurgt. Jeg spekulerer over om dette kan være fordi de simpelthen ikke kan huske hvor gamle de er og hvor længe de har boet på gaden eller fordi ikke tillid til os og derfor måske ikke har lyst til at snakke åbent og ærligt omkring dem selv.

Nåh, men udover at de (tilsyneladende) bare fyrede tilfældige tal af, så snakkede de også rigtig meget twi, både med hinanden, med madame nurse og til os. Det var svært at holde styr på dem og vi havde en fornemmelse af at madame nurse ikke nøjedes med at oversætte hvad vi sagde eller bede dem være stille, men også snakkede med dem og dit og hint ind i mellem.

Jeg har lagt mærke til at de ofte gør det samme overfor de andre lærere –altså bare snakker, selvom læreren står og fortæller noget og jeg tror faktisk ikke at de unge på CAS har meget respekt til overs for ret mange voksne. Vi (Rie, Aafke Trine F og jeg) snakket om at vi gerne vil arbejde lidt med de unges disciplin og lærer dem at respekterer at når en af os snakker, så holder de kæft og markerer med en hånd hvis de gerne vil til orde, ligesom at kommunikation på twi kun er ok, såfremt det er nødvendigt for at få alle til at forstå.

Trebensfodbold: Til ”sports and games” har vi fået lov at bruge de første 30-60 minutter på lave en passende aktivitet med de unge (og de lærere der har tid og lyst). Dette er (i hvert fald for mit vedkommende) primært for at øve mig i rollen som i gangsættende og styrende pædagog. Den første gang vi skulle stå for en aktivitet kom vi på at  de skulle spille ”trebensfodbold”, som i al sin enkelthed, gik ud på at de unge skulle gå sammen to og to og have deres ben bundet sammen, deles op i to hold og så spille fodbold med almindelige regler.  Denne ”øvelse” fandt vi på fordi vi mener den er god til at styrke deres evner til at samarbejde, i det de ikke kan bevæge sig nogle steder, hvis ikke de samarbejder med den de er bundet sammen med. De fleste af dem var faktisk ret gode til det og alle grinede rigtig meget og så ud til at nyde spillet. Desværre, havde vi bundet deres ben sammen med seglgarn, hvilket viste sig at gnave ret meget i benet og derfor ret smertefuldt. Så nu ved vi til en anden gang at vi skal have købt noget bredere og blødere snor eller bånd. Desuden havde ingen af os rigtigt styr på fodboldreglerne, så det blev meget hurtigt børnene og lærerne der styrede aktiviteten, i stedet for os, og det blev svært at blande sig, når de kommunikerede på twi. Jeg tænker derfor at det til en anden gang, kan være en god  idé at sætte sig ind i reglerne eller finde på nogle selv, så vi kan styre den aktivitet vi  igangsætter.

Høvdingebold: Vi har spillet høvdingebold med dem to gange. Begge gang kom vi ekstremt sent i gang, fordi den lærer der har adgang til skabet med bolde og kridt til at tegnehøvdingeboldbane op med, kom meget sent på arbejde. De kender overhovedet ikke høvdingebold og der gik derfor, den første gang, også et stykke tid med at forklarer dem spillets regler.  Da vi så startede på spillet, stod de i starten bare næsten helt stille og forsøgte ikke rigtigt at flytte sig for bolden eller få fat på den eller noget, men efterhånden som de forstod bedre og bedre hvad det gik ud på, kom der mere og mere fart på  spillet og alle grinede og hyggede sig rigtig meget og sagde bagefter at det et smadder godt spil, som de gerne ville spille igen.  Anden gang vi skulle spille det havde vi så alligevel problemer med at få dem samlet og de sagde at de ikke ville spille det, fordi det gjorde ondt at få bolden kastet på sig. Eftersom at ingen havde klaget sidst, tolkede vi det som et udtryk for at de bare ikke lige på nuværende tidspunkt gad i gang med sport og bad derfor deltage alligevel. Ingen klagede over smerte ved at blive ramt af bolden, men de fleste gik uhyggeligt højt op i spillet og der kom en ret dårlig stemning, hvor folk endte med stå og råbe af hinanden på twi –også lærerne. Det var ikke nogen særligt rar oplevelse..

Jeg har lagt mærke til at det samme sker når de spiller volleyball og hvis en af de unge, ikke er så dygtig til vollyball og derfor ikke klarer sig så godt, så bliver han eller hun skiftet ud, med det argument at han/hun kan lære ved at iagttage. Jeg forstår ikke helt denne konkurrence mentalitet fra lærernes side. Jeg tænker at livet på gaden i forvejen må være én stor konkurrence hver dag og at man derfor som lærer burde være et godt eksempel og vise at alt ikke behøver at være en konkurrence eller at man i det mindste godt kan have en god konkurrencementalitet og have det sjovt med et spil eller en leg.

En anden ting jeg har tænkt over, er om de her unge mennesker der lever på gaden egentlig er i kontakt med deres følelser.

Umiddelbart virker de altid ekstremt glade og smiler og griner meget (bortset fra de konkurrerer ;-)) og man høre tit den der med at det er utroligt de kan være så glade, når de lever sådan et hårdt liv. Jeg har bare tænkt meget på om ikke man for det første, med tiden lærer at tilpasse og få det bedste ud af den situation man befinder sig i, uanset hvor hård og traumefyldt den må se ud til at være. Måske ikke altid, men ofte. De fleste af de unge mennesker der kommer på CAS har jo allerede boet på gaden i årevis og selvom det selvfølgelig for de flestes vedkommende ikke er sådan de ønsker at leve deres liv, så må man vel vænne sig til situationen på eller anden måde.

For det andet tænker jeg at al den glæde de udviser, måske er en del af en tyk skal de har bygget omkring sig, for at beskytte sig selv, netop fordi de har været udsat for nogle grimme ting og livet på gaden er hårdt. På gaden er det vel ”den stærkeste der overlever”, og hvis de udviser ”svaghed” ved f.eks. at vise sorg, så tror jeg at man ryger meget langt ned i det hierarki der hersker blandt gadebørnene.  Selvom at jeg altid har ment at det er sundest at være i kontakt med sine følelser, så tror jeg måske at det for disse børns vedkommende, kan være en god ting at de har en lidt tykkere skal end os andre, da for mange stærke følelser muligvis ville knække dem og skade mere end gavne.

Ingen tvivl om at livet på gaden er hårdt og kræver resilliente børn, som jeg nærer en dyb respekt for..

"Welcome to the jungle"

I weekenden d. 10-11 marts var Trine F, Rie, Jeanet, Ajoe, Torsten og jeg på en fuldstændigt fantastisk tur til Hohoe, som er et område i Ghana. Vi skulle af sted allerede halv 7 lørdag morgen og ud på en MEGET lang køretur.

Jo længere væk vi kom fra Accra, jo mere natur fik vi at se og det var helt fantastisk at køre på lange røde grusveje, omgivet at grøn bevoksning så langt øjet rakte.

 Efter ca. 4 timer var vi endelig fremme ved første destination: Tafi-Atome Monkey Sanctuary som er drevet af beboerne i en lille landsby inde i junglen og hjemsted for omkring 300 af de meget sjældne True Mona Monkeys.

Abearten har  været truet og er derfor blevet fredet og er takket være mennesker, som beboerne i den lille landsby i junglen i Hohoe, nu voksende.

Beboerne i landsbyen tjener penge på at vise turister gennem junglen og lade dem se og fodre aberne med bananer.  De tjener 8 cedi (eller 27 kr.) pr turist. For de penge har de bl.a. fået rindende vand, elektricitet og en skole.

Efter to måneder i en storby som Accra, hvor der konstant er støj fra biler, sælgere, musiksteder, optog, ect. og en masse forfærdelige lugte af fisk og kylling (og IKKE frisk fisk og kylling), friture, affald som ligger og flyder alle steder og nogle gange bliver brændt af, blandet med lugten af afføring og kloak, var det som at dø og komme i himmelen, da man steg ud af bilen og det første man bemærkede var den befriende stilhed og utroligt rene luft.

Vi blev fulgt ind i junglen af en guide som fortalte og forskellige træer og planter i junglen og om Mona Monkeys, men desværre var jeg alt for opslugt af at suge til mig af synsindtryk og dyrelyder, samt at tage billeder, til at jeg kunne høre ordentligt efter hvad han sagde.

         

Vi havde ikke gået ret langt før vi nåede frem til område i skoven hvor aberne pt. befandt sig. Desværre var der en ret stor flok tyske turister der allerede, som var i gang med at fodre dem med bananer, ellers kunne jeg godt have fået følelsen  af at være ”ét med naturen”. Guiden hev nogle bananer frem, så vi hver især fik muligheden for at håndfodre de ekstremt bedårende aber. Han viste os hvordan vi skulle holde bananerne og række dem op mod aberne i træerne, som så kravlede ned og skrællede bananen direkte fra hånden af en, brækkede en bid af og kravlede lidt højere op, for at nyde, deres ”bytte”.  Det var virkelig en fantastisk følelse at se andre dyr end, hunde, katte, geder og høns og endnu mere fantastisk at komme så tæt på dem.

Trine F og Torsten var så heldige at få muligheden for at få aberne helt ned på armen, men desværre har nogle andre turister (bl.a. de tyskere der var der samtidig med os) drillet aberne og flyttet armen, lige i det aberne har hoppet ned fra træet, så aberne faldt direkte ned på jorden, så de (aberne), var naturligt nok noget utrygge og det lykkedes kun for Trine at få lokket en abe til at sætte sig på hende arm.

Efter besøget i ”abelandsbyen”, blev vi kørt hen til et hotel, hvor vi kunne slappe af resten af dagen. Efter knapt en uge derhjemme, uden vand og med jævnlige strømafbrydelser, havde vi set frem til etbrusebad, men ak nej, der var intet vand på hotellet den weekend. Til gengæld var vi så heldige at vi kun fik ét lagen til hvert værelse. Det var da også bare lige super at sove to mennesker i en halvandenmandsseng med kun ét lagen, når nu man ikke kunne komme i bad. Vi overlede dog, og trods de noget primitive forhold, og en meget let søvn, har jeg ikke i de to måneder jeg indtil videre har været her, følt mig så udhvilet som jeg gjorde søndag morgen.  Søndag morgen kom vandet også endelig tilbage, men hvad sker der så? –Så går strømmen selvfølgelig.  What to say? This Is Africa ;-)

Kl. ni stod vi klar og kørte afsted mod dagens første destination –Wli Waterfalls. Køreturen tog kun en halv time, men det havde ikke gjort noget hvis den havde taget længere tid, når man bare kunne sidde og nyde den smukkeste natur lige meget hvilken retning man så i.

Wli Waterfalls skulle være det største vandfald i Ghana. Ingen ved hvor højt det er, men ghaneserne siger at det er et sted mellem 20 meter og 2 km.. Man skal jo være på den sikre side ik’?

Turen hen til vandfaldende gik gennem junglen og har vel været 2-3 km lang og på vejen skulle 8 broer passeres. Endnu engang havde vi fået en rigtig sød guide med som med stor kyndighed tegnede og fortalte, vidt og bredt og turen hen til vandfaldene bød bl.a. på opdagelsen af ananas plante, kakao plante og mango træ, samt endnu en storslået naturoplevelse. Det var ren terapi at gå der i junglen og kun kunne høre vandets rislen, fuglenes kvidren og insekternes summen. Her gik det for alvor op for mig hvor uendeligt meget jeg savner naturen, når jeg er i Accra.

 Vi kom hen til den nederste del af vandfaldene og nøj et smukt syn der mødte os. Vandet der faldt ned fra den ene klippeside og landende i en lille sø med det klareste vand. På en anden klippeside, sad der i hundredevis af flagermus og solede sig. Overalt var sommerfugle i de smukkeste farver og det hele var omgivet af den smukke grønne bevoksning som ikke findes mage til derhjemme. Vi holdt et lille hvil her og vi skulle alle ud og soppe. Jeanet og Trine kunne ikke dy sig og gik helt ind under vandfaldet. Havde jeg haft håndklæde og skiftetøj med, havde jeg gjort det samme. Det er første gang at isnenede koldt vand ikke har generet mig. – Der var simpelthen for smukt til at jeg kunne koncentrere mig om noget som helst andet end at suge til mig af syns, lyd-og duftindtryk.

Efter vandfaldet var tid til frokost og vi tog hen til lodge der ligger lige ved siden af, hvor vi sad  i den dejligste have og indtog et måltid mad med udsigt ud over bjergene og vandfaldende. SÅ SKØNT.

Herefter endnu køretur på en halv time og så var vi fremme ved Afadjato Mountain –weekendens sidste mål. Afadjato er med sine 885 meter Vestafrikas højeste bjerg. Dette må ikke forveksles med det højeste punkt. Afadjato er nemlig et enkeltstående bjerg der ikke støttes af andre bjerge –hvilket åbenbart har en betydning?! :-/

885 meter lyder ikke af meget, men når det går næsten lodret op de fleste steder og underlaget er dækket af rødder og løse sten der skrider under fødderne på én, så man mange steder må kravle –så er der 885 meter alt rigeligt. –I hvert fald for en med min kondi. Allerede efter de første 50 meter svedte vi som vi muligvis aldrig har svedt før og vi var nødt til at holde flere pauser undervejs. Dette var vist til stor morskab for vores to ca. 15 år gamle guider, der tager  turen op til 5 gange dejligt i ”flip flops”. Vi brugte ca en time på at komme op, men det var det hele værd. Sikke en følelse det gav at have overvundet sin egen udmattelse og så stå og kigge ud over bjerglandskabet, som strakte sig flere kilometer.

Turen ned tog ca. en halv time var næsten lige så hård og jeg fik ret ondt i anklerne til sidst. Dog præsterede jeg at blive stående på fødderne, modsat et par stykker af de andre og Trine F kom da også hjem med en forstuvet ankel. Da vi var nede spurgte jeg vores guider hvor lang tid de bruger på at komme op og ned, hvis de ikke har turister med. De bruger da ca. 15 min. på at komme op og 5 min. på at komme ned. Og det er altså i klipklappere!!  :-o

Tilbage var kun en ca. 4 timers lang køretur hjem. Vi var hjemme omkring kl. 9 om aftenen. Sultne og trætte, men mætte på oplevelser og indtryk.


-Trine

-