"Welcome to the jungle"

I weekenden d. 10-11 marts var Trine F, Rie, Jeanet, Ajoe, Torsten og jeg på en fuldstændigt fantastisk tur til Hohoe, som er et område i Ghana. Vi skulle af sted allerede halv 7 lørdag morgen og ud på en MEGET lang køretur.

Jo længere væk vi kom fra Accra, jo mere natur fik vi at se og det var helt fantastisk at køre på lange røde grusveje, omgivet at grøn bevoksning så langt øjet rakte.

 Efter ca. 4 timer var vi endelig fremme ved første destination: Tafi-Atome Monkey Sanctuary som er drevet af beboerne i en lille landsby inde i junglen og hjemsted for omkring 300 af de meget sjældne True Mona Monkeys.

Abearten har  været truet og er derfor blevet fredet og er takket være mennesker, som beboerne i den lille landsby i junglen i Hohoe, nu voksende.

Beboerne i landsbyen tjener penge på at vise turister gennem junglen og lade dem se og fodre aberne med bananer.  De tjener 8 cedi (eller 27 kr.) pr turist. For de penge har de bl.a. fået rindende vand, elektricitet og en skole.

Efter to måneder i en storby som Accra, hvor der konstant er støj fra biler, sælgere, musiksteder, optog, ect. og en masse forfærdelige lugte af fisk og kylling (og IKKE frisk fisk og kylling), friture, affald som ligger og flyder alle steder og nogle gange bliver brændt af, blandet med lugten af afføring og kloak, var det som at dø og komme i himmelen, da man steg ud af bilen og det første man bemærkede var den befriende stilhed og utroligt rene luft.

Vi blev fulgt ind i junglen af en guide som fortalte og forskellige træer og planter i junglen og om Mona Monkeys, men desværre var jeg alt for opslugt af at suge til mig af synsindtryk og dyrelyder, samt at tage billeder, til at jeg kunne høre ordentligt efter hvad han sagde.

         

Vi havde ikke gået ret langt før vi nåede frem til område i skoven hvor aberne pt. befandt sig. Desværre var der en ret stor flok tyske turister der allerede, som var i gang med at fodre dem med bananer, ellers kunne jeg godt have fået følelsen  af at være ”ét med naturen”. Guiden hev nogle bananer frem, så vi hver især fik muligheden for at håndfodre de ekstremt bedårende aber. Han viste os hvordan vi skulle holde bananerne og række dem op mod aberne i træerne, som så kravlede ned og skrællede bananen direkte fra hånden af en, brækkede en bid af og kravlede lidt højere op, for at nyde, deres ”bytte”.  Det var virkelig en fantastisk følelse at se andre dyr end, hunde, katte, geder og høns og endnu mere fantastisk at komme så tæt på dem.

Trine F og Torsten var så heldige at få muligheden for at få aberne helt ned på armen, men desværre har nogle andre turister (bl.a. de tyskere der var der samtidig med os) drillet aberne og flyttet armen, lige i det aberne har hoppet ned fra træet, så aberne faldt direkte ned på jorden, så de (aberne), var naturligt nok noget utrygge og det lykkedes kun for Trine at få lokket en abe til at sætte sig på hende arm.

Efter besøget i ”abelandsbyen”, blev vi kørt hen til et hotel, hvor vi kunne slappe af resten af dagen. Efter knapt en uge derhjemme, uden vand og med jævnlige strømafbrydelser, havde vi set frem til etbrusebad, men ak nej, der var intet vand på hotellet den weekend. Til gengæld var vi så heldige at vi kun fik ét lagen til hvert værelse. Det var da også bare lige super at sove to mennesker i en halvandenmandsseng med kun ét lagen, når nu man ikke kunne komme i bad. Vi overlede dog, og trods de noget primitive forhold, og en meget let søvn, har jeg ikke i de to måneder jeg indtil videre har været her, følt mig så udhvilet som jeg gjorde søndag morgen.  Søndag morgen kom vandet også endelig tilbage, men hvad sker der så? –Så går strømmen selvfølgelig.  What to say? This Is Africa ;-)

Kl. ni stod vi klar og kørte afsted mod dagens første destination –Wli Waterfalls. Køreturen tog kun en halv time, men det havde ikke gjort noget hvis den havde taget længere tid, når man bare kunne sidde og nyde den smukkeste natur lige meget hvilken retning man så i.

Wli Waterfalls skulle være det største vandfald i Ghana. Ingen ved hvor højt det er, men ghaneserne siger at det er et sted mellem 20 meter og 2 km.. Man skal jo være på den sikre side ik’?

Turen hen til vandfaldende gik gennem junglen og har vel været 2-3 km lang og på vejen skulle 8 broer passeres. Endnu engang havde vi fået en rigtig sød guide med som med stor kyndighed tegnede og fortalte, vidt og bredt og turen hen til vandfaldene bød bl.a. på opdagelsen af ananas plante, kakao plante og mango træ, samt endnu en storslået naturoplevelse. Det var ren terapi at gå der i junglen og kun kunne høre vandets rislen, fuglenes kvidren og insekternes summen. Her gik det for alvor op for mig hvor uendeligt meget jeg savner naturen, når jeg er i Accra.

 Vi kom hen til den nederste del af vandfaldene og nøj et smukt syn der mødte os. Vandet der faldt ned fra den ene klippeside og landende i en lille sø med det klareste vand. På en anden klippeside, sad der i hundredevis af flagermus og solede sig. Overalt var sommerfugle i de smukkeste farver og det hele var omgivet af den smukke grønne bevoksning som ikke findes mage til derhjemme. Vi holdt et lille hvil her og vi skulle alle ud og soppe. Jeanet og Trine kunne ikke dy sig og gik helt ind under vandfaldet. Havde jeg haft håndklæde og skiftetøj med, havde jeg gjort det samme. Det er første gang at isnenede koldt vand ikke har generet mig. – Der var simpelthen for smukt til at jeg kunne koncentrere mig om noget som helst andet end at suge til mig af syns, lyd-og duftindtryk.

Efter vandfaldet var tid til frokost og vi tog hen til lodge der ligger lige ved siden af, hvor vi sad  i den dejligste have og indtog et måltid mad med udsigt ud over bjergene og vandfaldende. SÅ SKØNT.

Herefter endnu køretur på en halv time og så var vi fremme ved Afadjato Mountain –weekendens sidste mål. Afadjato er med sine 885 meter Vestafrikas højeste bjerg. Dette må ikke forveksles med det højeste punkt. Afadjato er nemlig et enkeltstående bjerg der ikke støttes af andre bjerge –hvilket åbenbart har en betydning?! :-/

885 meter lyder ikke af meget, men når det går næsten lodret op de fleste steder og underlaget er dækket af rødder og løse sten der skrider under fødderne på én, så man mange steder må kravle –så er der 885 meter alt rigeligt. –I hvert fald for en med min kondi. Allerede efter de første 50 meter svedte vi som vi muligvis aldrig har svedt før og vi var nødt til at holde flere pauser undervejs. Dette var vist til stor morskab for vores to ca. 15 år gamle guider, der tager  turen op til 5 gange dejligt i ”flip flops”. Vi brugte ca en time på at komme op, men det var det hele værd. Sikke en følelse det gav at have overvundet sin egen udmattelse og så stå og kigge ud over bjerglandskabet, som strakte sig flere kilometer.

Turen ned tog ca. en halv time var næsten lige så hård og jeg fik ret ondt i anklerne til sidst. Dog præsterede jeg at blive stående på fødderne, modsat et par stykker af de andre og Trine F kom da også hjem med en forstuvet ankel. Da vi var nede spurgte jeg vores guider hvor lang tid de bruger på at komme op og ned, hvis de ikke har turister med. De bruger da ca. 15 min. på at komme op og 5 min. på at komme ned. Og det er altså i klipklappere!!  :-o

Tilbage var kun en ca. 4 timers lang køretur hjem. Vi var hjemme omkring kl. 9 om aftenen. Sultne og trætte, men mætte på oplevelser og indtryk.


-Trine

-