Vi har blandt andet være på sightseeing med Anthony (vores kontaktperson), på gåtur med Anthonys kone, Pat, mødt nogle andre danske studerende som vi nu bor sammen med og været ude og se et par praktiksteder.
På sightseeing med Anthony kørte vi først til et marked, som var bygget op af en masse små "telte" der tilsammen skabte en hel labyrint af ekstremt smalle gader. Det var noget af et syn med alle de bitte små telte, der var proppet til randen med blandt andet kunst, smykker og tøj. sende og
Bagefter kørte vi forbi stranden og så videre til det store posthus, hvorfra man kan modtage pakker. Det posthus ligger et stykke væk og "in the middle of nowhere" så vi er glade for at Anthony ordner det for os hvis vi vil sende eller modtage pakker.
Anthony fortalte os at han kender nogle som snart skal giftes og at vi kan komme med til brylluppet, så vi får lov at opleve et traditionelt ghanesisk bryllup. Vi kørte ud til dem der skal giftes, men ingen var hjemme. Det var dog sjovt at komme til at se hvordan ghanesere også kan bo. Inde ad en bumlet vej, som havde den røde farve, som sandet kun kan ha' i Afrika lå en lille klynge huse/hytter, bygget op af tre og sten (sikkert en masse andet). Geder, får og høns gik og passede sig selv, som alle andre steder, og tøj hang til tørre, på snorre mellem træerne. Indtil videre har vi ellers kun set blikskure eller store smuke bygninger (som vist for det meste er firmaer eller offentlige institutioner). Det er nogle utrolig kontraster der ligger side om side, her i Accra. På fortovet ligger en mand og sover, kun iført et par lasede bukser, lige ved siden af ligger en kæmpemæssig bank, hvor folk går i jakkesæt og ved siden af dette ligger så en container eller et blikskur, hvor folk både arbejder og bor.
Da vi var forlod, den lille klynge huse, kørte vi ud til et stort og fint resort, der ligger ude ved stranden. Vi sad under en palme parasol og kiggede på stranden, hvor folk gik tur og soppede og en flok KÆMPE STORE svin (som i grise, ikke mennesker jeg ikke bryder mig om) gik løst rundt og rodede med trynerne i sandet. Fantastisk syn :-D
Alle steder vi kører, både land og by, lyser folk op i et smil og vinker når de ser os. De ser vist ikke så mange hvide menneker ;-)
Lørdag var vi så ude at gå med anthonys kone, Pat. Hun viste os Independence Square, som lidt som en slags arene, hvor diverse arrangementer bliver afholdt. Snart skal den bruges til at fejre 50 års dagen for Ghanas uafhængighed. Vi så også Independence Park Museum, som er en park og et museum der er lavet for at ære Ghanas første præsident, da han var den mand der fik Ghana løsrevet fra engelsk styre, og fik Ghana gjort til en selvstædig nation, under et flag. For at være ærlig husker jeg ikke ret meget mere end det. Jeg havde fået redet mig en ordentlig omgang snu og var bare død træt. Det jeg husker mest er en flok børn, der tilsyneladende havde været på noget skoleudflugt, som da de så os, kom løbende hen til os og ville give hånd og kramme og sagde "hello, hello, how are you, hello". Nogle undersøgte med iver vores hud. Det føltes helt fantstisk at blive mødt med så stor glæde og tillid af en masse fremmede børn.
Til sidst gik vi hen til et kæmpe marked hvor folk solgte alt (og jeg mener vitterligt ALT) mellem himmel og jord. Blandt så vi, noget der må kunne konkurrere om at være jordens største snegle. Hvis man tager en stor vinbjergsnegl og ganger dens størrelse med i hvert fald 50, så har man størrelsen på de snegle vi så. De lå så bare I et fad, lyslevende og slimmede. Nogle lokale, så Trines Fs væmmelse, da hun fik øje på sneglene og stak straks en op i hovedet på hende. Er du gal et hvin hun kunne byde ud i :-D Herefter trak det op og vi besluttede at tage en trotro hjem. Vi var dårligt nået ind i trotroen før sluserne åbnedes og det regnede, somn det nu engang regner, når man er langt nok syd på.
 |
| Disse minibusser kaldes trotro'er og er ghanesernes svar på vores gule Movia- (eller hvad det hedder for tiden?) busser. De fyldes til randen og drøner så afsted ind og ud mellem de andre trafikkannter, på de ujævne veje. |
I dag har vi været ude at se to praktiksteder. Autism Awereness and Care Center og Street Academy. Det første, er som navnet siger, en dagsinstitution, før børn med autisme. Der der Nina og Jeanet skal arbejde. Det så ud til at være et rigtig dejligt sted. De gør tingene ret meget som os, men normeringen er SÅ meget bedre. 1 til 1 er der. Hvorfra de får pengene til det, fandt jeg ikke ud af, men det må nina kunne undersøge når hun starter. Det andet sted, Street Academy, er en skole for gadebørn. De vi kom derhen, stormede en stor flok børn os i møde og nærmest kastede sig om halsen på os, tog os i hånden og fulgte med os, mens de gik og udspurgte os hvem vi var og hvor vi kom fra. Deres måde at imødekomme os på, var anderledes end, de børn vi mødte som var på skoleudflugt, og jeg har spekuleret lidt over hvad grunden kan være. Er det mon fordi de hungrer efter nærhed og kontakt fra voksne? Eller er det fordi, de tror hvide mennesker er rige og de håber at blive adopteret til et bedre liv, end det på gaden? Street Academy, virkede som et rigtig dejligt sted, omend noget slidt, men det er jo altså også Afrika, vi befinder os i ;-)
Hvis vi er heldige, kan vi imorgen komme ind og se CAS (det sted Trine, Rie og jeg skal arbejde). Ellers starter vi bare med at arbejde der på mandag. vi glæder os rigtig meget til at se stedet og endnu mere til at gå i gang med at arbejde. Nu har vi ligesom set nærmiljøet og begynder at kede os en anelse.
Well, det må være alt for denne gang. Håber alle i DK kan holde varmen ;-)
Varme tanker herfra Oxfordstreet i Uso ;-)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar