Street Girls Aid

Lørdag var vi alle til ghanesisk bryllup hos en som vi ikke helt kan finde ud af hvordan Anthony kender.
Selve ceremonien, fandt sted i en kæmpe kirke med liveband, en masse dans og et utal af præster der alle skulle velsigne brudeparret. Festen bagefter var på taget af et hotel, men vi var kun lige med til at spise og så ville anthony hjem. Det var en meget sjov lille oplevelse med det bryllup, men ikke noget som er værd at skrive en længere roman om.

Idag, skulle Trine F, Rie og jeg ud og se et søskende selskab til CAS, der hedder Street Girls Aid, som er en slags børnehave/ vuggestue for gadebørn. Tre andre studerende hernede, Pernille, Dorthe og Kathrine, arbejder der i forvejen, så vi fulgtes med dem derud. Selve stedet er vel nogenlunde på størrelse med en almindelig dansk institution for vuggestue-/børnehavebørn og med omkring det samme antal "pædagoger", men der var  så til gengæld omkring 100 børn -flest i 1,5-3 års alderen.  Det koster 0,80 cedi om dagen at få sit barn barn passet der, så det er kun gadebørn som har forældre (der jo så for det meste selv er gadebørn) som kan blive passet der. Der var ingen organiserede aktiviteter med børnene og pædagogerne rørte ikke en finger, men sad bare på deres f... måse og gloede. 
Der var et enormt højt støjniveau fordi der var så mange børn der skreg og græd. Det var enormt stressende, oveni alle de børn der bare hungrede efter opmærksomhed og kontakt og både Rie, Trine F og jeg, sad nærmest med børn på armene fra vi kom til vi gik. De fik ingen formiddagslur, så flere af dem, faldt omkuld i armene på os, og nogle græd sig selv i søvn. De var enomt beskidte og lugtede ret fælt, fordi de kun bliver skiftet én gang om dagen, og der bliver de vel at mærke kun skiftet hvis de har skidt.  Alligevel, var de fuldstændigt, uimodståeligt dejlige og det var SÅ skønt at kunne drage en masse omsorg, for nogle der virkeligt trængte til det. 
Ingen af "pædagogerne" tog sig af at børnene, skreg, græd og drillede hinanden, så der var rigeligt at tage sig til for os andre. Især to af drengene havde grædt fuldstændigt utrøsteligt, både om formiddagen og eftermiddagen, heldigvis lidt på skift. Den ene af dem, gad godt komme hen til folk, men var ikke til at trøste. Den anden, ville slet ikke have kontakt med nogen, og hvis han endelig kom hen til en voksen, sad han der i 30 sekunder og gik så videre igen. På et tidspunkt kom ham der godt ville i kontakt, hen til mig og satte sig på mit skød og græd og græd og græd. Jeg gav mig til at ae ham på ryggen, mens jeg hviskede ham i øret  og jeg kunne se at han var opmærksom på mig og gråden tog en anelse af . Jeg gav til at hviske børnesange i stedet og efter ganske kort tid holdt han helt op med at græde, men sad bare og lyttede, indtil han faldt i søvn i armene på mig. Efter ikke så længe, kom en pædagog og flåede ham ud af armene på mig og lagde ham på en sivmåtte, men han nåede højst at ligge der i 10 min., hvorefter han kom grædende ud til mig og jeg kunne synge ham i søvn igen. Endnu engang blev han lagt ind på en sivmåtte og endnu engang kom han grædende ud. 

 





Senere fik jeg ham den anden, der græd meget, hen til mig og prøvede også at hviske ham i øret og synge børnesange. Nok, faldt han ikke i søvn, men han stoppede med at græde og blev siddende et stykke tid. Det lykkedes mig to gange mere at få ham til at stoppe med at græde og da vi skulle hjem, stod han henne i nærheden af mig, og da pædagogen så ville gå hen og tage ham, begyndte han at græde og gemte sig bag mig. 
Jeg syns det er enormt tankevækkende at man kan komme som vildt fremmed og være der en dag og så have en bedre kontakt til børnene end deres daglige "omsorgspersoner" og jeg tvivler på at disse børn går en lysere fremtid i møde end deres forældre.
Selvom det var godt at opleve, er jeg alligevel lidt glad for at jeg er kommet på CAS, da jeg tror det ville være enormt psykisk udmattende at være på street girls aid.. Bliver vi tvunget til at forlade CAS, vil jeg dog hellere på street girls aid, end på Hopeland. 

Vi slår ikke -vi truer kun!!

I den forgangne uge har vi haft tre ret underlige/træls oplevelser på CAS. 
Mandag startede ud med "religious and moral education", hvor Trine, Rie og jeg fik os en yderst "interessant" snak med læreren, om gud og kristendom. 
Den startede fordi vi gerne ville vide lidt mere om deres (i vores øjne) meget absurde måde at betragte livet på. Læreren fortalte at ens skæbne hviler i guds hænder og at gud styrer alt og fik det til at lyde som om man intet selv kan gøre. Jo mere vi debatterede med ham, jo mere gik det op for os, hvor dårligt oplyst en mand han er. På et tidspunkt kiggede han på os og spurgte om vi godt vidste at der engang havde været dinosaurere på jorden og om vi vidste hvorfor de ikke er her mere. Jeg svarede at en meteor havde ramt jorden og ødelagt alt. Så spurgte han om jeg vidste hvorfor denne meteor havde ramt jorden... Øh, bøh, tjah.. hvordan besvarer man lige den? Og så på engelsk? Jeg forklarede så godt jeg kunne at jorden havde ligget i meteorens bane, hvilket blev responderet med en (efter min mening lidt hånlig) latter af både lærer og elever. Læreren fortalte os, at det var gud der havde kastet "den store sten"  ned på jorden for at slå dinosaurerne ihjel. De var nemlig onde, for de spiste jo hinanden. Både Rie, Trine og jeg blev ret forargede over denne meget mærkværdige forklaring og spurgte om ikke mennesket så også burde blive slået ihjel når man tænker på den dårlige måde de behandler "guds" planet på, med at forurene og slå dyrene ihjel -desuden findes der jo også mennesker der spiser hinanden. 
Det med forureningen mente han ikke var noget problem -folk kan jo bare lade være hvis de vil!?! At vi spiser dyrene gør heller ikke noget da mennesket er den højststående race og desuden styrer universet!?! Det med at vi nogle gange spiser hinanden, det havde han aldrig hørt om før og det måtte vi altså længere ud på landet med!?!?
Bagefter gav han sig til at fortælle om at, ligesom de hvide engang har styret hele jorden, så bliver det snart de sortes tur til at overtage verdensherredømmet -det er der selv sagt en profeti om, og så passer det altså! Desuden sker der jo aldrig nogle alvorlige naturkatastrofer, som f.eks. jordskælv, fordi Afrika er guds land og gud holder hånden over Afrika. Vi begyndte at snakke om "de-der-plader-der-ligger-under-jorden-som-jeg-ikke-kan-huske-hvad-hedder-men-som-forårsager-jordskælv". Dem var der sgu ingen af dem der havde hørt om før og efter at have brugt omkring 20 minutter på at forsøge at forklare og med tegninger fra Trine F, virkede det stadig ikke som om de havde forstået det helt og de troede i hvert fald ikke helt på os.. 


Selvom jeg altid godt har vist det, kan jeg til stadighed overraskes, forundres og forarges over mange afrikaneres dumhed og uvidenhed. 


Torsdag havde vi samme lærer, som denne gang trampede ind i klassen med et uhyggeligt blik i øjnene og en bambuspind i hånden. Han fortalte dem at nu skulle de sgu opføre sig ordentligt og hvis de ikke sad stille og var opmærksomme og var stille til de blev spurgt, så ville de få tæsk med bambuspinden. Alt dette fortalte han med vrede i stemmen, mens han gik og slog lidt i bordene foran eleverne. Både Rie, Trine F og jeg, blev meget meget bange og vrede og vi sad meget længe med en stor klump i maven og et hjerte der galoperede afsted. Jeg sad som på nåle og havde mest lyst til at fare op og rive bambuspinden ud af hånden på ham og begynde at tæske ham med den.
Så brugte han ellers halvanden time på at lukke en masse lort ud om at man skal spare sammen mens man er ung, for er man først blevet rig, bliver man ikke fattig igen og så behøver man ikke arbejde i 40 år og at alle europæere er rige -og i øvrigt bliver alle soldater i europa tæsket!
Vi valgte efter timen at spørge lærerinden, som vi rigtig godt kan lide, hvorfor læreren havde haft en bambuspind med ind til undervisning, hvortil hun grinende svarede at de har en regel på CAS om at de ikke må slå børnene, så det gør de ikke SÅ MEGET, de bruger mest pinden til at true med, så børnene opfører sig ordentligt!! Vi fik at vide at hvis vi vil snakke mere om den slags skal vi gå til ledelsen.. Men det tvivler jeg sgu på at man får noget ud af.


Men denne "fantastiske" uge sluttede af med at vi, i fredags, blev trukket til side af brother Jos (lederen af CAS), som sagde at, fordi der i slutningen af denne måned kommer nogle nordmænd som også skal i praktik på CAS, skal vi nu ud på Hopeland. 
Det var noget af et slag i hovedet. Ingen af os har på nogen måde lyst til at skulle ud til det gudsforladte sted i ingenmandsland, hvor der kun er 8 "børn" og nærmest lige så mange voksne og man tilmed skal bruge minimum halvanden time i transport, hver vej. Desuden har vi allerede lagt en masse planer, for hvilke aktiviteter vi vil lave sammen med de unge, som jeg tænker også skal være en del af vores læringsmål. Vi fortalte alt dette til brother Jos og talte virkelig for vores syge moster. Han tog sagen med til møde, samme dag og vi får så svar på fredag, på om vi må blive på CAS eller skal på Hopeland. Imorgen skal vi til ghanesisk bryllup sammen med Anthony, så vi taler lige med ham om det. 


Kryds alt hvad I har for at vi får lov at blive på CAS... Hygge

Hopeland

ENDELIG har vi fundet et sted at bo til en pris der er til at betale. 
I fredags flyttede vi ind på et andet guest house, hvor vi allesammen lige akurat kan være, forudsat at vi bor to og to sammen. Værelserne er små, vi sover sammen i halvandenmandssenge og strømmen har været gået 3-4 gange på en weekend, men her er super hyggeligt med masser af plads til at sidde udendøre, et køkken vi kan bruge gratis og fine toilet og bade forhold. Dette betaler vi kun 350 cedi pr måned pr værelse mod det gamle sted, hvor vi  betalte vi 1200 cedi pr måned pr værelse!!! Desuden kan vi for blot 20 cedi om pr måned pr person få vasket vores tøj af en af de ansatte En cedi svarer til 3,38 danske kroner. Der ligger også en masse små hyggelige restauranter og barer lige i nærområdet og vi er ved at have fået mod på at spise lige fra deres gadekøkkener, hvilket jo også er super billigt. 


Fredag og idag skulle Trine F, Rie og jeg hen og se en afdeling af CAS som hedder Hopeland. Det er en gård, hvor nogle af gadebørnene bliver sendt ud at bo for en periode for at lære at klare sig, når de har vist at de virkelig er klar til at komme væk fra gaden. Gården ligger pænt langt væk fra Osu og det tager to-tre timer HVER vej og tre trotro/busskift. Havde Hopeland været et spændende, lærerigt og inspirerende sted at besøge, havde det bestemt heller ikke gjort noget, men det er desværre ikke tilfældet. Tværtimod er det nok et af de mest dødsyge steder jeg nogensinde har besøgt. Det er en rimeligt stor farm, men det eneste de har, som rent faktisk har med farming at gøre, er nogle geder der går løst rundt og 5 svin i en stald og så et ukendt antal hunde der også bare fjumser rundt. Der bor pt. 2 piger og 6 drenge, som der så er omkring 5 ansatte til at tage sig af. Udover farming har de skole- og computerundervisning, syværksted og madlavningsundervisning. Så har de bordtennisbord, fodboldbane og basketballbane.
 Da vi kom i fredags virkede det ikke som om de vidste vi skulle komme og det eneste vi fik ud af besøget der, var en rundvisning, der tog omkring en halv time hvorefter vi sad i "lærerværelset" i en times tid og ventede på at Irene, som skulle hjælpe os frem og tilbage, havde spist frokost og følte sig klar til at gå. Vi undrede os meget over at vi har skullet derud to gange og det virker som om personalet derude, undrede sig lige så meget som os og det med god grund -der skete jo heller ikke en hujende fis idag. Vi har brugt to timer på at sidde på nogle exceptionelt hårde bænke og overværet matematik undervisning, for bagefter at bruge timer på "læreværelset" på at sidde og se lærerne kalde eleverne ind én efter én og tale med dem på twi. De var dog så venlige at forklare os, at for de fire drenges vedkommende, var det for at tale med dem om at de har ansøgt om sponsorship, hvilket vil sige betalt uddannelse, mens pigen der kom ind, åbenbart havde gjort et eller andet forkert og derfor skulle skældes ud. Efter at have overværet disse virkeligt underlige situationer, fik vi lov at tage hjem.


Til gengæld var vi igår henne på et virkelig lækkert strandhotel, hvor vi lå ved poolen og slikkede sol det meste af dagen. Det var super hyggeligt og rart endelig at få bare en lille smule farve. Har gået rundt med en faktor 30 det meste af tiden, for at undgå soleksem, men er til gengæld stadig bleg som en maddike. Føler mig som en klump dej, når jeg ser mig selv ved siden af alle de slanke, muskuløse og brune piger på CAS.. De synes og allesammen er at det er hysterisk morsomt når jeg viser dem hvor meget jeg kan blævre med mine vinkedeller og har nu, udover Princess og chocolate bear, fået det "søde" kælenavn Sausage Girl, pga at mine blege blævrehud. -Ja det er super for selvværdet at være hernede :-p 
Igår aftes tog vi hen på en thai restarant, der ligger lige ved siden af vores guest house og der fik vi nok lige det bedste måltid mad jeg har fået hernede. Jeg tror det er en thailænder der har det, for det smagte fuldstændigt som thaimad skal og maden var hverken forsinket eller brændt på eller rå eller noget som helst og vi de havde de ting vi gerne ville have og som stod på menukortet. Det er ellers en sjældenhed når man tager ud og spiser her i afrika og tager vi alle studerende, som bor sammen, ud og spiser sammen (det vil sige 10 styks), kan vi være sikre på at vente minimum halvanden time før den første får sin mad og på at den første når at blive færdig før halvdelen har fået deres.. TIA ;-)


På lørdag skal vi til ghanesisk bryllup og vi var i sidste uge henne hos en syerske og bestille kjoler, som vi skal hente på fredag. Det bliver bare rigtigt spændende. Jeg skal betale 70 cedi for en figursyet, gulvlang kjole. Håber den bliver floooot :-D
Udover det har jeg lovet at skrive at Anders i dag (d. 20/2-2012) slog en bøvs og derfor følte sig meget mandig.


I aften kommer Jeanet og vi skal ind og hente hende i lufthavnen om lidt. Glæder mig helt vildt til at se hende og høre om hun har haft en god rejse.

Første uge på CAS..

Så er den første uge på CAS gået...
 Mandag startede dagen med at vi blev kastet ind i en matematiktime, blev sat på hver vores elev, som vi så skulle hjælpe med nogle matematikopgaver. Det var en anelse overvældene,  mest pga nogle sproglige forhindringer og det faktum at matematik aldrig har været min spidskompetence. De har ét klasselokale på CAS, hvor det så er meningen at der skal kunne stå tre lærere og undervise på tre forskellige niveauer på én gang. Vi blev sat over hos dem der var de boligt svageste og ved en eneste lærer som rigtigt var i gang den dag. Der sad to andre lærere, men hvad vi så, sad de bare hele time på en stol i hjørnet og snakkede med hinanden. 
Efter undervisning, gik Trine og Rie i tegneværkstedet og jeg blev "hevet" ind i skønhedssalonen, hvor en sød ung pige viste mig hvordan man laver de flotte fletninger som "alle" hernede har. Bagefter blev jeg beordret hen i frisørstolen og hun gav sig til at rede og rede og rede mit hår med forskellige kamme og børster, for til sidst at sætte det i en fin fletning. De var ret vilde med mit glatte rødlige hår :-D
De har også et syværksted, hvor de syer de ting ud af plastikposer, som der har været vand i. De fleste har nede køber vandposer, i stedet for flasker, og smider så bare posen når den er tom. Så folk fra CAS går ud og samler dem ind, rengør dem og syer, f.eks. tasker og punge ud af dem. Vi har haft den "udsøgte ære" at gøre en masse af disse poser rent 3 dage i denne uge. Det foregår kun ved hjælp af en pudseklud, uden vand og sæbe. Rimelig kedeligt, men jeg kan nu godt lide tanken om genbruge plastikposerne og fjerne noget af affaldet fra Accras gader. 
Udover det, er det meste af tiden i den forgangne uge gået med at sidde og glo. 
På papiret ser det hele ud til at være enormt struktureret og de har skemlagt hver dag i ugen med en masse forskellige aktiviteter, så de unge er altiveret det meste af dagen.
Desværre virker det ikke til at halvdelen af dem bliver gennemført og de der gør benytter sig af ganske lidt pædagogik. 
 De eneste tre aktiviteter, som har set ud til at fungerer bare nogenlunde har været "classes", hvor de unge bliver undervist i fag som matematik og engelsk, "sports and games", som jo bare er en slags idrætstime og "health education" hvor de unge bl.a. blir undervist i hvad HIV/aids gør ved kroppen og hvordan man undgår smitte. 
De unge mennesker der kommer på CAS, har kommet der i flere år og er ikke længere børn, men store teenagere eller unge voksne, så det er noget af en udfordring, vi står foran i forhold til at finde på nogle pædagogiske projekter sammen med dem.
Vi har ikke rigtigt været inddraget i ret meget af undervisningen, men har bare siddet og overværet den. Det virker ikke som om lærerene forstår meningen med at vi er der. En hollænder der også er i praktik, siger at hun har forsøgt at forklare dem hvorfor hun er der, men de bliver ved med at tro at hun er frivillig, hvilket de også tror vi er. 
Vi har dog spillet enormt meget dam, både med de unge og med lærerne. Eller det vil sige, at vi har siddet på den ene sidet af brættet og kigget på at nogle andre flyttede brikkerne for os, fordi de åbenbart syns vi er så dårlige :-D
Vi nok kedet os pænt meget, hvis ikke det havde været for "mr. Exentric" og Ahmed. Det er to lærere på CAS, som altid er MEGET glade og snakker og griner enormt meget. Ahmed siger at vi er hans choclate bears, fordi vi er så søde :-D 
Heldigvis er de unge meget meget søde og snakkesagelige, så jeg glæder mig til forhåbentligt at lære dem bedre at kende i næste uge.. 

Tanker fra Ghana

Idag har vi været ude at se Ninas praktiksted og CAS (Catholic Action for Streetchildren), hvor Rie, Trine og jeg skal arbejde. Der er flere afdelinger på CAS, så vi så kun "hovedkvarteret". Det var et KÆMPE STORT sted med mange forskellige værksteder. Bl.a. træværksted, tegne- /maleværksted, syværksted og skønhedssalon. Desuden er der et klasselokale, som underviser i tre forskellige niveauer med tre forskellige på én gang. Det var nogle meget store "børn" der var der, omkring 15-18 år, og det ser ud til at det er den aldersgruppe vi kommer til at arbejde med. Modsat de små gadebørn, virkede de ikke specielt interesserede i os, og jeg tænker at det måske har noget at gøre med at de mange år på gaden har gjort dem "hårde". På mandag starter vi dernede med en måneds intro, hvor vi skal prøve at være på alle de forskellige afdelinger og herefter beslutter vi i fællesskab med lederen af stedet og vores kontaktperson Anthony hvilken afdeling vi skal bruge resten af praktikken på.


Vi bor stadig på Omega Guest House, da det ikke har været muligt at finde noget andet ledigt. Det er lidt træls for vi ligger hver især 2000 kr i husleje om måneden, hvilket er ret dyrt i Ghana, og især når man er på SU og også har husleje derhjemme. Desuden er standarden ikke 2000 om måneden værd. En af dem som arbejder på Guest Houset er også begyndt at irriterer os lidt. Han går altid rundt og synger på gangen, banker på og tager i håndtagene og vader ind på værelserne og bliver han ved at spørger om vi ikke vil købe gaver til ham. Forleden satte nogle til at hamre og banke ude på det ene af badeværelser, vi ved ikke rigtigt hvorfor, men efterfølgene har toilettet i hver fald været i stykker og er konstant oversvømmet af vand der vist kommer fra cisternen. 


På Guest Houset bor der også en 12 årig dreng der hedder Emmanuel (han bliver dog kaldt Emano). Han vil rigtig gerne være sammen med os hele tiden og have os til at hjælpe ham med sine lektier. Han bor kun sammen med storesøster. Det er ikke lykkedes mig at forstå hvorfor, han ikke bor med sin mor og far -de lever i hvert fald. Ham som generer os, er rigtig meget efter Emano og Emano siger at han slår ham og skælder ham ud, hvis han opdager at Emano har opsøgt os. Igår gemte han sig på vores værelse og jeg hjalp ham med lektierne. Han er en rigtig sød dreng og jeg har sgu lidt ondt af ham, men tror hans liv er meget normalt og jeg må ofte fortælle mig selv at han er privilligeret i forhold til mange af de andre børn her i Accra.



Dyreglad som jeg er, kan jeg jo ikke lade være med at ligge mærke til dyrelivet. Her er faktisk en del vilde hunde og katte. De ser allesammen meget små og tynde ud, og selvom de ikke på den måde ser syge ud eller ser ud til at lide, skær det mig i hjertet når jeg tænker på hvor meget bedre de kunne, og burde have det. Her ved guest houset holder der en kat til. Jeg har forsøgt at komme til at kæle med den flere gange, men den er desværre meget sky. Alle dyrene ser så søde ud og næsten hver gang jeg får øje på et dyr udstøder jeg et "nåååårh", til stor underholdning for både de andre studerende og de lokale. Jeg tror ikke de ser på samme måde på dyr som vi gør i Danmark. Det er vist de færreste der har kæledyr og får, høns, svin og geder er vist bare mad. Hvis jeg kunne havde jeg taget et hel bondegård med hjem :-)


Nu skal vi hjem og slappe af, så flere tanker og oplevelser må komme en anden dag.. 

Første uge i Ghana

Vi har nu været her en uges tid og har set og oplevet lidt mere.
Vi har blandt andet være på sightseeing med Anthony (vores kontaktperson), på gåtur med Anthonys kone, Pat, mødt nogle andre danske studerende som vi nu bor sammen med og været ude og se et par praktiksteder.
På sightseeing med Anthony kørte vi først til et marked, som var bygget op af en masse små "telte" der tilsammen skabte en hel labyrint af ekstremt smalle gader. Det var noget af et syn med alle de bitte små telte, der var proppet til randen med blandt andet kunst, smykker og tøj. sende og
Bagefter kørte vi forbi stranden og så videre til det store posthus, hvorfra man kan modtage pakker. Det posthus ligger et stykke væk og "in the middle of nowhere" så vi er glade for at Anthony ordner det for os hvis vi vil sende eller modtage pakker.
Anthony fortalte os at han kender nogle som snart skal giftes og at vi kan komme med til brylluppet, så vi får lov at opleve et traditionelt ghanesisk bryllup. Vi kørte ud til dem der skal giftes, men ingen var hjemme. Det var dog sjovt at komme til at se hvordan ghanesere også  kan bo. Inde ad en bumlet vej, som havde den røde farve, som sandet kun kan ha' i Afrika lå en lille klynge huse/hytter, bygget op af tre og sten (sikkert en masse andet). Geder, får og høns gik og passede sig selv, som alle andre steder, og tøj hang til tørre, på snorre mellem træerne. Indtil videre har vi ellers kun set blikskure eller store smuke bygninger (som vist for det meste er firmaer eller offentlige institutioner). Det er nogle utrolig kontraster der ligger side om side, her i Accra. På fortovet ligger en mand og sover, kun iført et par lasede bukser, lige ved siden af ligger en kæmpemæssig bank, hvor folk går i jakkesæt og ved siden af dette ligger så en container eller et blikskur, hvor folk både arbejder og bor.
Da vi var forlod, den lille klynge huse, kørte vi ud til et stort og fint resort, der ligger ude ved stranden. Vi sad under en palme parasol og kiggede på stranden, hvor folk gik tur og soppede og en flok KÆMPE STORE svin (som i grise, ikke mennesker jeg ikke bryder mig om) gik løst rundt og rodede med trynerne i sandet. Fantastisk syn :-D

Vi så også en fyr der var ude at ride på sin westernhest. I kan tro jeg fik klappet den :-D
Alle steder vi kører, både land og by, lyser folk op i et smil og vinker når de ser os. De ser vist ikke så mange hvide menneker ;-)
Lørdag var vi så ude at gå med anthonys kone, Pat. Hun viste os Independence Square, som  lidt som en slags arene, hvor diverse arrangementer bliver afholdt. Snart skal den bruges til at fejre 50 års dagen for Ghanas uafhængighed. Vi så også Independence Park Museum, som er en park og et museum der er lavet for at ære Ghanas første præsident, da han var den mand der fik Ghana løsrevet fra engelsk styre, og fik Ghana gjort til en selvstædig nation, under et flag. For at være ærlig husker jeg ikke ret meget mere end det. Jeg havde fået redet mig en ordentlig omgang snu og var bare død træt. Det jeg husker mest er en flok børn, der tilsyneladende havde været på noget skoleudflugt, som da de så os, kom løbende hen til os og ville give hånd og kramme og sagde "hello, hello, how are you, hello". Nogle undersøgte med iver vores hud. Det føltes helt fantstisk at blive mødt med så stor glæde og tillid af en masse fremmede børn.

Til sidst gik vi hen til et kæmpe marked hvor folk solgte alt (og jeg mener vitterligt ALT) mellem himmel og jord. Blandt så vi, noget der må kunne konkurrere om at være jordens største snegle. Hvis man tager en stor vinbjergsnegl og ganger dens størrelse med i hvert fald 50, så har man størrelsen på de snegle vi så. De lå så bare I et fad, lyslevende og slimmede. Nogle lokale, så Trines Fs væmmelse, da hun fik øje på sneglene og stak straks en op i hovedet på hende. Er du gal et hvin hun kunne byde ud i :-D Herefter trak det op og vi besluttede at tage en trotro hjem. Vi var dårligt nået ind i trotroen før sluserne åbnedes og det regnede, somn det nu engang regner, når man er langt nok syd på.

Disse minibusser kaldes trotro'er og er ghanesernes svar på vores gule Movia- (eller hvad det hedder for tiden?) busser.
De fyldes til randen og drøner så afsted ind og ud mellem de andre trafikkannter, på de ujævne veje.

I løbet af de sidste par dage, er der kommet flere danske pædagogstuderende til Osu (den del af Accra vi bor i) og de er flyttet ind på Omega Guest House, hvor vi bor. Det er rigtig hyggeligt og rart at se nogle flere danskere og især at de er på alder med os og er her i samme øjemed som os. Vi har hørt at der også er nogle danske studerende, som bor andre steder og vi er nu, så vi kan regne ud, 16 danske pædagogstuderende i Ghana. Noget mere, end de 5 vi først havde regnet med at blive.
I dag har vi været ude at se to praktiksteder. Autism Awereness and Care Center og Street Academy. Det første, er som navnet siger, en dagsinstitution, før børn med autisme. Der der Nina og Jeanet skal arbejde. Det så ud til at være et rigtig dejligt sted. De gør tingene ret meget som os, men normeringen er SÅ meget bedre. 1 til 1 er der. Hvorfra de får pengene til det, fandt jeg ikke ud af, men det må nina kunne undersøge når hun starter. Det andet sted, Street Academy, er en skole for gadebørn. De vi kom derhen, stormede en stor flok børn os i møde og nærmest kastede sig om halsen på os, tog os i hånden og fulgte med os, mens de gik og udspurgte os hvem vi var og hvor vi kom fra. Deres måde at imødekomme os på, var anderledes end, de børn vi mødte som var på skoleudflugt, og jeg har spekuleret lidt over hvad grunden kan være. Er det mon fordi de hungrer efter nærhed og kontakt fra voksne? Eller er det fordi, de tror hvide mennesker er rige og de håber at blive adopteret til et bedre liv, end det på gaden? Street Academy, virkede som et rigtig dejligt sted, omend noget slidt, men det er jo altså også Afrika, vi befinder os i ;-)
Hvis vi er heldige, kan vi imorgen komme ind og se CAS (det sted Trine, Rie og jeg skal arbejde). Ellers starter vi bare med at arbejde der på mandag. vi glæder os rigtig meget til at se stedet og endnu mere til at gå i gang med at arbejde. Nu har vi ligesom set nærmiljøet og begynder at kede os en anelse.

Well, det må være alt for denne gang. Håber alle i DK kan holde varmen ;-)

Varme tanker herfra Oxfordstreet i Uso ;-)