Politikere og Rastafyre

 I anledningen af Grundlovsdag tirsdag d. 5. juni, inviterede den danske ambassade os (alle danskere i Ghana) til reception på et meget dyrt og fint Mövenpick hotel i Accra, tæt på hvor jeg bor. Egentlig troede jeg at Mövenpick var et ismærke, men det er åbenbart også en stor og fin hotelkæde.

Arrangementet var startede klokken 19 og skulle slutte klokken 21. Hovedårsagen til at jeg valgte at tage med var at jeg håbede på dansk, gratis mad og så vidste jeg at Villy Søvndahl skulle komme –og når nu man stemmer SF, så er det jo ikke helt ringe at møde partiformanden.

 Desværre var der ikke noget dansk mad, men der var mad og det var gratis. Øl, vin, vand og spiritus ad libitum var også gratis, så jeg forbandende mit maveonde langt væk, som gør at jeg kun kunne drikke en enkelt øl og så sodavand.

Da der var en del afrikanere og Ghanas udenrigsminister også var der, holdt Villy sin tale på engelsk, hvilket gjorde at jeg ikke fik fat i så meget af den, men jeg ved han snakkede en masse om demokrati og samarbejde med Ghana. 

 Herefter den ghanesiske nationalsang, sunget et ghanesisk kor og så en lang og uforståelig tale fra den ghanesiske udenrigsminister OG SÅ…. Den danske nationalsang sunget af et ghanesisk kor, der ikke forstå et ord dansk! 

 Det var enormt bevægende at stå så mange kilometer fra sit hjem og høre sin nationalsang og meget imponerende og rørende at de havde taget sig tid til at lære den så det lød næsten helt perfekt. Det tror jeg aldrig jeg kommer til at glemme.

 Den anden seje oplevelse den aften var at ”bumpe” ind i Villy udenfor. Jeg havde været ude for at trække noget frisk luft sammen med Pernille og da vi skulle ind, stod Villy der i døren og røg. Der gik vist et par sekunder hvor Pernille og jeg stod helt stivnede og rigtigt viste hvad vi skulle gøre. Så lyste jeg op i et kæmpe smil og udbrød ”hej Villy”, som om han var en kær gammel ven. Heldigvis smilede han tilbage, gav hånd og spurgte interesseret ind til hvad vi lavede her i Ghana og hvordan vi havde det osv. 

 Efter en kort sludder gik Villy ind og Pernille jeg var enige om at nu blev vi nødt til at få taget et billede sammen med ham. Det tog noget tid, hvor vi måtte liste os efter ham, og vente på det helt rigtige øjeblik at afbryde, men som sagt, så gjort og her er resultatet:

Den efterfølgende weekend bød på en fortræffelig tur til det smukke Kroko Bite, hvor vi boede på Big Milleys. Bare Nina, Jeanet og jeg, fra fredag aften til søndag eftermiddag.  

 Big Milleys ligger lige ud til smukkeste strand, så alle måltider kunne nydes med havudsigt. Selvom der var mange mennesker der prøvede at komme i kontakt med en, var der en utrolig ro derude og jeg er ked af at jeg først har opdaget dette vidunderlige sted nu. Kunne godt have taget derud hver weekend under hele mit ophold her i Ghana.

Selve hotelværelset var ikke noget at råbe hurra for, men det gjorde den dejlige mad og de skønne omgivelser op for.

Vi havde bestilt et 3 bedroom deluxe og var ret spændte på hvad dette ”deluxe” indebar, udeover en aircondition og eget bad og toilet. Svaret fandt vi hurtigt –ik noget. Værelset indeholdt to senge. En enkeltmandsseng og en dobbeltseng. Så var der en lille ”dagligstue” og et badeværelse uden dør. Når 3 kvinder bor sammen og alle får diaré på samme tid og der ikke er dør til toilettet, så er det altså mere end heldigt at der er en lille terrasse med to stole udenfor værelset, hvor vi kunne skiftes til at sidde og vente på hinanden.

Især madoplevelserne var noget jeg blev meget begejstret for, men det kommer vel ikke bag på nogen?

Fredag aften spiste vi på noget der hedder Italian Gardens. Dette ejes af en ægte italiener (eller hvad man siger?) og den kunne bestemt smages på den enormt lækre pizza jeg fik med friske tomater, basilikum og oliven. 

Lørdag morgen, spansk omelet med ristet brød, bananpandekager, friskpresset appensinjuice og stempelkaffe, der blev nydt med udsigt til vandet og lyden af bølger. Eftermiddag blev frokosten indtaget i samme omgivelser. Denne gang stod menuen på pasta med tomater, auberginer, oliven og mozzarella. 

 Til aften fik vi grillet hummer med salat og kartoffelbåde og til dessert æblekage med vanilleis til. Efter maden var der reggaenight med liveband og billige drinks. Vi faldt i snak med nogle ”rasta”fyre der spurgte hvor vi kom fra. Da vi svarede Osu, sagde de straks ”aaarh, so you live in the obruni house?”. Dette måtte vi jo indrømme at vi gjorde. De viste sig at ”rasta”fyrene boede lige i nærheden af os og at halvdelen af Osus gadesælgende rastafarier, åbenbart taget til Kroko Bite i weekenderne.

Når vi ikke var ude at spise, slikke sol, shoppe eller snakke med ”rasta”fyre, lå vi på værelset og læste. Jeg havde desærre ikke fået en bog med, men hvad lå der inde på hotellets reception? En kæmpe ”samling” brugte bøger. Her i blandt tre danske bøger. To af dem var Jussi Adler Olsen så jeg gik i gang med at læse ”Kvinden i Buret” Kunne selvfølgelig ikke nå at læse det hele på en weekend, men det er så smart at Asger, som også bor i Obrunihouse har selv samme bog med, så jeg har kunnet fortsætte efter jeg kom tilbage.

Nu går Nina og jeg og overvejer om vi skal tage til Kroko Bite igen i denne weekend, for at komme lidt væk, fra al Osus larm og traffikos (og ned til noget lækker mad selvfølgelig ;-))

Trine, Rie og jeg er ved at være færdige med et projekt med nogle ramme ude på CAS, men det kommer i et indlæg for sig selv, når jeg har billederne og rammerne er hængt op.

-          

           -Trine

Bare kald mig Jane

I sidste uge har den stået på besøg i en SOS børneby og en weekendtur til Central Region hvor vi besøgte slavefort, gik på hængebroer og spiste på en sø med krokodiller..


Torsdag d. 10.05 tog Anthony os med ud for at se en SOS børneby i Tema, som er en del af Accra.
Jeg har altid set for mig at sådan en børneby bare var en "klump" lerhytter og en lille skole lavet at træ og blik og et par enkelte pædagoger til at tage sig af de ca. 20 børn jeg troede boede der.


Det viste sig hurtigt at denne forestilling var så langt fra virkeligheden som det kan lade sig gøre.


Inde bag en mur i et meget stille område ligger den pæneste, reneste og mest idylliske oase jeg har set i hele Greater Accra regionen. Børnebyen består af 15 familiehuse med plads til 10 børn i hvert hus. Husene er indrettede ligesom rigtige huse med soveværelse, stue, køkken, bad og toilet. Et barn bor i det samme hus i al den tid det bor i børnebyen og børnene i hvert hus bliver derfor en slags søskende for hinanden. I hvert hus bor der også en "fostermother" som altså fungerer som en rigtig mor ville have gjort det. Udover de i alt 15 fostermothers (en til hvert hus) er der ca. 10 tanter. Disse kommer på besøg i husene og sørger for at få opbygget en god relation til børne således at de kan passe børnene hvis en mor skal på weekend, ferie eller på anden måde er nødt til at forlade huset for en periode. Beslutter en mor sig for at hun ikke længere ønsker jobbet, skal hun varsle det i to år inden. Så flytter en tante fast ind i to år, samtidig med at moderen stadig er der, sådan at når moderen stopper, bliver tanten den nye mor og omvæltningen bliver ikke nær så stor for de i forvejen skrøbelige børn. Man skal være ansat som tante for at kunne blive mor og hvis man siger ja til at være mor, skal man være det i minimum 15 år!!


Børnebyen har også deres egen børnehave, skole, bibliotek og læge. Det er tilladt for udefrakommende at benytte sig af disse faciliteter og børnene går derfor i skole og børnehave med børn som ikke bor i børnebyen.


Måden som institutionerne er bygget op på og den pædagogik de bruger, er meget lig den danske. Ingen autoritær børneopdragelse, udenadslære og behaviorisme. Masser af leg og læring. Ingen vold.


Jeg var mildt sagt meget positivt overrasket og det var virkelig rart at se at der findes steder i Ghana hvor det ser ud til at fungerer.




Lørdag/søndag stod den så på tur til Cape Coast og Elmina. Her skulle vi om lørdagen se Cape Coast Castle og Elmina Castle -to gamle slaveforts.

Cape Coast Castle blev bygget af svenskerne i 1653 og var først et handelsted for guld og tømmer.


Senere sloges englændere og tyskere om det, men mange europæere har haft deres fod inden for i forbindelse med slavehandelen fra dette fort.
Næsten lige ved siden af ligger Elmina Castle. Dette blev bygget af portugiserne i 1482 og overtaget af tyskerne i 1637.
Begge steder blev afrikanerne holdt til fange i små, mørke og fugtige fangekældre. De fik kun meget lidt at spise og drikke og blev desuden tortureret på de mest makabre måder. Mange døde i fangekældrene. Mænd og kvinder blev holdt adskilt og de så aldrig dagens lys. Kun kvinderne kom ud en gang i mellem og stillet op ud i en gård så europæerne kunne vælge sig en kvinde at "hygge" sig med. Hun blev så gjort i stand og ført op til ham som ville voldtage hende. Hvis hun nægtede røg i torturkammer i stedet for, hvor hun med stor sandsynlighed måtte ende sine dage.


Under tiden med slavehandel blev ca. 60 millioner afrikanere tilfangetaget. Kun 12 millioner overlevede helt til de kom til den familie de skulle tjene som slave hos.
Både fortsene og selve byen/området er utroligt smukt, men tanken om alle de mennesker der har måttet lide en smertefuld død får hårene til at rejse sig på mig.

Efter rundvisningerne tog vi hen til et hotel der hedder Hans Cottage. Et hotel hvor restauranten står på pæle ude i  en kunstig sø med krokodiller!!! :-O
Mens vi sad og spiste kom personalet og kastede mad ud for at tiltrække fisk, som krokodillerne kom og spiste. Dét var sejt :-D

Dagen efter tog vi Kakum Nationalpark hvor vi skulle på Canopy Walk -eller hængebros tur. Midt  i junglen er en rute, bestående af 8 hængebroer sat op. De hang 40 meter oppe i luften og til en start virkede det hele altså RET farligt. Når man kender til ghanesernes arbejdsmoral og syn på sikkerhed, virker en tur på hængebroer 40 meter over jorden som en ret dårlig idé. Alligevel skulle det prøves efter endt tur, blev Jeanet og jeg nødt til at tage en tur -bare for sjov.. Kan man blive afhængig af adrenalinkick?

Vi kom hjem søndag eftermiddag ved 5 tiden og "selvfølgelig" var der hverken vand eller strøm. Faktisk var vi nok alle blevet temmeligt overraskede hvis begge dele havde været der -det er vi jo ikke vant til.


Nu er der kun to og en halv måned til jeg kommer hjem og I kan tro jeg glæder mig et RIGTIGT brusebad, en leverpostejsmad og et koldt glas mælk.


- Trine

Turen går mod nord

Fredag d. 6 april kl alt for tidligt om morgenen blev vi hentet af vores faste tourchauffør, Ben, for at tage en lang og spændende 7-dages tur op til nordlige Ghana og tilbage igen. Efter en ti timer lang køretur som meget ad tiden foregik på bumlevej (som i "giv mig et nyrebælte" bumlet) var vi endelig fremme ved vores første destination -Boabeng-Feima Monkey Sanctuary. Boabeng-Fiema Monkey Sanctuary ligger "overraskende nok" ;-) mellem de to landsbyer, Boabeng og Fiema i Brong-Ahafo regionen og "huser" 500 Campell's Mona Monkeys og 200 Geoffrey's Pied Columbus Monkeys.

Vi gik en (heldigvis) kort tur gennem junglen og kiggede på aberne der hoppede rundt mellem træerne. Denne gang måtte vi ikke fodre aberne da beboerne i landsbyerne (som er dem der styrer stedet) mener at det vil være skidt for aberne at blive afhængige af at blive fodret af mennesker og skidt for menneskerne hvis en abe skulle finde på at bide fordi de pludselig tør komme tæt på.

Campell's Mona Monkeys

Geoffrey's Pied Columbus Monkey

På slutningen af turen så vi en abekirkegård. Noget som overraskede mig meget. De færreste ghanesere jeg indtil videre har mødt, har haft det samme forhold til dyr som vi har det i den vestlige verden. Mange af dem mangler, efter min mening, respekt og kærlighed for dyrene og naturen. Selvfølgelig forventer man at folk der  driver et monkey sanctuary har kærlighed og respekt for dyrene, men at de ligefrem har en kirkegår, hvor alle aber kommer hen når de er døde, det havde jeg sgu ik regnet med.

Heldigvis havde stedet et guesthous hvor vi skulle overnatte. Desværre blev det en af de til dato værste aftener hernede. Det vrimlede med gigantisk store og aflange jagtedderkopper. Nina og jeg låste os inde på værelset (der heldigvis var edderkoppefrit), kl. ni :-D

Næste morgen kl otte var vi på farten igen. Første stop denne dag var Kintampo Waterfalls, stadig i Brong-Ahafo regionen. 

Da vi kom var en masse ghanesere (eller i hvert fald afrikanere) allerede i fuld gang med at bade i søen og under vandfaldet, hvilket ødelagde oplevelsen en anelse. Det var ellers et utroligt smukt vandfald.

                                          

Jeppe (Trine F's kæreste) havde badebukser og skyndte sig ud og bade. Jeanet var ligeglad med at hun ikke havde badetøj og fulgte Jeppe. Jeg havde kun almindeligt tøj på og besluttede mig derfor for kun at soppe. I starten gik jeg helt på det lave vand, langt væk fra vandfaldet, men besluttede mig for at jeg nok godt kunne kommme liiiidt nærmerer vandfaldet. Det var jo sådan set meget rart. Så jeg gik lidt tættere endnu. Og tættere...og tættere...og pludselig stod jeg plaskvåd indeunder vandfaldet. UPS :-D 

Det var en fantastisk følelse at bade under et vandfald og tøjet kunne jeg skifte da vi kom tilbage til bilen, så det var helt klart det hele værd. 

Herefter kørte vi videre på endnu en lang køretur mod Mole Nationalpark i Northern Region.

Her skulle vi på hotel i 3 dage. -Noget der bestemt ikke generede nogle af os. Hotellet lå på toppen af en bakke og gav fra både værelset, poolen og restaurenten udsigt ud over flere tusinde kvadratmeter bush. Den første morgen, mens vi sad og spiste morgenmad ved poolen, fik vi en fantastik oplevelse. Lige nede ved vandhullet, som man let kunne se fra hvor vi sad, kom en flok elefanter for at bade. At se sådan en flok elefanter bade om morgenen i deres naturlige omgivelser er noget jeg har drømt om meget længe og jeg blev faktisk ret rørt af situationen :-D

De grå klatter på billedet er elefanter ;-)

Er her ved at få samling på mig selv igen :-D

Om eftermiddagen skulle vi på vores første hiking (safari til fods). Vi havde en dygtig guide (Daniel) med som var smadder god til at spotte dyrene og fortælle om dem. Vi så en masse forskellige hjorte bl.a. waterbuk og springbuk, vortesvin, bavianer, krokodiller, og en mærskelig fugl der vist nok hed guineafowl. Vi så desværre ingen elefanter, men fik at vide at chancerne for at vi ville se dem næste morgen når vi skulle på morgenhiking var ret stor, da de altid kommer ned om morgenen for at køle sig af. til gengæld så vi to hjorte slås.. 

"slåskamp, slåskamp, slåskamp"

Gad vide om den venter på at en lille snack lander i munden på den?

I landsbyerne hvor hotellets medarbejdere bor, lever bavianer og vortesvin side om side

Næste morgen skulle vi jo så tidligt op og på endnu en hiking. Forventningerne var skruet helt i vejret for vi var jo næsten blevet lovet at se elefanter helt tæt på. Luften var dejligt kølig fordi det havde regnet og det smådryppede stadig en anelse, så det var perfekt vejr at gå i. Desværre var det selv samme årsag til at vi ikke fik set elefanter der badede ved vandhullet. "Når det har regnet er det for køligt til at elefanter kommer ned og bader" forklarede Daniel os. ØV. Vi gik rundt og ledte efter elefanter i to timer, men det vi så var bare de samme dyr som dagen i forvejen. Bedst som vi havde opgivet håbet helt og ville til at begive os hjemad skete der pludselig noget "sssshhh.. look" sagde Daniel og pegede over på den anden side af søen vi stod ved. Oppe mellem træerne tonede en enlig hanelefant pludselig frem. Han var gået fra flokken for at gå ned og bade selv, hvilket åbenbart er noget elefanter nogle gang gør. Den begyndte at bevæge sig rundt om søen i vores retning. Vi gemte os oppe mellem nogle træer for frit at kunne iagtage den. Pludselig vendte den om og var på vej op ad bakken mod os. Da enlige elefanter kan være noget mere agressive end når de går i flok, blev der "RUUUN", hvilket vi allesammen så gjorde, indtil elefanten var på afstand og havde skiftet retning. Den gik ud på et åbent stykke græs hvor den fandt noget mudder og tog sig et mudderbad. Vi stod med et pænt stykke afstand og betragtede det smukke dyr. Lige så stille kom den tættere på. Pludselig fik den åbenbart øje på os for den tog ørene frem og bevægede sig hurtigere og hurtigere i vores retning. "Run...RUN..RUUUUUUN..faster, faster, faster" skreg guiderne som allerede havde løftet deres gevær mens vi alle løb alt hvad remmer og tøj kunne holde. Heldigvis besluttede elefanten sig for at vi nok ikke var nogen større trussel end som så og valgte at stoppe "jagten". I "sikkerhed" mellem træer og buske åndede vi alle lettede og brast i hysterisk latter. Adrenalinen pumpede rundt i blodet og det er længe siden at jeg har følt mig så taknemmelig over at være i live. 

"RUUUUUUUN"

Om eftermiddagen skulle vi på kanosafari. Vi havde regnet med at skulle sejle et par timer, men fordi det har været tørt i så lang tid, vandstanden i floden ekstremt lav og det kunne kun blive til en minitur op ad floden og tilbage igen. Ca. 40 minutter. Vandet var helt grønt og grumset og vandstanden var så lave at vores guide og roeren nogle gange måtte skubbe kanoen frem med årene fordi vi gik på grund. Det var en smadder hyggelig tur, men vi så ikke så meget andet en vand, træer og to meget farverige fugle.

Da vi kom tilbage stod to kvinder i floden og samlede vand op. Vi spurgte hvad de skulle bruge det til og fik at vide at det bruger de både til madlavning og til at vaske tøj og mange andre ting. De mener åbenbart at vandet er rent. det sagde de i hvert fald til os da vi spurgte om det ikke var for beskidt.

Hvem har lyst til en tår af den lækre rene flodvand?

  Efter turen satte Nina og jeg os op for at spise kiks, drikke kaffe og spille kort. De kiksene var spist og kaffen drukket gik Nina ned for at bade og i stedet kom Jeanet og spillede kort og sludrede med mig. Pludselig fik vi øje på en stor bavian henne ved restauranten. Den forsvandt om bag en bygning, så vi sludrede videre og tænkte ikke nærmere over hvor den var blevet af. PLUDSELIG sad den oppe på vores bord. Det gav en kæmpe "brag" og bordet flyttede sig da den landede. Jeg fløj op af stolen og hoppede væk. Bavianen tog en af vores poser og hoppede så lidt væk, hvor den kunne undersøge fangsten. Heldigvis for os havde den taget poser med kiks og ikke posen med pung, telefon o.s.v. Uheldigvis for bavianen var kikseposen tom. Det var et kæmpe chok jeg fik. Bavianer er nu alligevel ret store og stærke, så den pludselig sidder ca 10 cm fra én kan adrenalinen altså godt give sig til at pumpe rimelig heftigt. Oppe ved restauranten kom en anden bavian nu gående hen ad et langt bord hvor en familie sad og spiste. Personalet løb hen imod den, fægtede med armene og råbte ad den. Heldigvis skræmte det den væk, men den første bavian havde i mellemtiden været oppe på et andet bord og stjæle kiks fra to små drenge. Denne gang var der gevinst. Ovenpå dagens andet adrenalin besluttede vi os for at det nok var smartest at indtage aftensmad et sted lidt mere skjult bag de andre borde ved restauranten. 

Næsten morgen var tid til at pakke sammen og forlade den skønne Mole Nationalpark for at begive sig videre mod Kumasi i Ashanti Region. På vejen (ikke langt fra nationalparken) skulle vi dog lige stoppe i den lille by Larabanga som har Ghanas ældste moske. Byen i sig selv var helt fantastik. Som en rigtig negerlandsby med huse bygget af mudder og lort. Moskeen var også rigtig flot, men helt utroligt lille. Jeg havde en forestilling om at moskeer altid var sådan nogle kæmpemæssige, overdådige bygninger. Her stod en lille hvid bygning med træpæle igennem. 

Sådan som jeg forestiller mig en moske

Sådan som Larabanga Mosque ser ud

Efter en fin rundvisning i byen og et mindre "foredrag" om moskeen, begav vi os mod Kumasi. 


Da vi ankom ret sent til Kumasi skulle vi bare direkte ud og ha noget aftensmad og det lykkedes at finde en fantastisk lækker og hyggelig restaurant hvor vi noget rigtig skønt mad. Det var en smadder hyggelig og dejlig oplevelse indtil en rotte på størrelse med en pony kom hoppende ned ad en indvendig trappe og pilede direkte ind i køkkenet. 

I Kumasi skulle vi blive to nætter (altså en enkelt dag foruden dagen hvor vi ankom og morgenen hvor vi tog afsted)  

Næste morgen skulle vi ud og se nogle forskellige museer som gav et rigtig godt billede af ghanesisk kultur og historie.  

Vi så et krigsmuseum, et museum om den gamle tro juju og et Ashantikongens gamle palads. Ligesom med moskeen havde jeg et helt andet billede i hovedet. Når jeg hører palads tænker jeg noget a'la Den forbudte By. I dette tilfælde kunne det såkaldte palads lige så godt have været en parcelhus fra 60'erne. Desværre måtte vi ikke tage billeder så dette kan jeg ikke illustrere for jer. 


Dagen og turen i det hele taget blev afluttet med endnu et besøg på "rotterestauranten". ..Gad vide om man er ved at ha været i afrika lidt for længe..? ;-?


-Trine

”Store legedag”

I anledningen af International Day for Streetchildren d. 12.04 afholdt vi CAS en særlig ”festdag” fredag d.13.04.

Dagen blev fejret med et slags hjemmelavet kæmpemæssigt brætspil.  Børnene skulle spille mod hinanden i 4 grupper med en lærer som teamleader i hver gruppe. Brætspillet var et stort lærred hvor den gamle railway og de 21 stop var på. Hvert stop indeholdt en opgave som gruppen kunne indtjene point ved at gennemføre og når spillet var slut, hvilket jeg ikke ved hvornår det var, havde den gruppe med flest point vundet.

Den store spille"plade" og "brikkerne" som de 4 hold rykkede rundt med

Trine, Rie, Aafke (den Hollandske studerende) og jeg blev sat til at finde på de 21 opgaver, skrive udførligt ned hvad de gik ud på, samt lave scoreboards, indsamle de ting man skulle bruge til hver opgave o.s.v. Det var et stort arbejde at finde på 21 aktiviteter som skulle være nogenlunde gratis og passede til børnenes kompetencer og som helst skulle være sjove samtidigt. Samtidig var det en rigtig sjov og interessant opgave og jeg følte virkelig at jeg her fik lov at tænke pædagogisk og gøre noget af det der en meningen med at være i praktik.

Vi var dog lidt i tidsnød, da Trine, Rie og jeg skulle på den lange tur til Mole fredagen inden store legedag, hvilket jo gav os en uge mindre til forberedelserne.

Vi fandt dog på 21 lege som vi selv synes virkede sjove, udfordrende og overskuelige. Vi fik lavet pointsystemer og papirer til at skrive disse ned på, skrevet ”opgavekort” til de opgaver der krævede det og så videre.

Aafke skulle så til ”p-mødet” inden legen sørge for at få sat nogle lærere på de 21 opgaver, da hver opgave krævede en ”activity-leader”.

Fredag morgen var Trine F desværre blevet syg, så det var kun Rie og jeg, der tog på arbejde –udmattede efter den lange tur.

 Aafke kunne frustreret fortælle os, at da hun havde prøvet var hun blevet fejet og havde fået at vide at ”det gør vi senere”, hvilket aldrig var sket, så nu var der ikke sat nogen. En af de norske studerende var også syge, så vi var derfor kun 5 mennesker til at styre 21 aktiviteter.

Hvis det havde foregået sådan at én gruppe ad gangen, kastede terningen, rykkede med deres brik, gik hen den aktivitet de var landet på, gennemførte og det så var den næste gruppes tur, havde det ikke været det store problem, men alle kastede og gennemførte aktiviteter på én gang og på et tidspunkt stod jeg med tre grupper der skulle hjælpes igennem 3 forskellige aktiviteter. 

Det kunne have fungeret hvis lærerne ikke havde taget mine papirer ud af hånden på mig og råbt ad mig i munden på hinanden og forsøgt selv at sætte gang i aktiviteterne, for så at gøre det forkert, så de ikke kunne få point til deres gruppe, for så at blive sure på mig over at jeg ikke kunne hjælpe dem. Det var virkeligt stressende og jeg så virkelig en stor kontrast mellem danske og ghanesiske institutioner.

I en dansk institution, ville pædagogerne have respekteret og lyttet til hinanden og ikke råbt ad hinanden at man havde instrueret forkert. Det gik op for mig, hvor vigtigt og rart det er at vi i Danamark virkelig bakker hinanden op i vores pædagogiske arbejde –og samarbejde.

Fra vi mødte kl. lidt i ni og til kl 2 havde vi ikke et minuts pause, men løb rundt og forsøgte at få alt til at fungere, mens de fleste af lærerne bare sad og så til.

Det var virkelig en blandet oplevelse, for på den ene side var det super rart endelig at få lov at lave noget, på den anden side enormt stressende og frustrende at de andre ikke hjalp, men kun kom med indblanding og kritik af al vorres hårde arbeje.

(blogdel1) En fugl med pis på og en kold øl tak

Puuuuha. Lang tid uden blogskrivning og en masse oplevelser rigere, gør at de næste par blogindlæg nok bliver meget langt og en anelse rodet.

Jeg vil forsøge at dele mine seneste oplevelser op i blogdel 1, 2 og 3, så det forhåbentligt bliver mere overskueligt

Siden sidst har den bl.a. stået på ”redning” af fugleunge, fødselsdagsfester, boksekamp (altså som tilskuer), planlægning og gennemførelse af ”store legedag” på CAS og en uges udflugt op til det nordlige Ghana.

Først fugleungen:

En torsdag aften på hjem fra arbejder hører Trine, Rie og jeg en meget mærkelig pippen og ser til vores forfærdelse en lille bitte fugleunge, som er faldet ned i kloaken (kloakerne er åbne her i Ghana). Den var helt pladret ind i det ulækre vand og så ud til at have siddet der længe og kaldt på sin mor, som ikke var at spore nogle steder og ikke ville kunne få den op fra kloaken på nogen måde. Det kunne mit lille dyreglade hjerte ikke bære, så jeg gav Trine og Rie mine ting og lagde mig på knæ og samlede fugleungen op. De afrikanere der sad i nærheden eller passerede forbi, skraldgrinede da de så mig med mit fortvivlede ansigtsudtryk og den lille forpjuskede og våde fugleunge i hænderne. De har tydeligvis et helt andet syn på dyr end vi har i Danmark og synes vist det var ret morsomt at jeg kunne blive så oprevet over så ”lille en ting”. Jeg anede ikke hvad jeg skulle gøre, men kunne ikke klare tanken om sætte den på græsset og risikerer at denne skulle sidder der og måske lide, indtil den døde, så den jeg den med hjem til Mummy (vores udlejer). Hun sad og snakkede med sin chauffør og da de så mig med fugeungen i hænderne, grinede de også af mig. Det er åbenbart meget unormalt at være så glad for dyr hernede. -En ting jeg også har erfaret når jeg forsøger at komme til at kæle med kattene og gederne :-D

Jeg spurgte Mummy om der var en dyrlæge i nærheden og hun fik sin chauffør til at køre mig hen den nærmeste dyrlæge, der så viste sig at have lukket. Heldigvis sad der stadig n dyrlæge inde på kontoret, som gerne ville hjælpe os. Han tilbød at tage fuglen og beholde den indtil wild-life dyrlægen kom dagen efter, jeg stolede ikke helt på ham og synes der var koldt og ubehageligt på hans kontor, så pludselig blev det for meget og jeg gav mig til at græde. Heldigvis tog han det pænt og ringede efter wild-life dyrlægen, der straks kom hen på kontoret, selvom han faktisk havde fri. Han kunne fortælle at fugleungen kun var tre dage gammel og på ingen måde ville kunne overleve uden sin mor. Endnu engang brast jeg i gråd og spurgte om de så ikke godt ville aflive den så den i den mindste ikke skulle lide mens den døde. De var meget meget søde og sagde at det ville de naturligvis gerne og trøstede mig med at jeg havde gjort hvad jeg kunne og at det jo er naturens gang. Det ved jo også godt, men når det kommer til dyr, kan jeg godt blive meget  følsom.

Jeg gav dem fugleungen og sagde farvel og de tog den med ind på klinikken, hvor jeg så aldrig så hvad de gjorde med den, men jeg både håber og tror at de slog den ihjel.

Da jeg igen kom tilbage til guesthouset (som vist ikke er  et rigtigt guesthouse, da det ikke er åbent for alle), skulle vi holde fødselsdagsfest for Asger. Den blev fejret ved langbord med spaghetti med kødsovs og tomatsalat til hovedret og chokoladekage til dessert og naturligvis gaver og fødselsdagssang. Det var rart nok at der skete noget så jeg kunne få tankerne væk fra den stakkels fugleunge.

Boksekamp:

En af drengene fra CAS har flere gange fortalt stolt om at han er bokser og poserer altid som en bokser når man vil tage billeder af ham (f.eks. med knyttede hænder op foran ansigtet). Han har lovet flere gange at jeg gerne måtte komme når han skulle bokse en kamp og fredag d. 30 maj kom han endelig og fortalte at han, samme aften,  skulle bokse en kamp i Osu (den bydel af Accra som jeg bor i). En af lærerne kom også og spurgte om vi skulle med og fortalte at det startede kl. 16. Jeg fik lokket 4 piger fra guesthouset med og kl 16:15, stod vi efter lidt forvirring og søgen efter rette location, endelig på det sted boksekamp skulle finde sted.

Da vi kom var de først ved at sætte bokseringen op. Det skulle foregå udendørs, i en slags baggård, til noget der hedder Prison Canteen, som ligger i slumkvarter lige overfor Police Hospital. Der var ingen andre der var mødt op endnu, så vi spurgte en hvad tid boksekampen startede og fik at vide at den ville starte omkring kl. 17. Vi satte os til en vente med en øl og nogle kebabspyd. 

Omkring kl 17:00 begyndte folk så småt at dukke op og det gjorde ham fra CAS der skulle bokse også. En halv times tid senere kom 5 andre drenge fra CAS for at heppe på ham. De fik øje på mig med det samme og satte sig straks over for at sludre. Det var helt vildt rart at være i deres selskab uden for institutionen og de var betydeligt mere selskabelige og kontaktsøgende end normalt.

Efterhånden som der dukkede flere og flere op, gik det op for os at der ikke bare skulle bokses den ene kamp vi var kommet for at se, men en række af kampe og den vi skulle se var en af de sidste. Kl. 19 begyndte den første kamp ENDELIG.  Der var en helt fantastisk stemning. Folk hujede og sang en masse forskellige afrikanske sange, dansede og bar rundt på vinderen af hver kamp.  Ca. kl. 8 dukker lærerne fra CAS op. Altså 4 timer senere end aftalt. Da jeg gjorde opmærksom på at han kom for sent kigger han bare på mig siger lige så nonchalant ”your (os hvide) time are different from our (de sorte) time”.  Så mente han ligesom det var uddebatteret og satte sig ned for at se boksning. 

Noget er der nu om det. Der er et begreb hernede der hedder ”african time” og det betyder at tingene er klar når de er klar og folk kommer når de kommer. Hvis man aftale en tid, kan man være heldig (det er dog sjældent) at de er der til tiden, men de kan også komme flere timer for sent eller slet ikke dukke op, uden at give besked om det.

Kl. 20 endte det med at 3 af pigerne måtte gå, da de havde en anden aftale og vi var så kun mig og Lotte tilbage, som var ved at være godt trætte og sultne.  Efter at have spurgt flere forskellige mennesker lykkedes det os endelig at skaffe et program og vi kunne se at den boksekamp vi var interesserede i stadig lå langt nede ad listen. Vi besluttede os derfor for at følge med de andre piger ned i Oxford Street (som er hovedgaden i Osu og ligger tæt på ”boksestedet”) for at få os noget mad og komme tilbage og se ham bokse.  Da vi skulle til at gå spurgte lærerne hvad vi skulle og vi forklarede at vi bare lige hurtigt skulle have noget mad, men ville komme tilbage, hvortil vi fik besked på at skynde os, for det var snart drengen fra CAS’ tur til at bokse.  Vi smilede og nikkede høfligt, men skraldgrinede af deres dobbeltmoral da vi var kommet væk derfra. Tænk engang at de selv kommer 4 timer for sent og så har den ”frækhed” at hundse med os.  Der er altså visse ting ved den afrikanske måde at tænke og agerer på, som jeg aldrig lærer at forstå :-D

Vi skyndte os op på KFC, kastede noget mad ind og skyndte os tilbage igen, så vi var der ved kvart i ni tiden. 

Kl halv ti begyndte der endelig at ske noget. Drenge fra CAS rejste og gjorde tegn til at Lotte og jeg skulle følge med. Vi gik ned i den bagerste ende af ”gården” hvor vores ”boksestjerne” var ved at gøre sig klar. De pegede stolte og selvsikre over på en MEGET høj og MEGET muskuløs mand og sagde at det var ham han skulle bokse imod. Jeg fik straks en kraftig hjertebanken og blev meget meget nervøs for vores gadedreng som snart skulle ind og kæmpe mod en der så ud til at være meget stærkere end ham selv. Han gik rundt for sig selv og tog sit "gear" på, opvarmede og forsøgte at gøre sig mentalt klar. Alt imens stod alle hans venner og pjattede og sang og han tog overhovedet ikke notits af det. Det var jeg ret imponeret over. 

Kl .22 skulle han i ringen. ”Kun” 6 timer senere end den tid vi først havde fået oplyst. Han gik hen imod ringen med en skare af gadedrenge, lærere fra CAS og mig og Lotte efter sig, som sang og klappede hele vejen. Til min store lettelse, så jeg at det ikke var det kæmpe brød han skulle slås imod, som først antaget. Heldigvis stod der en der var mere på hans størrelse. Kampen var helt fantastisk. Vores dreng var totalt overlegen og styrede kampen fuldstændigt. I pauserne (eller hvad det hedder mellem runderne, hvor de får tips af deres træner og får sprøjtet vand i hovedet?) havde han endda så meget overskud at han kunne stå og danse for os, og poserer mens der blev taget billeder. Vi klappede og sang og råbte al den tid kampen varede og da den var slut og han selvfølgelig blev kåret som vinder, bar hans venner ham en gang rundt om bokseringen og sang og klappede igen. Der var en stemning som er fuldstændigt ubeskriveligt opløftende og berusende. 

Da vores bokser, havde skiftet tøj og hvad han nu ellers skulle, kom og han spurgte om ikke han måtte få en Malta (en slags alkoholfri øl, som de holder meget af hernede). Det måtte han naturligvis gerne og da Lotte og jeg var så høje af stemningen sagde vi til de andre drenge at de også godt måtte tage noget på vores regning. Godt nok tog de alle det dyreste de kunne finde, men til gengæld var de så utroligt taknemmelige og det endte med at vi begge fik både kram og kys på kinden af den mest reserverede af dem alle.

Det var en helt fantastisk aften og jeg glæder mig vildt til han skal bokse næste gang –men der undlader jeg nok bare at komme så tidligt ;-)

CAS

Vi har efterhånden været på CAS et stykke tid nu, og har endelig fået lov at lave ”vores eget” skema, så vi kan planlægge og udføre aktiviteter, hvor det er os der styrer og de andre lærere der hjælper.

Indtil videre er det ikke blevet til helt vildt mange aktiviteter, men vi har da fået opstartet ”girls groupcounselling”, et narrativt tegneprojekt og spillet høvdingebold og trebensfodbold med dem. Overordnet set er det gået fint, men vi har selvfølgelig opdaget at der skal foretages nogle små justeringer og så er min personlige oplevelse i hvert fald at vi skal være meget mere strikte overfor de unge, for at få dem til at høre efter og at få aktiviteterne til at fungere. 

Generelt har det været rigtigt svært at samle de unge når vi har villet starte en aktivitet op og vi har måttet have de andre lærere til at hjælpe os med at forklarer dem på twi, at en aktivitet skulle til at starte og de skulle komme. Ligeledes har det været en udfordring at forklarer hvad aktiviteterne gik ud på, grundet sproglige barrierer. For det første er det svært for os (eller i hvert fald for mig) at skulle forklarer mig på engelsk og ikke dansk. Næste ting bliver så, at lærerne på CAS, heller ikke er super dygtige til engelsk og derfor ikke altid forstår hvad det er vi siger og når de så oversætter til twi, forstår vi ingenting og kan derfor ikke korregerer, hvis de har misforstået noget.

Lidt om de forskellige aktiviteter…

Girls counselling: Vi har nået at have girls counselling én gang. Som nævnt lige ovenfor, var det ret svært at få samlet pigerne som vist var trætte grundet resten af dagens aktiviteter (vi holder det først på eftermiddagen) og desuden havde andre ting de gerne lige ville lave. En af pigerne kom hen til mig og spurgte mig om jeg kunne snakke twi. Det svarede jeg selvfølgelig nej til, hvortil hun konstaterede at så kunne vi ikke holde girls counselling, for der er nogle som ikke forstår engelsk. Heldigvis havde vi fået en af lærerne (madame nurse) til at komme og oversætte, og i virkeligheden tror jeg heller ikke at det med sprogbarrieren var et egentligt problem, men mere en lille protest, fordi vi pludselig begyndte at forlange noget af dem.

Vi brugte den første (og indtil videre eneste) gang på at starte stille og roligt op med at fortælle lidt om hvad vores tanker med gruppen er og spørge om de havde forslag til hvad man kunne bringe på banen af emner og så tage en ”præsentationsrunde” hvor pigerne lige kunne fortælle deres navn, alder, om de har kæreste og børn og hvor lang tid de har boet på gaden. Nogle af pigerne har vi før spurgt om navn og alder og antal år på gaden og af en eller anden mystisk årsag fortalte de noget andet i pigegruppen, end de før har haft fortalt os og hvad de har fortalt de andre studerende der arbejder på CAS. Det er som om de bare siger et tilfældigt tal hver gang de bliver spurgt. Jeg spekulerer over om dette kan være fordi de simpelthen ikke kan huske hvor gamle de er og hvor længe de har boet på gaden eller fordi ikke tillid til os og derfor måske ikke har lyst til at snakke åbent og ærligt omkring dem selv.

Nåh, men udover at de (tilsyneladende) bare fyrede tilfældige tal af, så snakkede de også rigtig meget twi, både med hinanden, med madame nurse og til os. Det var svært at holde styr på dem og vi havde en fornemmelse af at madame nurse ikke nøjedes med at oversætte hvad vi sagde eller bede dem være stille, men også snakkede med dem og dit og hint ind i mellem.

Jeg har lagt mærke til at de ofte gør det samme overfor de andre lærere –altså bare snakker, selvom læreren står og fortæller noget og jeg tror faktisk ikke at de unge på CAS har meget respekt til overs for ret mange voksne. Vi (Rie, Aafke Trine F og jeg) snakket om at vi gerne vil arbejde lidt med de unges disciplin og lærer dem at respekterer at når en af os snakker, så holder de kæft og markerer med en hånd hvis de gerne vil til orde, ligesom at kommunikation på twi kun er ok, såfremt det er nødvendigt for at få alle til at forstå.

Trebensfodbold: Til ”sports and games” har vi fået lov at bruge de første 30-60 minutter på lave en passende aktivitet med de unge (og de lærere der har tid og lyst). Dette er (i hvert fald for mit vedkommende) primært for at øve mig i rollen som i gangsættende og styrende pædagog. Den første gang vi skulle stå for en aktivitet kom vi på at  de skulle spille ”trebensfodbold”, som i al sin enkelthed, gik ud på at de unge skulle gå sammen to og to og have deres ben bundet sammen, deles op i to hold og så spille fodbold med almindelige regler.  Denne ”øvelse” fandt vi på fordi vi mener den er god til at styrke deres evner til at samarbejde, i det de ikke kan bevæge sig nogle steder, hvis ikke de samarbejder med den de er bundet sammen med. De fleste af dem var faktisk ret gode til det og alle grinede rigtig meget og så ud til at nyde spillet. Desværre, havde vi bundet deres ben sammen med seglgarn, hvilket viste sig at gnave ret meget i benet og derfor ret smertefuldt. Så nu ved vi til en anden gang at vi skal have købt noget bredere og blødere snor eller bånd. Desuden havde ingen af os rigtigt styr på fodboldreglerne, så det blev meget hurtigt børnene og lærerne der styrede aktiviteten, i stedet for os, og det blev svært at blande sig, når de kommunikerede på twi. Jeg tænker derfor at det til en anden gang, kan være en god  idé at sætte sig ind i reglerne eller finde på nogle selv, så vi kan styre den aktivitet vi  igangsætter.

Høvdingebold: Vi har spillet høvdingebold med dem to gange. Begge gang kom vi ekstremt sent i gang, fordi den lærer der har adgang til skabet med bolde og kridt til at tegnehøvdingeboldbane op med, kom meget sent på arbejde. De kender overhovedet ikke høvdingebold og der gik derfor, den første gang, også et stykke tid med at forklarer dem spillets regler.  Da vi så startede på spillet, stod de i starten bare næsten helt stille og forsøgte ikke rigtigt at flytte sig for bolden eller få fat på den eller noget, men efterhånden som de forstod bedre og bedre hvad det gik ud på, kom der mere og mere fart på  spillet og alle grinede og hyggede sig rigtig meget og sagde bagefter at det et smadder godt spil, som de gerne ville spille igen.  Anden gang vi skulle spille det havde vi så alligevel problemer med at få dem samlet og de sagde at de ikke ville spille det, fordi det gjorde ondt at få bolden kastet på sig. Eftersom at ingen havde klaget sidst, tolkede vi det som et udtryk for at de bare ikke lige på nuværende tidspunkt gad i gang med sport og bad derfor deltage alligevel. Ingen klagede over smerte ved at blive ramt af bolden, men de fleste gik uhyggeligt højt op i spillet og der kom en ret dårlig stemning, hvor folk endte med stå og råbe af hinanden på twi –også lærerne. Det var ikke nogen særligt rar oplevelse..

Jeg har lagt mærke til at det samme sker når de spiller volleyball og hvis en af de unge, ikke er så dygtig til vollyball og derfor ikke klarer sig så godt, så bliver han eller hun skiftet ud, med det argument at han/hun kan lære ved at iagttage. Jeg forstår ikke helt denne konkurrence mentalitet fra lærernes side. Jeg tænker at livet på gaden i forvejen må være én stor konkurrence hver dag og at man derfor som lærer burde være et godt eksempel og vise at alt ikke behøver at være en konkurrence eller at man i det mindste godt kan have en god konkurrencementalitet og have det sjovt med et spil eller en leg.

En anden ting jeg har tænkt over, er om de her unge mennesker der lever på gaden egentlig er i kontakt med deres følelser.

Umiddelbart virker de altid ekstremt glade og smiler og griner meget (bortset fra de konkurrerer ;-)) og man høre tit den der med at det er utroligt de kan være så glade, når de lever sådan et hårdt liv. Jeg har bare tænkt meget på om ikke man for det første, med tiden lærer at tilpasse og få det bedste ud af den situation man befinder sig i, uanset hvor hård og traumefyldt den må se ud til at være. Måske ikke altid, men ofte. De fleste af de unge mennesker der kommer på CAS har jo allerede boet på gaden i årevis og selvom det selvfølgelig for de flestes vedkommende ikke er sådan de ønsker at leve deres liv, så må man vel vænne sig til situationen på eller anden måde.

For det andet tænker jeg at al den glæde de udviser, måske er en del af en tyk skal de har bygget omkring sig, for at beskytte sig selv, netop fordi de har været udsat for nogle grimme ting og livet på gaden er hårdt. På gaden er det vel ”den stærkeste der overlever”, og hvis de udviser ”svaghed” ved f.eks. at vise sorg, så tror jeg at man ryger meget langt ned i det hierarki der hersker blandt gadebørnene.  Selvom at jeg altid har ment at det er sundest at være i kontakt med sine følelser, så tror jeg måske at det for disse børns vedkommende, kan være en god ting at de har en lidt tykkere skal end os andre, da for mange stærke følelser muligvis ville knække dem og skade mere end gavne.

Ingen tvivl om at livet på gaden er hårdt og kræver resilliente børn, som jeg nærer en dyb respekt for..

"Welcome to the jungle"

I weekenden d. 10-11 marts var Trine F, Rie, Jeanet, Ajoe, Torsten og jeg på en fuldstændigt fantastisk tur til Hohoe, som er et område i Ghana. Vi skulle af sted allerede halv 7 lørdag morgen og ud på en MEGET lang køretur.

Jo længere væk vi kom fra Accra, jo mere natur fik vi at se og det var helt fantastisk at køre på lange røde grusveje, omgivet at grøn bevoksning så langt øjet rakte.

 Efter ca. 4 timer var vi endelig fremme ved første destination: Tafi-Atome Monkey Sanctuary som er drevet af beboerne i en lille landsby inde i junglen og hjemsted for omkring 300 af de meget sjældne True Mona Monkeys.

Abearten har  været truet og er derfor blevet fredet og er takket være mennesker, som beboerne i den lille landsby i junglen i Hohoe, nu voksende.

Beboerne i landsbyen tjener penge på at vise turister gennem junglen og lade dem se og fodre aberne med bananer.  De tjener 8 cedi (eller 27 kr.) pr turist. For de penge har de bl.a. fået rindende vand, elektricitet og en skole.

Efter to måneder i en storby som Accra, hvor der konstant er støj fra biler, sælgere, musiksteder, optog, ect. og en masse forfærdelige lugte af fisk og kylling (og IKKE frisk fisk og kylling), friture, affald som ligger og flyder alle steder og nogle gange bliver brændt af, blandet med lugten af afføring og kloak, var det som at dø og komme i himmelen, da man steg ud af bilen og det første man bemærkede var den befriende stilhed og utroligt rene luft.

Vi blev fulgt ind i junglen af en guide som fortalte og forskellige træer og planter i junglen og om Mona Monkeys, men desværre var jeg alt for opslugt af at suge til mig af synsindtryk og dyrelyder, samt at tage billeder, til at jeg kunne høre ordentligt efter hvad han sagde.

         

Vi havde ikke gået ret langt før vi nåede frem til område i skoven hvor aberne pt. befandt sig. Desværre var der en ret stor flok tyske turister der allerede, som var i gang med at fodre dem med bananer, ellers kunne jeg godt have fået følelsen  af at være ”ét med naturen”. Guiden hev nogle bananer frem, så vi hver især fik muligheden for at håndfodre de ekstremt bedårende aber. Han viste os hvordan vi skulle holde bananerne og række dem op mod aberne i træerne, som så kravlede ned og skrællede bananen direkte fra hånden af en, brækkede en bid af og kravlede lidt højere op, for at nyde, deres ”bytte”.  Det var virkelig en fantastisk følelse at se andre dyr end, hunde, katte, geder og høns og endnu mere fantastisk at komme så tæt på dem.

Trine F og Torsten var så heldige at få muligheden for at få aberne helt ned på armen, men desværre har nogle andre turister (bl.a. de tyskere der var der samtidig med os) drillet aberne og flyttet armen, lige i det aberne har hoppet ned fra træet, så aberne faldt direkte ned på jorden, så de (aberne), var naturligt nok noget utrygge og det lykkedes kun for Trine at få lokket en abe til at sætte sig på hende arm.

Efter besøget i ”abelandsbyen”, blev vi kørt hen til et hotel, hvor vi kunne slappe af resten af dagen. Efter knapt en uge derhjemme, uden vand og med jævnlige strømafbrydelser, havde vi set frem til etbrusebad, men ak nej, der var intet vand på hotellet den weekend. Til gengæld var vi så heldige at vi kun fik ét lagen til hvert værelse. Det var da også bare lige super at sove to mennesker i en halvandenmandsseng med kun ét lagen, når nu man ikke kunne komme i bad. Vi overlede dog, og trods de noget primitive forhold, og en meget let søvn, har jeg ikke i de to måneder jeg indtil videre har været her, følt mig så udhvilet som jeg gjorde søndag morgen.  Søndag morgen kom vandet også endelig tilbage, men hvad sker der så? –Så går strømmen selvfølgelig.  What to say? This Is Africa ;-)

Kl. ni stod vi klar og kørte afsted mod dagens første destination –Wli Waterfalls. Køreturen tog kun en halv time, men det havde ikke gjort noget hvis den havde taget længere tid, når man bare kunne sidde og nyde den smukkeste natur lige meget hvilken retning man så i.

Wli Waterfalls skulle være det største vandfald i Ghana. Ingen ved hvor højt det er, men ghaneserne siger at det er et sted mellem 20 meter og 2 km.. Man skal jo være på den sikre side ik’?

Turen hen til vandfaldende gik gennem junglen og har vel været 2-3 km lang og på vejen skulle 8 broer passeres. Endnu engang havde vi fået en rigtig sød guide med som med stor kyndighed tegnede og fortalte, vidt og bredt og turen hen til vandfaldene bød bl.a. på opdagelsen af ananas plante, kakao plante og mango træ, samt endnu en storslået naturoplevelse. Det var ren terapi at gå der i junglen og kun kunne høre vandets rislen, fuglenes kvidren og insekternes summen. Her gik det for alvor op for mig hvor uendeligt meget jeg savner naturen, når jeg er i Accra.

 Vi kom hen til den nederste del af vandfaldene og nøj et smukt syn der mødte os. Vandet der faldt ned fra den ene klippeside og landende i en lille sø med det klareste vand. På en anden klippeside, sad der i hundredevis af flagermus og solede sig. Overalt var sommerfugle i de smukkeste farver og det hele var omgivet af den smukke grønne bevoksning som ikke findes mage til derhjemme. Vi holdt et lille hvil her og vi skulle alle ud og soppe. Jeanet og Trine kunne ikke dy sig og gik helt ind under vandfaldet. Havde jeg haft håndklæde og skiftetøj med, havde jeg gjort det samme. Det er første gang at isnenede koldt vand ikke har generet mig. – Der var simpelthen for smukt til at jeg kunne koncentrere mig om noget som helst andet end at suge til mig af syns, lyd-og duftindtryk.

Efter vandfaldet var tid til frokost og vi tog hen til lodge der ligger lige ved siden af, hvor vi sad  i den dejligste have og indtog et måltid mad med udsigt ud over bjergene og vandfaldende. SÅ SKØNT.

Herefter endnu køretur på en halv time og så var vi fremme ved Afadjato Mountain –weekendens sidste mål. Afadjato er med sine 885 meter Vestafrikas højeste bjerg. Dette må ikke forveksles med det højeste punkt. Afadjato er nemlig et enkeltstående bjerg der ikke støttes af andre bjerge –hvilket åbenbart har en betydning?! :-/

885 meter lyder ikke af meget, men når det går næsten lodret op de fleste steder og underlaget er dækket af rødder og løse sten der skrider under fødderne på én, så man mange steder må kravle –så er der 885 meter alt rigeligt. –I hvert fald for en med min kondi. Allerede efter de første 50 meter svedte vi som vi muligvis aldrig har svedt før og vi var nødt til at holde flere pauser undervejs. Dette var vist til stor morskab for vores to ca. 15 år gamle guider, der tager  turen op til 5 gange dejligt i ”flip flops”. Vi brugte ca en time på at komme op, men det var det hele værd. Sikke en følelse det gav at have overvundet sin egen udmattelse og så stå og kigge ud over bjerglandskabet, som strakte sig flere kilometer.

Turen ned tog ca. en halv time var næsten lige så hård og jeg fik ret ondt i anklerne til sidst. Dog præsterede jeg at blive stående på fødderne, modsat et par stykker af de andre og Trine F kom da også hjem med en forstuvet ankel. Da vi var nede spurgte jeg vores guider hvor lang tid de bruger på at komme op og ned, hvis de ikke har turister med. De bruger da ca. 15 min. på at komme op og 5 min. på at komme ned. Og det er altså i klipklappere!!  :-o

Tilbage var kun en ca. 4 timers lang køretur hjem. Vi var hjemme omkring kl. 9 om aftenen. Sultne og trætte, men mætte på oplevelser og indtryk.


-Trine

-          

Street Girls Aid

Lørdag var vi alle til ghanesisk bryllup hos en som vi ikke helt kan finde ud af hvordan Anthony kender.
Selve ceremonien, fandt sted i en kæmpe kirke med liveband, en masse dans og et utal af præster der alle skulle velsigne brudeparret. Festen bagefter var på taget af et hotel, men vi var kun lige med til at spise og så ville anthony hjem. Det var en meget sjov lille oplevelse med det bryllup, men ikke noget som er værd at skrive en længere roman om.

Idag, skulle Trine F, Rie og jeg ud og se et søskende selskab til CAS, der hedder Street Girls Aid, som er en slags børnehave/ vuggestue for gadebørn. Tre andre studerende hernede, Pernille, Dorthe og Kathrine, arbejder der i forvejen, så vi fulgtes med dem derud. Selve stedet er vel nogenlunde på størrelse med en almindelig dansk institution for vuggestue-/børnehavebørn og med omkring det samme antal "pædagoger", men der var  så til gengæld omkring 100 børn -flest i 1,5-3 års alderen.  Det koster 0,80 cedi om dagen at få sit barn barn passet der, så det er kun gadebørn som har forældre (der jo så for det meste selv er gadebørn) som kan blive passet der. Der var ingen organiserede aktiviteter med børnene og pædagogerne rørte ikke en finger, men sad bare på deres f... måse og gloede. 
Der var et enormt højt støjniveau fordi der var så mange børn der skreg og græd. Det var enormt stressende, oveni alle de børn der bare hungrede efter opmærksomhed og kontakt og både Rie, Trine F og jeg, sad nærmest med børn på armene fra vi kom til vi gik. De fik ingen formiddagslur, så flere af dem, faldt omkuld i armene på os, og nogle græd sig selv i søvn. De var enomt beskidte og lugtede ret fælt, fordi de kun bliver skiftet én gang om dagen, og der bliver de vel at mærke kun skiftet hvis de har skidt.  Alligevel, var de fuldstændigt, uimodståeligt dejlige og det var SÅ skønt at kunne drage en masse omsorg, for nogle der virkeligt trængte til det. 
Ingen af "pædagogerne" tog sig af at børnene, skreg, græd og drillede hinanden, så der var rigeligt at tage sig til for os andre. Især to af drengene havde grædt fuldstændigt utrøsteligt, både om formiddagen og eftermiddagen, heldigvis lidt på skift. Den ene af dem, gad godt komme hen til folk, men var ikke til at trøste. Den anden, ville slet ikke have kontakt med nogen, og hvis han endelig kom hen til en voksen, sad han der i 30 sekunder og gik så videre igen. På et tidspunkt kom ham der godt ville i kontakt, hen til mig og satte sig på mit skød og græd og græd og græd. Jeg gav mig til at ae ham på ryggen, mens jeg hviskede ham i øret  og jeg kunne se at han var opmærksom på mig og gråden tog en anelse af . Jeg gav til at hviske børnesange i stedet og efter ganske kort tid holdt han helt op med at græde, men sad bare og lyttede, indtil han faldt i søvn i armene på mig. Efter ikke så længe, kom en pædagog og flåede ham ud af armene på mig og lagde ham på en sivmåtte, men han nåede højst at ligge der i 10 min., hvorefter han kom grædende ud til mig og jeg kunne synge ham i søvn igen. Endnu engang blev han lagt ind på en sivmåtte og endnu engang kom han grædende ud. 

 





Senere fik jeg ham den anden, der græd meget, hen til mig og prøvede også at hviske ham i øret og synge børnesange. Nok, faldt han ikke i søvn, men han stoppede med at græde og blev siddende et stykke tid. Det lykkedes mig to gange mere at få ham til at stoppe med at græde og da vi skulle hjem, stod han henne i nærheden af mig, og da pædagogen så ville gå hen og tage ham, begyndte han at græde og gemte sig bag mig. 
Jeg syns det er enormt tankevækkende at man kan komme som vildt fremmed og være der en dag og så have en bedre kontakt til børnene end deres daglige "omsorgspersoner" og jeg tvivler på at disse børn går en lysere fremtid i møde end deres forældre.
Selvom det var godt at opleve, er jeg alligevel lidt glad for at jeg er kommet på CAS, da jeg tror det ville være enormt psykisk udmattende at være på street girls aid.. Bliver vi tvunget til at forlade CAS, vil jeg dog hellere på street girls aid, end på Hopeland.