Turen går mod nord

Fredag d. 6 april kl alt for tidligt om morgenen blev vi hentet af vores faste tourchauffør, Ben, for at tage en lang og spændende 7-dages tur op til nordlige Ghana og tilbage igen. Efter en ti timer lang køretur som meget ad tiden foregik på bumlevej (som i "giv mig et nyrebælte" bumlet) var vi endelig fremme ved vores første destination -Boabeng-Feima Monkey Sanctuary. Boabeng-Fiema Monkey Sanctuary ligger "overraskende nok" ;-) mellem de to landsbyer, Boabeng og Fiema i Brong-Ahafo regionen og "huser" 500 Campell's Mona Monkeys og 200 Geoffrey's Pied Columbus Monkeys.

Vi gik en (heldigvis) kort tur gennem junglen og kiggede på aberne der hoppede rundt mellem træerne. Denne gang måtte vi ikke fodre aberne da beboerne i landsbyerne (som er dem der styrer stedet) mener at det vil være skidt for aberne at blive afhængige af at blive fodret af mennesker og skidt for menneskerne hvis en abe skulle finde på at bide fordi de pludselig tør komme tæt på.

Campell's Mona Monkeys

Geoffrey's Pied Columbus Monkey

På slutningen af turen så vi en abekirkegård. Noget som overraskede mig meget. De færreste ghanesere jeg indtil videre har mødt, har haft det samme forhold til dyr som vi har det i den vestlige verden. Mange af dem mangler, efter min mening, respekt og kærlighed for dyrene og naturen. Selvfølgelig forventer man at folk der  driver et monkey sanctuary har kærlighed og respekt for dyrene, men at de ligefrem har en kirkegår, hvor alle aber kommer hen når de er døde, det havde jeg sgu ik regnet med.

Heldigvis havde stedet et guesthous hvor vi skulle overnatte. Desværre blev det en af de til dato værste aftener hernede. Det vrimlede med gigantisk store og aflange jagtedderkopper. Nina og jeg låste os inde på værelset (der heldigvis var edderkoppefrit), kl. ni :-D

Næste morgen kl otte var vi på farten igen. Første stop denne dag var Kintampo Waterfalls, stadig i Brong-Ahafo regionen. 

Da vi kom var en masse ghanesere (eller i hvert fald afrikanere) allerede i fuld gang med at bade i søen og under vandfaldet, hvilket ødelagde oplevelsen en anelse. Det var ellers et utroligt smukt vandfald.

                                          

Jeppe (Trine F's kæreste) havde badebukser og skyndte sig ud og bade. Jeanet var ligeglad med at hun ikke havde badetøj og fulgte Jeppe. Jeg havde kun almindeligt tøj på og besluttede mig derfor for kun at soppe. I starten gik jeg helt på det lave vand, langt væk fra vandfaldet, men besluttede mig for at jeg nok godt kunne kommme liiiidt nærmerer vandfaldet. Det var jo sådan set meget rart. Så jeg gik lidt tættere endnu. Og tættere...og tættere...og pludselig stod jeg plaskvåd indeunder vandfaldet. UPS :-D 

Det var en fantastisk følelse at bade under et vandfald og tøjet kunne jeg skifte da vi kom tilbage til bilen, så det var helt klart det hele værd. 

Herefter kørte vi videre på endnu en lang køretur mod Mole Nationalpark i Northern Region.

Her skulle vi på hotel i 3 dage. -Noget der bestemt ikke generede nogle af os. Hotellet lå på toppen af en bakke og gav fra både værelset, poolen og restaurenten udsigt ud over flere tusinde kvadratmeter bush. Den første morgen, mens vi sad og spiste morgenmad ved poolen, fik vi en fantastik oplevelse. Lige nede ved vandhullet, som man let kunne se fra hvor vi sad, kom en flok elefanter for at bade. At se sådan en flok elefanter bade om morgenen i deres naturlige omgivelser er noget jeg har drømt om meget længe og jeg blev faktisk ret rørt af situationen :-D

De grå klatter på billedet er elefanter ;-)

Er her ved at få samling på mig selv igen :-D

Om eftermiddagen skulle vi på vores første hiking (safari til fods). Vi havde en dygtig guide (Daniel) med som var smadder god til at spotte dyrene og fortælle om dem. Vi så en masse forskellige hjorte bl.a. waterbuk og springbuk, vortesvin, bavianer, krokodiller, og en mærskelig fugl der vist nok hed guineafowl. Vi så desværre ingen elefanter, men fik at vide at chancerne for at vi ville se dem næste morgen når vi skulle på morgenhiking var ret stor, da de altid kommer ned om morgenen for at køle sig af. til gengæld så vi to hjorte slås.. 

"slåskamp, slåskamp, slåskamp"

Gad vide om den venter på at en lille snack lander i munden på den?

I landsbyerne hvor hotellets medarbejdere bor, lever bavianer og vortesvin side om side

Næste morgen skulle vi jo så tidligt op og på endnu en hiking. Forventningerne var skruet helt i vejret for vi var jo næsten blevet lovet at se elefanter helt tæt på. Luften var dejligt kølig fordi det havde regnet og det smådryppede stadig en anelse, så det var perfekt vejr at gå i. Desværre var det selv samme årsag til at vi ikke fik set elefanter der badede ved vandhullet. "Når det har regnet er det for køligt til at elefanter kommer ned og bader" forklarede Daniel os. ØV. Vi gik rundt og ledte efter elefanter i to timer, men det vi så var bare de samme dyr som dagen i forvejen. Bedst som vi havde opgivet håbet helt og ville til at begive os hjemad skete der pludselig noget "sssshhh.. look" sagde Daniel og pegede over på den anden side af søen vi stod ved. Oppe mellem træerne tonede en enlig hanelefant pludselig frem. Han var gået fra flokken for at gå ned og bade selv, hvilket åbenbart er noget elefanter nogle gang gør. Den begyndte at bevæge sig rundt om søen i vores retning. Vi gemte os oppe mellem nogle træer for frit at kunne iagtage den. Pludselig vendte den om og var på vej op ad bakken mod os. Da enlige elefanter kan være noget mere agressive end når de går i flok, blev der "RUUUN", hvilket vi allesammen så gjorde, indtil elefanten var på afstand og havde skiftet retning. Den gik ud på et åbent stykke græs hvor den fandt noget mudder og tog sig et mudderbad. Vi stod med et pænt stykke afstand og betragtede det smukke dyr. Lige så stille kom den tættere på. Pludselig fik den åbenbart øje på os for den tog ørene frem og bevægede sig hurtigere og hurtigere i vores retning. "Run...RUN..RUUUUUUN..faster, faster, faster" skreg guiderne som allerede havde løftet deres gevær mens vi alle løb alt hvad remmer og tøj kunne holde. Heldigvis besluttede elefanten sig for at vi nok ikke var nogen større trussel end som så og valgte at stoppe "jagten". I "sikkerhed" mellem træer og buske åndede vi alle lettede og brast i hysterisk latter. Adrenalinen pumpede rundt i blodet og det er længe siden at jeg har følt mig så taknemmelig over at være i live. 

"RUUUUUUUN"

Om eftermiddagen skulle vi på kanosafari. Vi havde regnet med at skulle sejle et par timer, men fordi det har været tørt i så lang tid, vandstanden i floden ekstremt lav og det kunne kun blive til en minitur op ad floden og tilbage igen. Ca. 40 minutter. Vandet var helt grønt og grumset og vandstanden var så lave at vores guide og roeren nogle gange måtte skubbe kanoen frem med årene fordi vi gik på grund. Det var en smadder hyggelig tur, men vi så ikke så meget andet en vand, træer og to meget farverige fugle.

Da vi kom tilbage stod to kvinder i floden og samlede vand op. Vi spurgte hvad de skulle bruge det til og fik at vide at det bruger de både til madlavning og til at vaske tøj og mange andre ting. De mener åbenbart at vandet er rent. det sagde de i hvert fald til os da vi spurgte om det ikke var for beskidt.

Hvem har lyst til en tår af den lækre rene flodvand?

  Efter turen satte Nina og jeg os op for at spise kiks, drikke kaffe og spille kort. De kiksene var spist og kaffen drukket gik Nina ned for at bade og i stedet kom Jeanet og spillede kort og sludrede med mig. Pludselig fik vi øje på en stor bavian henne ved restauranten. Den forsvandt om bag en bygning, så vi sludrede videre og tænkte ikke nærmere over hvor den var blevet af. PLUDSELIG sad den oppe på vores bord. Det gav en kæmpe "brag" og bordet flyttede sig da den landede. Jeg fløj op af stolen og hoppede væk. Bavianen tog en af vores poser og hoppede så lidt væk, hvor den kunne undersøge fangsten. Heldigvis for os havde den taget poser med kiks og ikke posen med pung, telefon o.s.v. Uheldigvis for bavianen var kikseposen tom. Det var et kæmpe chok jeg fik. Bavianer er nu alligevel ret store og stærke, så den pludselig sidder ca 10 cm fra én kan adrenalinen altså godt give sig til at pumpe rimelig heftigt. Oppe ved restauranten kom en anden bavian nu gående hen ad et langt bord hvor en familie sad og spiste. Personalet løb hen imod den, fægtede med armene og råbte ad den. Heldigvis skræmte det den væk, men den første bavian havde i mellemtiden været oppe på et andet bord og stjæle kiks fra to små drenge. Denne gang var der gevinst. Ovenpå dagens andet adrenalin besluttede vi os for at det nok var smartest at indtage aftensmad et sted lidt mere skjult bag de andre borde ved restauranten. 

Næsten morgen var tid til at pakke sammen og forlade den skønne Mole Nationalpark for at begive sig videre mod Kumasi i Ashanti Region. På vejen (ikke langt fra nationalparken) skulle vi dog lige stoppe i den lille by Larabanga som har Ghanas ældste moske. Byen i sig selv var helt fantastik. Som en rigtig negerlandsby med huse bygget af mudder og lort. Moskeen var også rigtig flot, men helt utroligt lille. Jeg havde en forestilling om at moskeer altid var sådan nogle kæmpemæssige, overdådige bygninger. Her stod en lille hvid bygning med træpæle igennem. 

Sådan som jeg forestiller mig en moske

Sådan som Larabanga Mosque ser ud

Efter en fin rundvisning i byen og et mindre "foredrag" om moskeen, begav vi os mod Kumasi. 


Da vi ankom ret sent til Kumasi skulle vi bare direkte ud og ha noget aftensmad og det lykkedes at finde en fantastisk lækker og hyggelig restaurant hvor vi noget rigtig skønt mad. Det var en smadder hyggelig og dejlig oplevelse indtil en rotte på størrelse med en pony kom hoppende ned ad en indvendig trappe og pilede direkte ind i køkkenet. 

I Kumasi skulle vi blive to nætter (altså en enkelt dag foruden dagen hvor vi ankom og morgenen hvor vi tog afsted)  

Næste morgen skulle vi ud og se nogle forskellige museer som gav et rigtig godt billede af ghanesisk kultur og historie.  

Vi så et krigsmuseum, et museum om den gamle tro juju og et Ashantikongens gamle palads. Ligesom med moskeen havde jeg et helt andet billede i hovedet. Når jeg hører palads tænker jeg noget a'la Den forbudte By. I dette tilfælde kunne det såkaldte palads lige så godt have været en parcelhus fra 60'erne. Desværre måtte vi ikke tage billeder så dette kan jeg ikke illustrere for jer. 


Dagen og turen i det hele taget blev afluttet med endnu et besøg på "rotterestauranten". ..Gad vide om man er ved at ha været i afrika lidt for længe..? ;-?


-Trine