”Store legedag”

I anledningen af International Day for Streetchildren d. 12.04 afholdt vi CAS en særlig ”festdag” fredag d.13.04.

Dagen blev fejret med et slags hjemmelavet kæmpemæssigt brætspil.  Børnene skulle spille mod hinanden i 4 grupper med en lærer som teamleader i hver gruppe. Brætspillet var et stort lærred hvor den gamle railway og de 21 stop var på. Hvert stop indeholdt en opgave som gruppen kunne indtjene point ved at gennemføre og når spillet var slut, hvilket jeg ikke ved hvornår det var, havde den gruppe med flest point vundet.

Den store spille"plade" og "brikkerne" som de 4 hold rykkede rundt med

Trine, Rie, Aafke (den Hollandske studerende) og jeg blev sat til at finde på de 21 opgaver, skrive udførligt ned hvad de gik ud på, samt lave scoreboards, indsamle de ting man skulle bruge til hver opgave o.s.v. Det var et stort arbejde at finde på 21 aktiviteter som skulle være nogenlunde gratis og passede til børnenes kompetencer og som helst skulle være sjove samtidigt. Samtidig var det en rigtig sjov og interessant opgave og jeg følte virkelig at jeg her fik lov at tænke pædagogisk og gøre noget af det der en meningen med at være i praktik.

Vi var dog lidt i tidsnød, da Trine, Rie og jeg skulle på den lange tur til Mole fredagen inden store legedag, hvilket jo gav os en uge mindre til forberedelserne.

Vi fandt dog på 21 lege som vi selv synes virkede sjove, udfordrende og overskuelige. Vi fik lavet pointsystemer og papirer til at skrive disse ned på, skrevet ”opgavekort” til de opgaver der krævede det og så videre.

Aafke skulle så til ”p-mødet” inden legen sørge for at få sat nogle lærere på de 21 opgaver, da hver opgave krævede en ”activity-leader”.

Fredag morgen var Trine F desværre blevet syg, så det var kun Rie og jeg, der tog på arbejde –udmattede efter den lange tur.

 Aafke kunne frustreret fortælle os, at da hun havde prøvet var hun blevet fejet og havde fået at vide at ”det gør vi senere”, hvilket aldrig var sket, så nu var der ikke sat nogen. En af de norske studerende var også syge, så vi var derfor kun 5 mennesker til at styre 21 aktiviteter.

Hvis det havde foregået sådan at én gruppe ad gangen, kastede terningen, rykkede med deres brik, gik hen den aktivitet de var landet på, gennemførte og det så var den næste gruppes tur, havde det ikke været det store problem, men alle kastede og gennemførte aktiviteter på én gang og på et tidspunkt stod jeg med tre grupper der skulle hjælpes igennem 3 forskellige aktiviteter. 

Det kunne have fungeret hvis lærerne ikke havde taget mine papirer ud af hånden på mig og råbt ad mig i munden på hinanden og forsøgt selv at sætte gang i aktiviteterne, for så at gøre det forkert, så de ikke kunne få point til deres gruppe, for så at blive sure på mig over at jeg ikke kunne hjælpe dem. Det var virkeligt stressende og jeg så virkelig en stor kontrast mellem danske og ghanesiske institutioner.

I en dansk institution, ville pædagogerne have respekteret og lyttet til hinanden og ikke råbt ad hinanden at man havde instrueret forkert. Det gik op for mig, hvor vigtigt og rart det er at vi i Danamark virkelig bakker hinanden op i vores pædagogiske arbejde –og samarbejde.

Fra vi mødte kl. lidt i ni og til kl 2 havde vi ikke et minuts pause, men løb rundt og forsøgte at få alt til at fungere, mens de fleste af lærerne bare sad og så til.

Det var virkelig en blandet oplevelse, for på den ene side var det super rart endelig at få lov at lave noget, på den anden side enormt stressende og frustrende at de andre ikke hjalp, men kun kom med indblanding og kritik af al vorres hårde arbeje.