Bare kald mig Jane

I sidste uge har den stået på besøg i en SOS børneby og en weekendtur til Central Region hvor vi besøgte slavefort, gik på hængebroer og spiste på en sø med krokodiller..


Torsdag d. 10.05 tog Anthony os med ud for at se en SOS børneby i Tema, som er en del af Accra.
Jeg har altid set for mig at sådan en børneby bare var en "klump" lerhytter og en lille skole lavet at træ og blik og et par enkelte pædagoger til at tage sig af de ca. 20 børn jeg troede boede der.


Det viste sig hurtigt at denne forestilling var så langt fra virkeligheden som det kan lade sig gøre.


Inde bag en mur i et meget stille område ligger den pæneste, reneste og mest idylliske oase jeg har set i hele Greater Accra regionen. Børnebyen består af 15 familiehuse med plads til 10 børn i hvert hus. Husene er indrettede ligesom rigtige huse med soveværelse, stue, køkken, bad og toilet. Et barn bor i det samme hus i al den tid det bor i børnebyen og børnene i hvert hus bliver derfor en slags søskende for hinanden. I hvert hus bor der også en "fostermother" som altså fungerer som en rigtig mor ville have gjort det. Udover de i alt 15 fostermothers (en til hvert hus) er der ca. 10 tanter. Disse kommer på besøg i husene og sørger for at få opbygget en god relation til børne således at de kan passe børnene hvis en mor skal på weekend, ferie eller på anden måde er nødt til at forlade huset for en periode. Beslutter en mor sig for at hun ikke længere ønsker jobbet, skal hun varsle det i to år inden. Så flytter en tante fast ind i to år, samtidig med at moderen stadig er der, sådan at når moderen stopper, bliver tanten den nye mor og omvæltningen bliver ikke nær så stor for de i forvejen skrøbelige børn. Man skal være ansat som tante for at kunne blive mor og hvis man siger ja til at være mor, skal man være det i minimum 15 år!!


Børnebyen har også deres egen børnehave, skole, bibliotek og læge. Det er tilladt for udefrakommende at benytte sig af disse faciliteter og børnene går derfor i skole og børnehave med børn som ikke bor i børnebyen.


Måden som institutionerne er bygget op på og den pædagogik de bruger, er meget lig den danske. Ingen autoritær børneopdragelse, udenadslære og behaviorisme. Masser af leg og læring. Ingen vold.


Jeg var mildt sagt meget positivt overrasket og det var virkelig rart at se at der findes steder i Ghana hvor det ser ud til at fungerer.




Lørdag/søndag stod den så på tur til Cape Coast og Elmina. Her skulle vi om lørdagen se Cape Coast Castle og Elmina Castle -to gamle slaveforts.

Cape Coast Castle blev bygget af svenskerne i 1653 og var først et handelsted for guld og tømmer.


Senere sloges englændere og tyskere om det, men mange europæere har haft deres fod inden for i forbindelse med slavehandelen fra dette fort.
Næsten lige ved siden af ligger Elmina Castle. Dette blev bygget af portugiserne i 1482 og overtaget af tyskerne i 1637.
Begge steder blev afrikanerne holdt til fange i små, mørke og fugtige fangekældre. De fik kun meget lidt at spise og drikke og blev desuden tortureret på de mest makabre måder. Mange døde i fangekældrene. Mænd og kvinder blev holdt adskilt og de så aldrig dagens lys. Kun kvinderne kom ud en gang i mellem og stillet op ud i en gård så europæerne kunne vælge sig en kvinde at "hygge" sig med. Hun blev så gjort i stand og ført op til ham som ville voldtage hende. Hvis hun nægtede røg i torturkammer i stedet for, hvor hun med stor sandsynlighed måtte ende sine dage.


Under tiden med slavehandel blev ca. 60 millioner afrikanere tilfangetaget. Kun 12 millioner overlevede helt til de kom til den familie de skulle tjene som slave hos.
Både fortsene og selve byen/området er utroligt smukt, men tanken om alle de mennesker der har måttet lide en smertefuld død får hårene til at rejse sig på mig.

Efter rundvisningerne tog vi hen til et hotel der hedder Hans Cottage. Et hotel hvor restauranten står på pæle ude i  en kunstig sø med krokodiller!!! :-O
Mens vi sad og spiste kom personalet og kastede mad ud for at tiltrække fisk, som krokodillerne kom og spiste. Dét var sejt :-D

Dagen efter tog vi Kakum Nationalpark hvor vi skulle på Canopy Walk -eller hængebros tur. Midt  i junglen er en rute, bestående af 8 hængebroer sat op. De hang 40 meter oppe i luften og til en start virkede det hele altså RET farligt. Når man kender til ghanesernes arbejdsmoral og syn på sikkerhed, virker en tur på hængebroer 40 meter over jorden som en ret dårlig idé. Alligevel skulle det prøves efter endt tur, blev Jeanet og jeg nødt til at tage en tur -bare for sjov.. Kan man blive afhængig af adrenalinkick?

Vi kom hjem søndag eftermiddag ved 5 tiden og "selvfølgelig" var der hverken vand eller strøm. Faktisk var vi nok alle blevet temmeligt overraskede hvis begge dele havde været der -det er vi jo ikke vant til.


Nu er der kun to og en halv måned til jeg kommer hjem og I kan tro jeg glæder mig et RIGTIGT brusebad, en leverpostejsmad og et koldt glas mælk.


- Trine

Turen går mod nord

Fredag d. 6 april kl alt for tidligt om morgenen blev vi hentet af vores faste tourchauffør, Ben, for at tage en lang og spændende 7-dages tur op til nordlige Ghana og tilbage igen. Efter en ti timer lang køretur som meget ad tiden foregik på bumlevej (som i "giv mig et nyrebælte" bumlet) var vi endelig fremme ved vores første destination -Boabeng-Feima Monkey Sanctuary. Boabeng-Fiema Monkey Sanctuary ligger "overraskende nok" ;-) mellem de to landsbyer, Boabeng og Fiema i Brong-Ahafo regionen og "huser" 500 Campell's Mona Monkeys og 200 Geoffrey's Pied Columbus Monkeys.

Vi gik en (heldigvis) kort tur gennem junglen og kiggede på aberne der hoppede rundt mellem træerne. Denne gang måtte vi ikke fodre aberne da beboerne i landsbyerne (som er dem der styrer stedet) mener at det vil være skidt for aberne at blive afhængige af at blive fodret af mennesker og skidt for menneskerne hvis en abe skulle finde på at bide fordi de pludselig tør komme tæt på.

Campell's Mona Monkeys

Geoffrey's Pied Columbus Monkey

På slutningen af turen så vi en abekirkegård. Noget som overraskede mig meget. De færreste ghanesere jeg indtil videre har mødt, har haft det samme forhold til dyr som vi har det i den vestlige verden. Mange af dem mangler, efter min mening, respekt og kærlighed for dyrene og naturen. Selvfølgelig forventer man at folk der  driver et monkey sanctuary har kærlighed og respekt for dyrene, men at de ligefrem har en kirkegår, hvor alle aber kommer hen når de er døde, det havde jeg sgu ik regnet med.

Heldigvis havde stedet et guesthous hvor vi skulle overnatte. Desværre blev det en af de til dato værste aftener hernede. Det vrimlede med gigantisk store og aflange jagtedderkopper. Nina og jeg låste os inde på værelset (der heldigvis var edderkoppefrit), kl. ni :-D

Næste morgen kl otte var vi på farten igen. Første stop denne dag var Kintampo Waterfalls, stadig i Brong-Ahafo regionen. 

Da vi kom var en masse ghanesere (eller i hvert fald afrikanere) allerede i fuld gang med at bade i søen og under vandfaldet, hvilket ødelagde oplevelsen en anelse. Det var ellers et utroligt smukt vandfald.

                                          

Jeppe (Trine F's kæreste) havde badebukser og skyndte sig ud og bade. Jeanet var ligeglad med at hun ikke havde badetøj og fulgte Jeppe. Jeg havde kun almindeligt tøj på og besluttede mig derfor for kun at soppe. I starten gik jeg helt på det lave vand, langt væk fra vandfaldet, men besluttede mig for at jeg nok godt kunne kommme liiiidt nærmerer vandfaldet. Det var jo sådan set meget rart. Så jeg gik lidt tættere endnu. Og tættere...og tættere...og pludselig stod jeg plaskvåd indeunder vandfaldet. UPS :-D 

Det var en fantastisk følelse at bade under et vandfald og tøjet kunne jeg skifte da vi kom tilbage til bilen, så det var helt klart det hele værd. 

Herefter kørte vi videre på endnu en lang køretur mod Mole Nationalpark i Northern Region.

Her skulle vi på hotel i 3 dage. -Noget der bestemt ikke generede nogle af os. Hotellet lå på toppen af en bakke og gav fra både værelset, poolen og restaurenten udsigt ud over flere tusinde kvadratmeter bush. Den første morgen, mens vi sad og spiste morgenmad ved poolen, fik vi en fantastik oplevelse. Lige nede ved vandhullet, som man let kunne se fra hvor vi sad, kom en flok elefanter for at bade. At se sådan en flok elefanter bade om morgenen i deres naturlige omgivelser er noget jeg har drømt om meget længe og jeg blev faktisk ret rørt af situationen :-D

De grå klatter på billedet er elefanter ;-)

Er her ved at få samling på mig selv igen :-D

Om eftermiddagen skulle vi på vores første hiking (safari til fods). Vi havde en dygtig guide (Daniel) med som var smadder god til at spotte dyrene og fortælle om dem. Vi så en masse forskellige hjorte bl.a. waterbuk og springbuk, vortesvin, bavianer, krokodiller, og en mærskelig fugl der vist nok hed guineafowl. Vi så desværre ingen elefanter, men fik at vide at chancerne for at vi ville se dem næste morgen når vi skulle på morgenhiking var ret stor, da de altid kommer ned om morgenen for at køle sig af. til gengæld så vi to hjorte slås.. 

"slåskamp, slåskamp, slåskamp"

Gad vide om den venter på at en lille snack lander i munden på den?

I landsbyerne hvor hotellets medarbejdere bor, lever bavianer og vortesvin side om side

Næste morgen skulle vi jo så tidligt op og på endnu en hiking. Forventningerne var skruet helt i vejret for vi var jo næsten blevet lovet at se elefanter helt tæt på. Luften var dejligt kølig fordi det havde regnet og det smådryppede stadig en anelse, så det var perfekt vejr at gå i. Desværre var det selv samme årsag til at vi ikke fik set elefanter der badede ved vandhullet. "Når det har regnet er det for køligt til at elefanter kommer ned og bader" forklarede Daniel os. ØV. Vi gik rundt og ledte efter elefanter i to timer, men det vi så var bare de samme dyr som dagen i forvejen. Bedst som vi havde opgivet håbet helt og ville til at begive os hjemad skete der pludselig noget "sssshhh.. look" sagde Daniel og pegede over på den anden side af søen vi stod ved. Oppe mellem træerne tonede en enlig hanelefant pludselig frem. Han var gået fra flokken for at gå ned og bade selv, hvilket åbenbart er noget elefanter nogle gang gør. Den begyndte at bevæge sig rundt om søen i vores retning. Vi gemte os oppe mellem nogle træer for frit at kunne iagtage den. Pludselig vendte den om og var på vej op ad bakken mod os. Da enlige elefanter kan være noget mere agressive end når de går i flok, blev der "RUUUN", hvilket vi allesammen så gjorde, indtil elefanten var på afstand og havde skiftet retning. Den gik ud på et åbent stykke græs hvor den fandt noget mudder og tog sig et mudderbad. Vi stod med et pænt stykke afstand og betragtede det smukke dyr. Lige så stille kom den tættere på. Pludselig fik den åbenbart øje på os for den tog ørene frem og bevægede sig hurtigere og hurtigere i vores retning. "Run...RUN..RUUUUUUN..faster, faster, faster" skreg guiderne som allerede havde løftet deres gevær mens vi alle løb alt hvad remmer og tøj kunne holde. Heldigvis besluttede elefanten sig for at vi nok ikke var nogen større trussel end som så og valgte at stoppe "jagten". I "sikkerhed" mellem træer og buske åndede vi alle lettede og brast i hysterisk latter. Adrenalinen pumpede rundt i blodet og det er længe siden at jeg har følt mig så taknemmelig over at være i live. 

"RUUUUUUUN"

Om eftermiddagen skulle vi på kanosafari. Vi havde regnet med at skulle sejle et par timer, men fordi det har været tørt i så lang tid, vandstanden i floden ekstremt lav og det kunne kun blive til en minitur op ad floden og tilbage igen. Ca. 40 minutter. Vandet var helt grønt og grumset og vandstanden var så lave at vores guide og roeren nogle gange måtte skubbe kanoen frem med årene fordi vi gik på grund. Det var en smadder hyggelig tur, men vi så ikke så meget andet en vand, træer og to meget farverige fugle.

Da vi kom tilbage stod to kvinder i floden og samlede vand op. Vi spurgte hvad de skulle bruge det til og fik at vide at det bruger de både til madlavning og til at vaske tøj og mange andre ting. De mener åbenbart at vandet er rent. det sagde de i hvert fald til os da vi spurgte om det ikke var for beskidt.

Hvem har lyst til en tår af den lækre rene flodvand?

  Efter turen satte Nina og jeg os op for at spise kiks, drikke kaffe og spille kort. De kiksene var spist og kaffen drukket gik Nina ned for at bade og i stedet kom Jeanet og spillede kort og sludrede med mig. Pludselig fik vi øje på en stor bavian henne ved restauranten. Den forsvandt om bag en bygning, så vi sludrede videre og tænkte ikke nærmere over hvor den var blevet af. PLUDSELIG sad den oppe på vores bord. Det gav en kæmpe "brag" og bordet flyttede sig da den landede. Jeg fløj op af stolen og hoppede væk. Bavianen tog en af vores poser og hoppede så lidt væk, hvor den kunne undersøge fangsten. Heldigvis for os havde den taget poser med kiks og ikke posen med pung, telefon o.s.v. Uheldigvis for bavianen var kikseposen tom. Det var et kæmpe chok jeg fik. Bavianer er nu alligevel ret store og stærke, så den pludselig sidder ca 10 cm fra én kan adrenalinen altså godt give sig til at pumpe rimelig heftigt. Oppe ved restauranten kom en anden bavian nu gående hen ad et langt bord hvor en familie sad og spiste. Personalet løb hen imod den, fægtede med armene og råbte ad den. Heldigvis skræmte det den væk, men den første bavian havde i mellemtiden været oppe på et andet bord og stjæle kiks fra to små drenge. Denne gang var der gevinst. Ovenpå dagens andet adrenalin besluttede vi os for at det nok var smartest at indtage aftensmad et sted lidt mere skjult bag de andre borde ved restauranten. 

Næsten morgen var tid til at pakke sammen og forlade den skønne Mole Nationalpark for at begive sig videre mod Kumasi i Ashanti Region. På vejen (ikke langt fra nationalparken) skulle vi dog lige stoppe i den lille by Larabanga som har Ghanas ældste moske. Byen i sig selv var helt fantastik. Som en rigtig negerlandsby med huse bygget af mudder og lort. Moskeen var også rigtig flot, men helt utroligt lille. Jeg havde en forestilling om at moskeer altid var sådan nogle kæmpemæssige, overdådige bygninger. Her stod en lille hvid bygning med træpæle igennem. 

Sådan som jeg forestiller mig en moske

Sådan som Larabanga Mosque ser ud

Efter en fin rundvisning i byen og et mindre "foredrag" om moskeen, begav vi os mod Kumasi. 


Da vi ankom ret sent til Kumasi skulle vi bare direkte ud og ha noget aftensmad og det lykkedes at finde en fantastisk lækker og hyggelig restaurant hvor vi noget rigtig skønt mad. Det var en smadder hyggelig og dejlig oplevelse indtil en rotte på størrelse med en pony kom hoppende ned ad en indvendig trappe og pilede direkte ind i køkkenet. 

I Kumasi skulle vi blive to nætter (altså en enkelt dag foruden dagen hvor vi ankom og morgenen hvor vi tog afsted)  

Næste morgen skulle vi ud og se nogle forskellige museer som gav et rigtig godt billede af ghanesisk kultur og historie.  

Vi så et krigsmuseum, et museum om den gamle tro juju og et Ashantikongens gamle palads. Ligesom med moskeen havde jeg et helt andet billede i hovedet. Når jeg hører palads tænker jeg noget a'la Den forbudte By. I dette tilfælde kunne det såkaldte palads lige så godt have været en parcelhus fra 60'erne. Desværre måtte vi ikke tage billeder så dette kan jeg ikke illustrere for jer. 


Dagen og turen i det hele taget blev afluttet med endnu et besøg på "rotterestauranten". ..Gad vide om man er ved at ha været i afrika lidt for længe..? ;-?


-Trine

”Store legedag”

I anledningen af International Day for Streetchildren d. 12.04 afholdt vi CAS en særlig ”festdag” fredag d.13.04.

Dagen blev fejret med et slags hjemmelavet kæmpemæssigt brætspil.  Børnene skulle spille mod hinanden i 4 grupper med en lærer som teamleader i hver gruppe. Brætspillet var et stort lærred hvor den gamle railway og de 21 stop var på. Hvert stop indeholdt en opgave som gruppen kunne indtjene point ved at gennemføre og når spillet var slut, hvilket jeg ikke ved hvornår det var, havde den gruppe med flest point vundet.

Den store spille"plade" og "brikkerne" som de 4 hold rykkede rundt med

Trine, Rie, Aafke (den Hollandske studerende) og jeg blev sat til at finde på de 21 opgaver, skrive udførligt ned hvad de gik ud på, samt lave scoreboards, indsamle de ting man skulle bruge til hver opgave o.s.v. Det var et stort arbejde at finde på 21 aktiviteter som skulle være nogenlunde gratis og passede til børnenes kompetencer og som helst skulle være sjove samtidigt. Samtidig var det en rigtig sjov og interessant opgave og jeg følte virkelig at jeg her fik lov at tænke pædagogisk og gøre noget af det der en meningen med at være i praktik.

Vi var dog lidt i tidsnød, da Trine, Rie og jeg skulle på den lange tur til Mole fredagen inden store legedag, hvilket jo gav os en uge mindre til forberedelserne.

Vi fandt dog på 21 lege som vi selv synes virkede sjove, udfordrende og overskuelige. Vi fik lavet pointsystemer og papirer til at skrive disse ned på, skrevet ”opgavekort” til de opgaver der krævede det og så videre.

Aafke skulle så til ”p-mødet” inden legen sørge for at få sat nogle lærere på de 21 opgaver, da hver opgave krævede en ”activity-leader”.

Fredag morgen var Trine F desværre blevet syg, så det var kun Rie og jeg, der tog på arbejde –udmattede efter den lange tur.

 Aafke kunne frustreret fortælle os, at da hun havde prøvet var hun blevet fejet og havde fået at vide at ”det gør vi senere”, hvilket aldrig var sket, så nu var der ikke sat nogen. En af de norske studerende var også syge, så vi var derfor kun 5 mennesker til at styre 21 aktiviteter.

Hvis det havde foregået sådan at én gruppe ad gangen, kastede terningen, rykkede med deres brik, gik hen den aktivitet de var landet på, gennemførte og det så var den næste gruppes tur, havde det ikke været det store problem, men alle kastede og gennemførte aktiviteter på én gang og på et tidspunkt stod jeg med tre grupper der skulle hjælpes igennem 3 forskellige aktiviteter. 

Det kunne have fungeret hvis lærerne ikke havde taget mine papirer ud af hånden på mig og råbt ad mig i munden på hinanden og forsøgt selv at sætte gang i aktiviteterne, for så at gøre det forkert, så de ikke kunne få point til deres gruppe, for så at blive sure på mig over at jeg ikke kunne hjælpe dem. Det var virkeligt stressende og jeg så virkelig en stor kontrast mellem danske og ghanesiske institutioner.

I en dansk institution, ville pædagogerne have respekteret og lyttet til hinanden og ikke råbt ad hinanden at man havde instrueret forkert. Det gik op for mig, hvor vigtigt og rart det er at vi i Danamark virkelig bakker hinanden op i vores pædagogiske arbejde –og samarbejde.

Fra vi mødte kl. lidt i ni og til kl 2 havde vi ikke et minuts pause, men løb rundt og forsøgte at få alt til at fungere, mens de fleste af lærerne bare sad og så til.

Det var virkelig en blandet oplevelse, for på den ene side var det super rart endelig at få lov at lave noget, på den anden side enormt stressende og frustrende at de andre ikke hjalp, men kun kom med indblanding og kritik af al vorres hårde arbeje.