(blogdel1) En fugl med pis på og en kold øl tak

Puuuuha. Lang tid uden blogskrivning og en masse oplevelser rigere, gør at de næste par blogindlæg nok bliver meget langt og en anelse rodet.

Jeg vil forsøge at dele mine seneste oplevelser op i blogdel 1, 2 og 3, så det forhåbentligt bliver mere overskueligt

Siden sidst har den bl.a. stået på ”redning” af fugleunge, fødselsdagsfester, boksekamp (altså som tilskuer), planlægning og gennemførelse af ”store legedag” på CAS og en uges udflugt op til det nordlige Ghana.

Først fugleungen:

En torsdag aften på hjem fra arbejder hører Trine, Rie og jeg en meget mærkelig pippen og ser til vores forfærdelse en lille bitte fugleunge, som er faldet ned i kloaken (kloakerne er åbne her i Ghana). Den var helt pladret ind i det ulækre vand og så ud til at have siddet der længe og kaldt på sin mor, som ikke var at spore nogle steder og ikke ville kunne få den op fra kloaken på nogen måde. Det kunne mit lille dyreglade hjerte ikke bære, så jeg gav Trine og Rie mine ting og lagde mig på knæ og samlede fugleungen op. De afrikanere der sad i nærheden eller passerede forbi, skraldgrinede da de så mig med mit fortvivlede ansigtsudtryk og den lille forpjuskede og våde fugleunge i hænderne. De har tydeligvis et helt andet syn på dyr end vi har i Danmark og synes vist det var ret morsomt at jeg kunne blive så oprevet over så ”lille en ting”. Jeg anede ikke hvad jeg skulle gøre, men kunne ikke klare tanken om sætte den på græsset og risikerer at denne skulle sidder der og måske lide, indtil den døde, så den jeg den med hjem til Mummy (vores udlejer). Hun sad og snakkede med sin chauffør og da de så mig med fugeungen i hænderne, grinede de også af mig. Det er åbenbart meget unormalt at være så glad for dyr hernede. -En ting jeg også har erfaret når jeg forsøger at komme til at kæle med kattene og gederne :-D

Jeg spurgte Mummy om der var en dyrlæge i nærheden og hun fik sin chauffør til at køre mig hen den nærmeste dyrlæge, der så viste sig at have lukket. Heldigvis sad der stadig n dyrlæge inde på kontoret, som gerne ville hjælpe os. Han tilbød at tage fuglen og beholde den indtil wild-life dyrlægen kom dagen efter, jeg stolede ikke helt på ham og synes der var koldt og ubehageligt på hans kontor, så pludselig blev det for meget og jeg gav mig til at græde. Heldigvis tog han det pænt og ringede efter wild-life dyrlægen, der straks kom hen på kontoret, selvom han faktisk havde fri. Han kunne fortælle at fugleungen kun var tre dage gammel og på ingen måde ville kunne overleve uden sin mor. Endnu engang brast jeg i gråd og spurgte om de så ikke godt ville aflive den så den i den mindste ikke skulle lide mens den døde. De var meget meget søde og sagde at det ville de naturligvis gerne og trøstede mig med at jeg havde gjort hvad jeg kunne og at det jo er naturens gang. Det ved jo også godt, men når det kommer til dyr, kan jeg godt blive meget  følsom.

Jeg gav dem fugleungen og sagde farvel og de tog den med ind på klinikken, hvor jeg så aldrig så hvad de gjorde med den, men jeg både håber og tror at de slog den ihjel.

Da jeg igen kom tilbage til guesthouset (som vist ikke er  et rigtigt guesthouse, da det ikke er åbent for alle), skulle vi holde fødselsdagsfest for Asger. Den blev fejret ved langbord med spaghetti med kødsovs og tomatsalat til hovedret og chokoladekage til dessert og naturligvis gaver og fødselsdagssang. Det var rart nok at der skete noget så jeg kunne få tankerne væk fra den stakkels fugleunge.

Boksekamp:

En af drengene fra CAS har flere gange fortalt stolt om at han er bokser og poserer altid som en bokser når man vil tage billeder af ham (f.eks. med knyttede hænder op foran ansigtet). Han har lovet flere gange at jeg gerne måtte komme når han skulle bokse en kamp og fredag d. 30 maj kom han endelig og fortalte at han, samme aften,  skulle bokse en kamp i Osu (den bydel af Accra som jeg bor i). En af lærerne kom også og spurgte om vi skulle med og fortalte at det startede kl. 16. Jeg fik lokket 4 piger fra guesthouset med og kl 16:15, stod vi efter lidt forvirring og søgen efter rette location, endelig på det sted boksekamp skulle finde sted.

Da vi kom var de først ved at sætte bokseringen op. Det skulle foregå udendørs, i en slags baggård, til noget der hedder Prison Canteen, som ligger i slumkvarter lige overfor Police Hospital. Der var ingen andre der var mødt op endnu, så vi spurgte en hvad tid boksekampen startede og fik at vide at den ville starte omkring kl. 17. Vi satte os til en vente med en øl og nogle kebabspyd. 

Omkring kl 17:00 begyndte folk så småt at dukke op og det gjorde ham fra CAS der skulle bokse også. En halv times tid senere kom 5 andre drenge fra CAS for at heppe på ham. De fik øje på mig med det samme og satte sig straks over for at sludre. Det var helt vildt rart at være i deres selskab uden for institutionen og de var betydeligt mere selskabelige og kontaktsøgende end normalt.

Efterhånden som der dukkede flere og flere op, gik det op for os at der ikke bare skulle bokses den ene kamp vi var kommet for at se, men en række af kampe og den vi skulle se var en af de sidste. Kl. 19 begyndte den første kamp ENDELIG.  Der var en helt fantastisk stemning. Folk hujede og sang en masse forskellige afrikanske sange, dansede og bar rundt på vinderen af hver kamp.  Ca. kl. 8 dukker lærerne fra CAS op. Altså 4 timer senere end aftalt. Da jeg gjorde opmærksom på at han kom for sent kigger han bare på mig siger lige så nonchalant ”your (os hvide) time are different from our (de sorte) time”.  Så mente han ligesom det var uddebatteret og satte sig ned for at se boksning. 

Noget er der nu om det. Der er et begreb hernede der hedder ”african time” og det betyder at tingene er klar når de er klar og folk kommer når de kommer. Hvis man aftale en tid, kan man være heldig (det er dog sjældent) at de er der til tiden, men de kan også komme flere timer for sent eller slet ikke dukke op, uden at give besked om det.

Kl. 20 endte det med at 3 af pigerne måtte gå, da de havde en anden aftale og vi var så kun mig og Lotte tilbage, som var ved at være godt trætte og sultne.  Efter at have spurgt flere forskellige mennesker lykkedes det os endelig at skaffe et program og vi kunne se at den boksekamp vi var interesserede i stadig lå langt nede ad listen. Vi besluttede os derfor for at følge med de andre piger ned i Oxford Street (som er hovedgaden i Osu og ligger tæt på ”boksestedet”) for at få os noget mad og komme tilbage og se ham bokse.  Da vi skulle til at gå spurgte lærerne hvad vi skulle og vi forklarede at vi bare lige hurtigt skulle have noget mad, men ville komme tilbage, hvortil vi fik besked på at skynde os, for det var snart drengen fra CAS’ tur til at bokse.  Vi smilede og nikkede høfligt, men skraldgrinede af deres dobbeltmoral da vi var kommet væk derfra. Tænk engang at de selv kommer 4 timer for sent og så har den ”frækhed” at hundse med os.  Der er altså visse ting ved den afrikanske måde at tænke og agerer på, som jeg aldrig lærer at forstå :-D

Vi skyndte os op på KFC, kastede noget mad ind og skyndte os tilbage igen, så vi var der ved kvart i ni tiden. 

Kl halv ti begyndte der endelig at ske noget. Drenge fra CAS rejste og gjorde tegn til at Lotte og jeg skulle følge med. Vi gik ned i den bagerste ende af ”gården” hvor vores ”boksestjerne” var ved at gøre sig klar. De pegede stolte og selvsikre over på en MEGET høj og MEGET muskuløs mand og sagde at det var ham han skulle bokse imod. Jeg fik straks en kraftig hjertebanken og blev meget meget nervøs for vores gadedreng som snart skulle ind og kæmpe mod en der så ud til at være meget stærkere end ham selv. Han gik rundt for sig selv og tog sit "gear" på, opvarmede og forsøgte at gøre sig mentalt klar. Alt imens stod alle hans venner og pjattede og sang og han tog overhovedet ikke notits af det. Det var jeg ret imponeret over. 

Kl .22 skulle han i ringen. ”Kun” 6 timer senere end den tid vi først havde fået oplyst. Han gik hen imod ringen med en skare af gadedrenge, lærere fra CAS og mig og Lotte efter sig, som sang og klappede hele vejen. Til min store lettelse, så jeg at det ikke var det kæmpe brød han skulle slås imod, som først antaget. Heldigvis stod der en der var mere på hans størrelse. Kampen var helt fantastisk. Vores dreng var totalt overlegen og styrede kampen fuldstændigt. I pauserne (eller hvad det hedder mellem runderne, hvor de får tips af deres træner og får sprøjtet vand i hovedet?) havde han endda så meget overskud at han kunne stå og danse for os, og poserer mens der blev taget billeder. Vi klappede og sang og råbte al den tid kampen varede og da den var slut og han selvfølgelig blev kåret som vinder, bar hans venner ham en gang rundt om bokseringen og sang og klappede igen. Der var en stemning som er fuldstændigt ubeskriveligt opløftende og berusende. 

Da vores bokser, havde skiftet tøj og hvad han nu ellers skulle, kom og han spurgte om ikke han måtte få en Malta (en slags alkoholfri øl, som de holder meget af hernede). Det måtte han naturligvis gerne og da Lotte og jeg var så høje af stemningen sagde vi til de andre drenge at de også godt måtte tage noget på vores regning. Godt nok tog de alle det dyreste de kunne finde, men til gengæld var de så utroligt taknemmelige og det endte med at vi begge fik både kram og kys på kinden af den mest reserverede af dem alle.

Det var en helt fantastisk aften og jeg glæder mig vildt til han skal bokse næste gang –men der undlader jeg nok bare at komme så tidligt ;-)